Ingen over Facebook :: Digital detox skal redde demokratiet :: Kinesiske penge i dødssynder

Facebook er ude i et voldsomt stormvejr, men der er i øjeblikket ingen reelle alternativer til den blå gigant. Demokratierne står foran en dystopisk fremtid, hvis ikke vi skifter kurs, advarer britisk sociolog og forfatter. Og så har vi en frisk rapport fra 'China Inc.', hvor der bliver investeret aggressivt i selvforsyning og dødssynder.

Peter Hesseldahl

De sidste dages helt overskyggende begivenhed har selvfølgelig været Mark Zuckerbergs forsøg på bodsgang over for den amerikanske befolkning og resten af verden ved den første høring i den amerikanske kongres.

Selv om Facebook-stifteren her har indrømmet og undskyldt for virksomhedens lemfældige omgang med millioner af brugeres personlige data, er et af de spørgsmål, der står tilbage, hvordan skandalen vil påvirke brugernes syn på Facebook.

En af dem, der har taget konsekvensen af data-miseren er MM Nexts klummeskribent Frank Rosengreen Lorenzen, som nu dropper Facebook. Læs hans åbne brev til Mark Zuckerberg om, hvorfor han har skrevet sin sidste Facebook-opdatering.

I Danmark er vi 3,3 mio. med en profil på det sociale medie, og globalt er næsten 2,2 mia. mennesker på Facebook. Men hvor går man hen, hvis man ønsker et alternativ til Facebook?

Ingen steder, er den foreløbige konklusion. Der findes simpelthen ikke en social tjeneste, der kan tilbyde det samme som Facebook. Det siger de to danske eksperter i sociale medier Astrid Haug og Thomas Bigum. Derfor forventer de da også begge, at Facebook endnu engang vil ride stormen af.

Den britiske sociolog Jamie Bartlett hører til den voksende gruppe af intellektuelle, der udforsker digitaliseringens konsekvenser for demokratiet. Vi bringer et stort interview med Bartlett, der er leder af Centre for the Analysis of Social Media ved tænketanken Demos i London, og som mener, at digitaliseringen stiller os over for to scenarier:

Et dystopisk, hvor autoritære praksisser og regimer vinder frem, og et utopisk, hvor demokratiet stortrives, og produktivitetsfremgang giver mennesket større frihed og velfærd. Bartlett advarer dog om, at det dystopiske scenarie lige nu har overtaget.

I dagens klumme fra Innovation Centre Denmark i Shanghai kommer vi helt tæt på den danske iværksætter Rubin Quach, der har udviklet appen ’17HI’, rettet mod kinesiske unge. Quach har på første hånd oplevet, at der kan være hårde krav forbundet med at tiltrække investeringer i Kina.

Investorerne forventer at få deres penge (mindst) 50 gange igen inden for 2-3 år. For at det kan lykkes, kræver de skruppelløshed, præcision og fart. Egenskaber, som de generelt ikke mener, at udenlandske opstartsvirksomheder har tilstrækkeligt af – i hvert fald ikke til at klare sig i Kina.

Og så har vi en video, der viser, hvordan forskere fra MIT i USA bruger LEGO-klodser som råmateriale i et nyt modulært system til at blande og analysere meget små mængder væsker i biologiske forsøg. Klodserne er ekstremt præcist fremstillet, de er billige, og uanset hvor man befinder sig på kloden, passer de altid sammen. Ah, det er så elegant, den slags!

God fornøjelse med læsningen!

Peter Hesseldahl,

Redaktør, MM Next


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu