Den nye trekløverregering tager for første gang i et regeringsgrundlag forsigtigt fat om nogle af de kæmpestore udfordringer og følelser i folkedybet, som martrer politikere over det meste af verden. Konsekvenserne af globaliseringen med risiko for stigende ulighed og tab af arbejdspladser. Konsekvenserne af digitaliseringen med risiko for stigende arbejdsløshed og tab af kontrol med fremtiden og den personlige frihed. Konsekvenserne af utryghed og usikkerhed ved fremtiden, som styrker nationalistiske og populistiske bevægelser. Og konsekvenserne af potentielt ustyrlige immigrationsbølger i fremtiden, fordi krige, sult, nød, manglende uddannelse og mangel på fremtidsperspektiv driver mennesker i stort antal på flugt efter et bedre liv.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen lagde i sin redegørelse til Folketinget i torsdags op til, at Danmark skal gøres til vinder i globaliseringen, ”fordi vi magtede at få alle med”. Det er en stor og god ambition. Det er det også at tage fat dér, hvor grundlaget for fremtidens tabere bliver lagt, nemlig i uddannelsessektoren og senere på arbejdsmarkedet, hvis vi ikke er dygtige nok til at få alle med.

Danmark har med vores velfærdssystem og vores tradition for et trygt, homogent fællesskab gode chancer for at gøre globaliseringen til en mulighed i stedet for en trussel. Hvis vi udvikler vores uddannelsessystem rigtigt til at matche fremtidens kompetencer og fremtidens virksomheder. Hvis vi udvikler vores arbejdsmarked, så det kan skabe det fleksible grundlag og gode vilkår for vækst. Hvis vi bruger vores tradition for et frugtbart samspil mellem et veludbygget offentligt velfærdssystem og en privat sektor. Og hvis virksomhederne omstiller sig i tide, så de udnytter digitaliseringens enorme potentiale og satser på innovativt at arbejde med på at skabe moderne, bæredygtige løsninger og på at udnytte de nye teknologiske muligheder.

Danmark har potentialet til at blive rollemodel for, hvordan et lille, innovativt land kan udnytte både globaliseringen og digitaliseringen på den rigtige måde. Hvis vi lærer at arbejde med udfordringerne og visualisere mulighederne i dem. Og hvis vi formår at få afmonteret globaliseringstruslen og påmonteret globaliseringsmulighederne helt konkret for den enkelte dansker – for ham eller hende ude på fabriksgulvet, i servicesektoren eller den offentlige sektor. Men hvis det forbliver en dialog mellem elitens repræsentanter, så lykkes ambitionen ikke.

Der er endnu et betydeligt stykke vej fra regeringsgrundlaget til, at historiefortællingen om Danmark som globaliseringens vinder er inden for synsvidde. Og der er endnu et stykke vej til, at rammerne for den høje ambition om at få alle med på globaliserings- og digitaliseringsbølgen synes inden for rækkevidde.

Der ligger en lang række forslag og initiativer i det nye regeringsgrundlag, som lige nu er varm luft og gode hensigter om gang i væksten og en drøm om, at alle danskere bliver i stand til at klare sig godt i en verden i hastig forandring. Det sidste kan ingen jo være imod. Problemet med mange af initiativerne er bare, at regeringsgrundlaget virker som en stabel gode forslag taget fra hid og did, der til sidst er blevet forsynet med en hæfteklamme i ryggen – og at mange af initiativerne er en syltekrukke med nedsættelse af nye råd og kommissioner, som først skal i arbejde, før vi kan komme videre. Som eksperter påpeger i dag i Mandag Morgen, er de fleste sten omkring Danmarks vækstudfordring allerede vendt af diverse ekspertpaneler, råd, udvalg og kommissioner. Så nedsættelsen af fem nye råd, udvalg og kommissioner handler mere om at involvere og engagere parterne på arbejdsmarkedet og andre relevante aktører i forhold til opbakning til de løsninger, der skal samles politisk flertal for hos DF eller S, end om at få nye forslag frem.

Samtidig kommunikerer statsministeren i interview, på pressemøder og i folketingssalen med stort personligt engagement for ambitionerne i regeringsgrundlaget. Men han har brug for mere hjælp end det, der ligger i regeringsgrundlaget, for at få det til at lykkes.

Der skal nedsættes et disruptionsråd, som skal drøfte og analysere fremtidens arbejdsmarked, så alle får del i velstandsudviklingen som følge af globalisering og ny teknologi. Der etableres et digitalt vækstpanel, som skal drøfte muligheder for et generelt digitalt løft af virksomhederne, erhvervslivets behov for digitale kompetencer og det offentliges rolle for at understøtte digitale forretningsmodeller. Der skal kigges på deleøkonomi, på digital infrastruktur, på uddannelsessektorens udbud af uddannelser og meget mere.

Der tales i regeringsgrundlaget meget om partnerskab mellem ministerier, regioner, kommuner, erhvervsorganisationer, arbejdsmarkedets parter og uddannelses- og forskningsinstitutioner. Helt efter opskriften for den danske model. Men der mangler to ting i planen: Helheden og den fælles dagsorden.

• Helheden. Det, der skal skabe sammenhæng mellem uddannelserne og efteruddannelsesudbuddet og de kompetencer, der efterspørges til de fremtidige virksomheders behov.
  Den modernisering af erhvervspolitikken og erhvervsstøtteordningerne, som skal understøtte væksten på globaliseringens og digitaliseringens vilkår.
  Den plan, som får danske virksomheder til at se potentialet i de nye og måske mere uprøvede markeder, og som kan danne grundlag for de kommende eksporteventyr og de næste spydspidser for Danmark på det globale marked efter cleantech- og vindmøllesucceserne.


• Den fælles dagsorden. Det, der skal skabe den fælles danske vej til at blive globaliseringens vindere. Det er i høj grad fagbevægelsen, der her har en ny og stor opgave at løfte i forhold til medlemmerne, og det er politikere, erhvervsledere og faglige ledere, som må finde sammen om at forny den danske model, så den giver optimisme og tro på fremtiden og skaber en tryghed om, at alle er med.