Hvad vil du med dine kundedata? :: Kina – slut med kopier og catch up :: Virtual reality man kan slå sig på

Ledere skal disrupte deres eget mindset, når de investerer i ny teknologi og anvender big data. I Kina er det ikke længere drømmen om Silicon Valley, der trækker. Og så kan du snart føle virtuelle genstande fysisk.

Peter Hesseldahl

Alle kan se, at big data er afgørende fremover. Stort set enhver virksomhed må overveje, hvad de kan få ud af at vide mere om deres kunder.

Men hvad vil de bruge den viden til?  Vil de målrette reklamerne, vil de tilpasse produktet, vil de skabe et tættere, følelsesmæssigt eller ideologisk forhold, eller vil de inddrage kunder direkte i at udforme produktet?

Det er meget forskellige måder at forstå virksomheden i forhold til kunderne, der kan understøttes af ligeså forskellige måder at indsamle og bruge data på.

Det handler en ny dansk bog om – titlen er »Disrupt dit Mindset og få succes med Big Data«.

Vi har et interview med en af forfatterne, Pernille Rydén.

Siden der blev åbnet for den økonomiske udvikling i Kina for snart 30 år siden, har kineserne haft rollen som dem, der halsede efter og kopierede de løsninger, Vesten udviklede. 

Men som Martin Bech fra Innovation Center Denmark i Shanghai beskriver i dagens spændende klumme, så er misundelsens tid forbi i Kina. De kan udvikle deres egne løsninger nu – og det er ikke sikkert, at de vil ligne det, vi i Vesten kan finde på.

En stærk præsident, Xi Jinping, og en tilsvarende usikkerhed om USA's rolle har givet kineserne troen på, at deres politiske system faktisk har store fordele i verden, som den udvikler sig. 

Vi har haft en del artikler om virtual reality på det seneste. Dagens video viser, hvordan realismen i de virtuelle verdener kan blive endnu bedre, hvis man direkte kan føle virtuelle genstande.

Et hold forskere fra Berlin monterer små elektroniske stimulatorer på brugerens krop, og dermed kan man opnå den samme følelse i musklerne når man banker ind i en virtuel genstand, som hvis man gjorde det i den virkelige verden. Av! 

Formålet er at lave VR systemer til genoptræning af patienter, der har mistet noget af førligheden – men man skal ikke anstrenge fantasien ret meget for at forestille sig en lang række andre anvendelser af at kunne føle VR fysisk. 

God fornøjelse med læsningen!

Peter Hesseldahl

Redaktør, MM Next


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu