Hvad skal vi kræve i Fælledparken 1. maj 2028?

Hvor er den digitale danske model på arbejdsmarkedet? Hvem bliver vindere og tabere i platformsøkonomien? Og overtager de store udenlandske medieproducenter det danske marked, når DR bliver skåret ned?

Peter Hesseldahl

I morgen er det igen tid til at finde fanerne frem og stå sammen for at holde på arbejdernes rettigheder og en fair deling af økonomiens gevinster. I år handler det om frokostpauser og arbejdstider, men hvad med om ti år?

Vi er hastigt på vej ind i en digitalt baseret økonomi, der leverer løsninger til lejligheden snarere end industrielle masseprodukter og standardiserede services. Det vil kræve en omorganisering af hele den måde vi skaber værdi på, og meget tyder på at platforme, der koordinerer et netværk af løst tilknyttede leverandører vil vinde frem.

Med andre ord; flere vil arbejde som freelance, fra opgave til opgave, og de rettigheder og normer, som gjaldt i gammeldags faste stillinger, risikerer at forsvinde.

Og hvad skal vi så forlange i 1. maj talerne? Det kigger vi nærmere på i en stribe artikler.

Jeg har selv skrevet en indledende analyse, der kridter banen op og præsenterer nogle af de dybe drivkræfter, der vil forandre økonomien og arbejdsmarkedet.

Jeg har også haft en snak med en af verdens førende eksperter i digitale platformer, Sangeet Paul Choudary fra Singapore. Han fortæller, at det, der gør forskellen mellem vindere og tabere i platformsøkonomien er, om det, man leverer, er en standardvare, som mange andre kan udføre lige så godt – eller om man kan noget særligt, som efterspørges af de mange brugere på platformene. 

Mandag Morgens Andreas Baumann har undersøgt om den overenskomst som rengøringsplatformen Hilfr for nylig indgik med fagforbundet 3F kan være et skridt på vej med en ny digital dansk model for arbejdsmarkedet. Han har spurgt arbejdsmarkedsforskere, som synes det ser lovende ud – og han har talt med Kim Simonsen, HK’s formand, som ikke er imponeret.

Vi står overfor langt større udfordringer, bl.a. fordi mange af platformene vil formidle arbejde, der udføres digitalt på tværs af landegrænser, mener Kim Simonsen. Hvis layout-arbejde uden videre kan flyttes til Ukraine, skal danske layoutere konkurrere mod ekstremt lave lønninger, social dumping, og uklare beskatningsforhold.

Et af HK’s svar har været at starte et nyt fremtidslaboratorium, HK Lab, der specifikt skal undersøge, hvordan fagbevægelsen kan blive klar til den digitale fremtid.

Her på MM Next tager vi i øvrigt selv et lille skridt ud i den digitale fremtid. Vi har indtalt et par artikler som podcasts, så du kan lytte med, når du sidder i bilen eller vasker op. 

Det gamle, analoge Danmark udfordres også af et mediebillede, der er præget af engelsksproget og udenlandsk indhold. Alle politiske partier vil gerne sikre, at der produceres mere dansksproget indhold, men der er meget delte meninger om, hvorvidt regeringens nye medieudspil vil styrke danske produktioner.

De store nedskæringer på DR skal modsvares af en langt større mediepulje, som alle kan søge. Klaus Dalgas og Anders Rostgaard Birkmann giver et overblik over de store spillere, der udover DR og TV2 også omfatter HBO, Discovery, Netflix og MTG, der bl.a. har TV3.

… og så lige en reklame for MM Nexts samtale-salon på torsdag den 3. maj kl. 13 på DOKK1 i Århus. Vi tager en række debatter om ”tech lash”, den voksende spænding mellem digitaliseringen utrolige muligheder – og på den anden side, de foruroligende trusler om overvågning, kulturel splittelse og gigantiske virksomheder med en hidtil uset magt.

Vi giver den gas, det bliver spændende.

Peter Hesseldahl

Redaktør, MM Next

 

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu