For en dansker er det nærmest chokerende så mange detaljer, de to dominerende kinesiske internet-selskaber indsamler om deres brugere. 

Dertil kommer, at myndighederne, ud over de informationer, de selv indsamler om borgerne, også har adgang til det, der indsamles af de private selskaber.

I Kina er der ikke den samme tilbageholdenhed med hensyn til at samkøre data som i Europa. Alibaba og Tencent har begge stort set hele Kinas befolkning som yderst aktive brugere.

Begge konglomerater tilbyder en pakke af tjenester, der dækker næsten alle hverdagens behov. Man kan handle, chatte, finde vej, se tv og betale i butikker. 

Bagsiden af medaljen er, at det er meget vanskeligt at leve et normalt liv i Kina uden at bruge Tencents WeChat-app eller Alibabas sæt af tjenester.

Registersamkørsel for viderekomne

Hos begge giganter bruger man et enkelt login: En fælles identitet til alle tjenesterne inden for virksomhedens univers.

Dermed bliver det muligt at samle oplysninger om alt, hvad den enkelte bruger foretager sig på tværs af alle tjenesterne. Det, man foretager sig ét sted, kan have konsekvenser mange andre steder på nettet.

Det er svært at gennemskue, hvad de kinesiske regler for samkørsel er. Der synes at være vide rammer – og en ret pragmatisk holdning – til at samle og analysere data inden for den enkelte platform. 

Der er tydeligvis også en udbredt sammenblanding af de data, som private selskaber som Alibaba og Tencent indsamler, og de data, som myndighederne indsamler og anvender. 

I Tencents hovedkvarter i millionbyen Shenzhen viser Tencent stolt den enorme skærm frem, som giver et real time overblik over, hvad der foregår i byen, baseret på en blanding af data fra myndighederne og data om, hvor Tencents brugere befinder sig, og hvad de foretager sig.

I nogle byer kan WeChats login nu bruges som en slags NemID, der kan identificere folk i forhold til myndigheder – så man slipper for at skulle vise traditionelle id-papirer eller kørekort. WeChat kan også bruges til at booke tider til undersøgelser hos læger og på hospitaler.

Kreditvurdering med brugerdata 

Big data i Kina er vitterligt enorme. De detaljerede informationer kan naturligvis bruges til at målrette reklamer meget præcist, men de kan også gøre det muligt at tilbyde helt nye tjenester.

Et eksempel er Alibabas finansielle afdeling, Ant Financial, der står for Alibabas betalingssystem Alipay. Alle indkøb på Alibabas portaler skal betales med Alipay, men Alipay er også blevet den mest almindelige måde at betale i almindelige butikker ved hjælp af sin smartphone.

Det betyder, at Ant Financial har så mange oplysninger om en brugers forbrug og betalingsevne, at de efter 3 måneder kan lave en kreditvurdering og tilbyde et banklån eller kredit til renter, der er lavere, end hvad de almindelige banker tilbyder. 

Og det fører igen til at kunderne bruger flere penge på at købe varer og tjenester gennem Alibaba.

Ant Financial har udvidet deres kreditvurdering til en mere generel score, der fortæller om en persons troværdighed og status. Den hedder Sesame Credit – eller Zhima Credit på kinesisk. 

En persons score afgøres bl.a. af, hvad man køber, om man betaler til tiden, hvilken uddannelse man har, og af hvilken score ens venner på de sociale medier har. Hvis Alibaba kan se, at man spiller videospil ti timer om dagen, trækker det ned. 

Omkring 200 millioner af Alipays brugere har tilmeldt sig systemet, for hvis man har en god score, kan man nyde godt af bedre betjening – f.eks. at man ikke behøver at lægge depositum, når man tjekker ind på et hotel eller lejer biler. Mange viser deres Sesame Credit på datingsites.

Din sociale score definerer dit liv

Sesame Credit hænger til dels sammen med den sociale kreditscore, som de kinesiske myndigheder er i færd med at indføre – og som efter planen skal være i brug i hele Kina fra 2020.

Ideen er at alle informationer om en borger samles i én score, som bl.a. kan være baseret på, om man har fået bøder eller domme – eller på andre måder har gjort sig uheldigt bemærket.

Alibaba er et af en række selskaber, der i første runde er udpeget til at udarbejde og drive en version af systemet sammen med myndighederne – med udgangspunkt i Alibabas data og Sesame Credit. 

I praksis får hver borger et antal point, mellem 350 og 950, alt efter om man er troværdig eller ej. Med en lav score kan man få svært ved at tage et lån; man kan ikke købe billetter til fly og nogle togrejser; der er jobs, man ikke kan søge; skoler, ens børn ikke kan optaget i; og man skal betale højere forsikringspræmier.

Med en høj score får man eksempelvis højere hastighed på internettet, hurtigere indtjekning i lufthavne og lettere adgang til visa til udlandsrejser.

Smil til kameraet

Det siger selv, at en social kreditscore, der direkte bestemmer, hvilke af samfundets ydelser man har adgang til, vil have en stærkt disciplinerende effekt.

Tør man gå til demonstrationer, skrive læserbreve, købe sprut og smøger, søge på alvorlige sygdomme eller følsomme emner? Tør man være venner med nogen, der gør det?

Den australske ekspert i platformsøkonomien, Rachel Botsman, skriver udførligt om det kommende kinesiske system i sin bog ’Who can you trust?’: 

”Vi er på vej ind i en tidsalder, hvor et individs handlinger bliver bedømt efter standarder, de ikke har indflydelse på, og hvor den bedømmelse ikke kan ændres. Glem retten til at blive glemt eller tilgivet. Forget being young and foolish”. 

At myndighederne kan stramme nettet, hvis de vil, mærker de ikke mindst i Xinjiang, den vestligste kinesiske provins, hvor der i perioder har været uroligheder blandt den overvejende muslimske befolkning.

Xinjiang synes at være de kinesiske myndigheders living lab for overvågning og kontrol. 

Internettet er langsomt og intenst monitoreret. Bilerne skal have installeret gps, så de kan spores, og ansigtsgenkendelse bliver brugt i vidt omfang – man bliver bl.a. scannet på benzinstationer, og når man vil have adgang til markeder eller centrale stationer. 

Man kan dybest set kun indordne sig og smile til kameraet.