Her foregår den digitale jobjagt

KOMMENTAR: For 20 år siden revolutionerede internettets digitale løsninger jobsøgning og rekruttering. Nu er næste bølge på vej. Sociale medier og Google kan blive måden, du finder din næste kernemedarbejder – eller selv får et nyt job. Rekrutteringsekspert Frederik Lysgaard giver dig en guide til fremtidens jobmarked.

Af Frederik Lysgaard Vind, rekrutteringsekspert i Lysgaard ApS

Kigger man i krystalkuglen for fremtidens arbejdsmarked, er det tydeligt, at vi kommer til at skifte stillinger hyppigere.

Samtidig oplever vi et jobmarked, hvor de vante metoder ikke længere fungerer, fordi både jobsøgere, arbejdsgivere og rekrutteringseksperter har mistet troen på CV-banker og traditionelle jobannoncer.

Men hvordan rekrutterer man så de bedste på et arbejdsmarked, hvor jobskifter er blevet en helt naturlig del af både virksomhedens og den enkeltes hverdag? 

Det er spørgsmål, som digitale kæmper som Google, Facebook og LinkedIn lige nu forsøger at give svar på. Og meget tyder på, at deres løsninger kan komme til at udfordre vores måde at tænke rekruttering på. 

Måske finder du dit næste job på Google

Google arbejder lige nu på højtryk med at indeksere og kategorisere stillingstyper, titler, virksomheder og jobprofiler med henblik på at tilknytte et rekrutteringsmodul til deres søgemaskine.

Dette vil udgøre en stor trussel for de klassiske jobsites, da de kort sagt risikerer at blive overflødige, når en jobsøgende med en enkel Google-søgning vil kunne søge på tværs af alle jobsites, generelle såvel som virksomheders karrieresites, og hermed få et meget mere nøjagtigt og repræsentativt billede af, hvad der er af ledige stillinger.

Det vil også medføre, at man som arbejdsgiver må tænke i følgeskab og SEO-optimering for at opnå den rette opmærksomhed til det enkelte jobopslag.

For nylig lancerede Google rekrutteringssystemet Hire, der ligner mange tilgængelige rekrutteringssystemer på markedet, hvor man kan kreere et karrieresite, opslå stillinger, behandle kandidater og opretholde en kandidatdatabase.

Google Hire har optimal integration med G Suite (Googles svar på Microsoft Office-pakken), og det er tydeligt, at det primært er G Suite-brugere, som Google Hire henvender sig til på nuværende tidspunkt.

Måske vil det tage mere fart, når Google går i luften med rekrutteringssøgemaskinemodulet og drager fordel af de synergier, der forventeligt vil være med Google Hire.

’Åben for nye muligheder’ på LinkedIn

LinkedIn har med sine mere end 530 mio. medlemsprofiler og de dertil knyttede anseelige antal datapunkter en helt unik markedsposition og indsigt. Siden Microsofts opkøb i 2016 er LinkedIn rigtig begyndt at gøre brug af deres data og udvikle unikke løsninger baseret på maskinlæring og kunstig intelligens.

Sidste år gik LinkedIn bl.a. i luften med deres Open Candidates, hvor man som bruger kan aktivere en funktion, der synliggør for andre brugere, som har tilkøbt Recruiter-modulet, at man er ’åben for nye muligheder’. Hermed er det blevet nemmere at matche jobmuligheder med kandidater, som reelt er åbne for et jobskifte.

Personligt var jeg skeptisk ved lanceringen af denne feature, da jeg ikke forventede, at brugerne ville have tillid nok til LinkedIn til at bruge funktionen. I den forbindelse skal man huske på, at flere af dem, som har aktiveret funktionen, er i ansættelser, hvor de ikke ønsker, at chefen skal kunne finde dem på jobsøgerlisten.

Ikke desto mindre vokser antallet, der melder sig åbne for nye muligheder. Sidste år var der 1 mio., som havde gjort brug af denne løsning, og det antal er nu steget til 7 mio.

LinkedIn udvikler og ’træner’ samtidig algoritmer, der på grundlag af brugernes aktiviteter på sitet kan forudsige det bedste kandidatmatch til den specifikke jobmulighed, såvel som hvilke brugergrupper der forventeligt vil søge på specifikke jobmuligheder, og hvem der med størst sandsynlighed vil få jobbet.

Det sker bl.a. ved, at algoritmerne vurderer den enkeltes erfaringsprofil, kompetencer, netværk og tidligere jobsøgningshistorik og kombinerer det med viden om de profiler, der slap igennem nåleøjet ved tidligere lignende jobopslag.

Billig annoncering på Facebook

Facebook har også annonceret, at de er på vej med en større rekrutteringsløsning, og de første tiltag har allerede ramt markedet. Eksempelvis kan man på Virksomhedssiderne publicere stillingsopslag, og kandidater kan tilmed søge stillinger via Facebook.

Personligt har jeg ikke haft held med mig, når jeg har slået en stilling op på Facebook. Bl.a. har jeg oplevet, at opslagene ikke har nået de relevante profiler, der har været ganske få ansøgere, og der har generelt været meget langt fra ansøgerens profil og kompetencer til den ønskede kandidatprofil.

Jeg mener fortsat, at der er et stort uudnyttet potentiale i klassisk betalt annoncering på Facebook i rekrutteringsøjemed, hvor virksomheder kan vække inaktive kandidaters interesse ved at ramme dem i deres nyhedsstrøm. Bl.a. har jeg oplevet en positiv effekt ved at lave kampagner på Facebook i ferieperioder, hvor folk er mindre aktive på de professionelle medier og jobsites.

Det skal dog siges, at det generelt er blevet dyrere at annoncere på Facebook (selv om det fortsat ikke er på LinkedIn-niveau), formentlig fordi flere har fået øjnene op for den værdi, som kampagner på sociale medier kan skabe. Med betalt annoncering på Facebook m.m. indgår stillingsopslagene dog i direkte konkurrence (om opmærksomheden) med al anden betalt annoncering.

Jobindex dominerer – endnu

Herhjemme sidder Jobindex godt og grundigt på markedet for jobopslag og har tillagt sig en klassisk markedslederposition med strategiske opkøb og lukning af konkurrenter, hvilket desværre også har medført, at udviklingen på markedet har stået stille.

I 2014 opkøbte Jobindex konkurrenten StepStone og dermed IT Jobbank, som var de største reelle konkurrenter herhjemme. Tre år senere købte Jobindex Joblicate, der var en fremadstormende platform til at inkludere video i jobsøgning. Efter opkøbet nedlagde Jobindex platformen med den forklaring, at man blot skulle bruge teknologien.

På udviklingssiden er det seneste tiltag fra Jobindex en form for virksomhedsevaluering, som er en løsning, der er kraftigt inspireret af amerikanske Glassdoor. 

Glassdoor

Glassdoor er en platform, hvor medarbejdere, tidligere medarbejdere og jobansøgere anonymt kan evaluere virksomheder og deres ledelse, lønforhold m.m. Forretningsmodellen kan sammenlignes med Trustpilots, dog fokuseret på rekruttering.

Udfordringen ved løsninger som Trustpilot og Glassdoor er, at flere virksomheder oplever, at de får vredet armen om på ryggen for at betale til løsningen for dermed at kunne fremstå i et optimalt lys over for omverdenen.

Det er ganske enkelt en del af betalingslogikken, at det primært er utilfredse kunder, kandidater og medarbejdere, som anmelder virksomheden, og det eneste, man som virksomhed kan gøre for at minimere skaden (ud over at behandle folk godt), er at købe løsninger til at opnå bedre omtale.

Graduateland.dk snart klar med Careerland.dk

En spændende nyhed herhjemme er, at holdet bag Graduateland.dk, som er godt etableret på rekrutteringsmarkedet for studiejob, har meldt ud, at de starter Careerland.dk, der er et jobsite målrettet mod de mere erfarne medarbejdere.

Noget af det, som gennem tiden er lykkedes for Graduateland, er at koble stillingsopslag til større employer branding-kampagner og dermed skabe værdi for virksomhederne på den længere bane.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu