Humanister er guld værd – de fatter det bare ikke selv

I en højteknologisk og automatiseret verden er menneskekendskab nu afgørende. Alligevel misser humaniora en historisk chance for at cementere sin berettigelse.

Det er blevet moderne at gå baglæns fremad. 

Verden mangler transportchauffører, og i USA alene mangler man 150.000. Ergo må der være noget nær jobgaranti ved at uddanne sig til lastbilchauffør. Hvis altså det ikke lige var, fordi alle producenter fra Volvo til Tesla står på spring med chaufførløse, selvkørende trucks, hvoraf de første allerede tøffer rundt.

Rockwool Fondens dugfriske undersøgelse af samfundsomkostninger ved humanistiske uddannelser er ren sprint i baglæns fremgang. Tilsyneladende kan vi spare samfundsmilliarder ved at droppe humanistiske uddannelser til fordel for flere tekniske, som der er stort behov for lige nu.

Ligesom der var enormt behov for olieingeniører i Norge for et par år og oliekurshop siden, og ligesom der altså lige nu er et skrigende behov for chauffører.

Jack Ma: Gå ikke i robotternes fodspor

Mens vi læser om samfundsmæssige milliardgevinster ved at om-uddanne humanister til ingeniører, trådte milliardæren Jack Ma, der har skabt verdens største kommercielle platform, kinesiske Alibaba, for et par uger siden frem i Davos og sagde, at vi fejlagtigt uddanner mennesker via tekniske videnskaber til at træde i robotternes fodspor.

I stedet skal vi uddanne til noget ’unikt’. Altså noget særlig menneskeligt – humanistisk, kunne man måske lige frem kalde det.

Jack Ma er ikke det eneste eksempel. Stewart Butterfield, stifteren af Slack, den hurtigst udbredte platform til forretningskommunikation, har selv en baggrund inden for filosofi og sværger til at ansætte folk med brede, empatiske baggrunde – typisk ’humanister’.

Yancey Strickler, der har startet verdens største og mest udbredte crowdfunding-platform, Kickstarter, har en baggrund i musik. Punk. Men drømte kun om at blive forfatter, indtil han skrev sig ind i forretningshistorien. 

Hot i Silicon Valley

Allerede for tre år siden gjorde en artikel i businessmagasinet Forbes opmærksom på, at ’den ellers ubrugelige humanistuddannelse’ var blevet den hotteste billet til et topjob i Silicon Valley.

I takt med automatiseringen og maskinernes voksende evne til at passe sig selv havde man fundet ud af, at man havde mere brug for færdigheder i at kunne læse markeder i evig bevægelse, skabe relationer i en netværksøkonomi og arbejde frit efter løse formålsbestemmelser end færdigheder i at udføre (dyre) præcise instruktioner.

I overgangen fra maskintilpassede mennesker til mennesketilpassede maskiner er der mere end nogensinde brug for humanistiske færdigheder. I digitaliseringens højteknologiske slipstrøm er det filosofferne, der skal skabe formål i organisationerne, og psykologerne, der skal hive os fra at delegere til at motivere, så dyre mellemlederlag og ubærligt bureaukrati ikke tynger.

Antropologer skal forstå markeder og borgere, og litterater skal sammenstykke sammenhængende produktuniverser. Der er kun ét lille problem: Humanisterne fatter det ikke selv.

I mine snart 20 år som efterspurgt humanist i erhvervslivet har jeg boltret mig i mit eget blue ocean. Kolleger har troet, at jeg var genial, når jeg kunne læse en organisation med et øjekast – men så prøv at finde vej gennem en roman af Georges Perec. Og når jeg kunne stykke en sides læseværdig prosa sammen på 30 minutter, var det, som da Skt. Augustin blev helgenkåret for sin mirakuløse evne til at læse uden at bevæge læberne. Magi! Well, not so much. 

Men mest målløs er jeg blevet, hver gang jeg har genbesøgt de humanistiske studier og oplevet, hvordan forskning stadig er det ubetinget højeste, med undervisning som et slags medfølgende nødvendigt onde, hvorefter der venter en god stilling i det offentlige. Trøstepræmien er et job i det private.

Business over for humaniora

I Rockwool Fondens rapport er humanistiske uddannelser sat over for businessuddannelser. Uhyre meget desværre. Sådan ser humaniora nemlig med stolthed sig selv: som en forsværger af jordiske måleenheder for værdiskabelse og en lykkelig-fattig men åndeligt beriget modsætning til business.

Hvis man ser uddannelse i teknologiudviklingens lys, kan pladserne hurtigt byttes om. De mekanistiske, tekniske og eksakte fralæringer er guf for algoritmer, som er sultne på at spise verden. Bogholderi, rå jura, basismarketing og bankpraksis er allerede ved at blive spist af systemer, som kan selv – kunstige intelligenser. 

Alt imens strides man på humanistiske fakulteter om antal publicerede linjer, selv om man omsider har fået alle muligheder for at slå på de brede menneskeparametre og fremhæve sin store forretningsaktualitet og businessbeskæftigelsesgaranti. Hvis man altså gad interessere sig for begreber som ’relevans’ og verden efter Saussure.

Jeg tror, at det bliver businessverdenen, der bliver humanistisk, før humaniora bliver bevidst om sit forretningspotentiale. Jeg tror, at næste generation programmører får filosofi på skemaet, og at ingeniører skal skoles i etik. Jeg tror, at psykologi bliver grundpillen i businessfag, mens cand.psych.’erne svømmer væk i navler og klinisk coaching.

Hvis jeg tager fejl, vil jeg glæde mig alligevel.

Forrige artikel Silicon Valley? Meh … I Kina er misundelsens tid forbi Silicon Valley? Meh … I Kina er misundelsens tid forbi Næste artikel Er vi klar til IoT, eller er vi idIOTer? Er vi klar til IoT, eller er vi idIOTer?