Uge 9 var af regeringen udset til lanceringen af det økonomiske “big bang”, der skulle styrke erhvervslivets konkurrenceevne og sikre 150.000 nye job. Iscenesættelsen med fire ministre i front understregede udspillets politiske betydning.

Dette skulle repræsentere et vendepunkt i kampen for vækst og arbejdspladser. Risikoen er blot, at kampen er tabt på forhånd. I virkelighedens verden – og set i et historisk perspektiv – risikerer effekten at blive den stik modsatte: en forringelse af erhvervslivets muligheder for at omstille sig til de globale vilkår.

Forklaringen kræver et historisk tilbageblik:

For nøjagtig 25 år siden satte 25 af samfundets absolutte topledere sig for at drøfte Danmarks fremtid som industrination. Bag projektet stod tre af landets toneangivende pensionskasser og forsikringsselskaber, nemlig det daværende Baltica, PKA og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der til formålet etablerede organisationen Forum for Industriel Udvikling.

Gruppen repræsenterede såvel den private som den offentlige sektor samt fagbevægelsen. Udgangspunktet var en fælles bekymring for, om Danmark på langt sigt ville kunne klare sig i den internationale konkurrence. Ud over at Danmark på det tidspunkt var en gældsplaget nation, var det især tre forhold, der optog gruppen: Manglen på stærke internationale industrilokomotiver, en uheldig kombination af høje omkostninger og lav fornyelsesevne samt en ikke -udviklingsfremmende erhvervspolitik.

Det internationale konsulentfirma McKinsey leverede de nødvendige analyser og fastslog i sine rapporter, at bortset fra en kreds af individuelle succesvirksomheder havde dansk erhvervsliv en relativt svag international konkurrencekraft og udviste tegn på modenhed og manglende dynamik.

Påstanden blev dokumenteret i en omfattende analyse af Danmarks konkurrenceevne. “Den industri, der nødvendigvis må udgøre hovedgrundlaget for de kommende års vækst, synes svag”, hed det i konklusionerne. McKinsey og Forum for Industriel Udvikling foreslog en gennemgribende fornyelse af industristrukturen, herunder at Danmark ud fra rent markedsmæssige kriterier pooler de stærkeste  ressourcer – der, hvor Danmark har de mest oplagte komparative fordele – og satser på dem.

Udspillet fra Forum for Industriel Udvikling inspirerede få år senere til en dybere kortlægning af Danmarks udfordringer og vækstpotentiale. Det udløste det initiativ, der for første gang rejste det efterhånden evigt tilbagevendende spørgsmål: “Hvad skal Danmark leve af?” Det skete i 1993.

Det brændende spørgsmål kan dermed fejre sit 20-års-jubilæum netop i år – uden at være besvaret. Projektet blev initieret af Mandag Morgen og gennemført i samarbejde med en ny gruppe af indsigtsfulde nøglepersoner fra privat og offentlig sektor.

Konklusionerne blev en bekræftelse og uddybning af udspillet fra Forum for Industriel Udvikling og en konstatering af, at intet var forandret på de fem år. Rapporterne analyserede såvel erhvervslivets som velfærdssektorens udfordringer og konkluderede bl.a.:

• Danmark har forsømt at udvikle de industrielle styrker og samfundsmæssige ressourcer, der skal sikre Danmarks internationale konkurrenceevne i resten af 1990’erne og ind i næste århundrede.
• Danmark risikerer at blive taber i den internationale arbejdsdeling. Udlandet har tilsyneladende svært ved at få øje på danske færdigheder eller en dansk viden, der er internationalt attraktiv.
• Danmarks problemer med at skabe ny beskæftigelse og ny økonomisk vækst løses ikke af et dansk forbrugsboom eller gunstige konjunkturer, men ved at gennemføre en samlet dansk vækststrategi – omfattende privat som offentlig sektor.

Om velfærdsamfundets udfordringer konstaterede rapporterne bl.a.:

• Det danske velfærdssamfund konfronteres med sin største udfordring, siden det blev udviklet i efterkrigsårene, og overlever ikke i sin nuværende udformning.  
• Valget er enten at imødese en alvorlig nedslidning eller i realiteten en demontering af den kendte velfærdsmodel – eller at acceptere, at store dele af velfærdssamfundet udvikles, opbygges og finansieres efter nye retningslinjer.

Afsættet var bl.a. en dyb bekymring for en tilsyneladende kronisk forsørgerbyrde med omkring 800.000 danskere i den arbejdsduelige alder på offentlig forsørgelse.

Visionerne

Så vidt diagnoserne for henholdsvis 25 og 20 år siden. Desværre minder de næsten til forveksling om de udfordringer, Danmark konfronteres med i dag. Det paradoksale er, at politikerne har erkendt problemerne og tilsyneladende også været optaget af at løse dem.

Det kan aflæses af skiftende regeringers udspil igennem de sidste 20 år – i regeringsgrundlag, diverse kommissionsrapporter og analyser. De har nærmest kappedes om at opstille de mest ambitiøse mål for Danmarks optagelse i den økonomiske verdensklasse. Skal man ud fra dette materiale sammenfatte politikernes visioner og ambitioner om, hvad Danmark skal leve af, tegner det portrættet af:

“Et internationalt foregangsland, der har gennemført en markant fornyelse af den offentlige velfærd. Et foregangsland med uddannelser, velfærdsydelser og et sundhedsvæsen i absolut verdensklasse samt erhvervsliv, der igennem høj produktivitet og avancerede produkter erobrer internationale markedsandele og er en magnet for udenlandske investeringer. Vi er blandt Europas bedste til at skabe økonomisk vækst igennem start og udvikling af nye virksomheder og til at formidle samarbejde mellem virksomheder og offentlige vidensinstitutioner, og vi er de mest effektive i OECD til at nedbringe forurening. Et foregangsland karakteriseret af et veludviklet konkurrenceklima, hvor forbrugerne ikke betaler mere for varerne end i andre europæiske lande. Et af verdens mest konkurrencedygtige og innovative samfund. Danmark skal være blandt de steder i verden, hvor det er bedst at arbejde, bo og leve.”

Virkeligheden

Så vidt visionerne, som skiftende regeringer har formuleret dem siden starten af 1990’erne. Noget andet er virkeligheden. Den blev bl.a. opsummeret i udspillet fra Vækstforum for præcis to år siden, som beskriver et samfund, der er gået i stå – uden løsninger på nogle af de mest fundamentale udfordringer: 

Produktiviteten står i stampe, konkurrenceevnen er under pres, uddannelsesniveauet sakker efter de bedste lande, det samlede arbejdsudbud er kun gennemsnitligt i OECD, fornyelse og innovation er ikke i top. Der er for få nye vækstvirksomheder, der er behov for en mere effektiv offentlig sektor, og for lidt konkurrence på markedet betyder, at danske forbrugere betaler mere for varene end i andre europæiske lande.

Læg dertil, at danske virksomheder er dårligere end virksomheder i andre lande til at omsætte ny forskningsviden til nye produkter, og at to produktivitetskommissioner – en offentlig og en privat – skal forsøge at finde svaret på en næsten kronisk lav vækst i produktiviteten. For fuldstændighedens skyld: Danmark har i dag nøjagtig det samme antal danskere i den arbejdsduelige alder på overførselsindkomster som for tyve år siden, omkring 850.000.

[quote align="right" author=""]Realiteten er, at Danmark ikke i tide har forberedt sig på en ny global virkelighed. Den er måske erkendt i en stribe regeringsoplæg og diverse analyser, men har ikke forplantet sig i virkeligheden.[/quote]

Hvad gik galt? Hvorfor er der så voldsom afstand mellem visioner, ambitioner og virkelighed? Og hvorfor har Danmark ikke flyttet sig mere på 20 år? De spørgsmål vil Mandag Morgen forsøge at give svar på de kommende uger i en række analyser under temaet “Det forsømte foregangsland”. Se boks. Men regeringens “Vækstplan DK” giver dog et fingerpeg.

Fra big bang til big illusion

Regeringens plan bygger på tre fatale illusioner:

At konjunkturerne skaber 80.000 nye job:

Det er direkte naivt at forlade sig på et eventuelt opsving. Den aktuelle krise er udtryk for en ny normalitet. Kan man ikke skabe vækst og job under de eksisterende vilkår, kommer man aldrig til det.  Ét er sikkert: konkurrencevilkårene bliver ikke bedre, kun sværere. I øvrigt er enhver forudsigelse om jobvækst tæt på gætteri, og bliver det især under indtryk af de seneste års turbulens. Desuden er det tankevækkende så få nye job, regeringens nye vækstinitiativer skaber, nemlig få tusinde. Såvel de 80.000 som de 150.000 er modelberegninger uden rod i nogen dokumenterbar virkelighed.

At Danmarks vigtigste konkurrenceproblem er omkostninger som skatter og afgifter:

Naturligvis er lave omkostninger en konkurrencefordel, men det voldsomme og næsten ensidige fokus på skatter og afgifter afdækker et fundamentalt problem i store dele af erhvervslivet: At vi ikke inden for de sidste 20-25 år har udviklet en konkurrencekraft, der gjorde os langt mindre følsomme over for omkostninger, og  tilsvarende mindre sårbare i konkurrencen med de nye industrilande. At en relativ beskeden lettelse i erhvervslivets skatter og afgifter, som kun svarer til cirka 9 promille af den årlige eksport, skulle styrke erhvervenes reelle konkurrenceevne – endsige skabe et gennembrud – er også en illusion.

At danske virksomheder skal konkurrere på lige vilkår med andre lande:

Det er aldrig sket og kommer heller ikke til det. Tværtimod bliver vilkårene stadig mere uensartede, og netop evnen til at spille på forskelligheden er kimen til fremtidens konkurrenceevne. Regeringen har bl.a. begrundet en meget beskeden nedsættelse af selskabsskatten i, at det gør bl.a. svenskerne. Følger vi ikke efter, risikerer vi at miste udenlandske investeringer. Den holdning illustrerer manglen på en basal forståelse for, hvordan fremtidens globale produktionsnetværk etableres. Her er løn og andre omkostninger en relativt beskeden komponent. Afgørende er originalitet og omstillingsevne.

[quote align="left" author=""]Regeringens udspil har antagelig udskudt de nødvendige ambitiøse initiativer i mindst fem år, i troen på, at Vækstplan DK sikrer springet fremad. Ikke alene er vi dermed 30 år bagefter, men den nye forsinkelse sker på et uhyre kritisk tidspunkt.[/quote]

Realiteten er, at Danmark ikke i tide har forberedt sig på en ny global virkelighed. Den er måske erkendt i en stribe regeringsoplæg og diverse analyser, men har ikke forplantet sig i virkeligheden. Det forværrer situationen, at der tilsyneladende er skabt en konsensus imellem regeringen, oppositionen, toneangivende erhvervsledere og meningsdannere om en meget forenklet konkurrencemodel: At betingelsen for konkurrenceevne især afhænger af, at vi har de samme økonomiske rammevilkår (læs: lavere skatter og afgifter) som andre lande. Så klarer markedet resten.

Virkeligheden er imidlertid, at selv om vi var 10 pct. billigere, ville det næppe løse de udfordringer, som størsteparten af dansk erhvervsliv kæmper med, og som Vækstforum så præcist beskrev for to år siden: For lav produktivitet og for ringe innovationsevne.

I 25-året for den første store diagnose af Danmarks industrielle konkurrenceevne og i 20-året for udformningen og begrundelsen af spørgsmålet “Hvad skal Danmark leve af?” må vi desværre konstatere, at Danmark har tabt to-tre årtier i omstillingen til fremtidens globale vilkår. De bliver svære at indhente, hvis det overhovedet er muligt.

Hvad der er endnu værre: Regeringens udspil har antagelig udskudt de nødvendige ambitiøse initiativer i mindst fem år, i troen på, at “Vækstplan DK” sikrer springet fremad.  Ikke alene er vi dermed 30 år bagefter, men den nye forsinkelse sker på et uhyre kritisk tidspunkt. Det er netop i de kommende år, at konturerne af en ny global konkurrencesituation for alvor tager form og nye økonomiske magtstrukturer aftegnes – og udskilningsløbet mellem de innovativt svage og stærke nationer accelererer. Ud fra den vurdering blev uge 9 en dårlig uge for Danmarks konkurrenceevne.