Ny innovationsmodel skal genvinde tabt eksport

Kan en virksomhed ligefrem være for grundig i sin udvikling? Ja, mener blandt andre Industriens Fond, der står bag en ny innovationsmetode, SMART, der inddrager kunderne i højere grad end i dag. Krisen har ændret kundernes ønsker. Men danske virksomheders innovationsmodel udvikler stadig efter parolen: bedre kvalitet til højere pris. Det koster eksport, og nu skal SMART opgradere eksportvirksomhederne til den nye virkelighed.

Danske virksomheder innoverer og udvikler langt mere, end hvad kunderne i dag har behov for og råd til. I bestræbelserne på at være unikke i den globale konkurrence putter danske virksomheder alt for mange ekstra knapper og fordyrende elementer ind i innovationsarbejdet. Men det er slet ikke det, kunderne på de vigtige nærmarkeder vil have. Lav vækst i vores nabolande har ført til, at kunderne hellere betaler mindre for at få præcis det, de har brug for, frem for at betale dyrt for den nyeste og mest avancerede model, som de sagtens kan undvære.

En ny model for udvikling og innovation i de danske virksomheder skal derfor gøre op med danske virksomheders traditionelle tilgang til innovation. Metoden hedder SMART og er initieret og finansieret af Industriens Fond i tæt samarbejde med Universe Fonden, DTU og Syddansk Universitet.

I stedet for at fokusere på at udvikle højværdiprodukter med lighedstegn mellem innovation og bedre, dyrere og mere, skal danske virksomheder innovere nedad og sikre, at de også har basismodeller på hylden til de kunder, der hellere betaler for mindre. Ellers risikerer virksomhederne fortsat at miste markedsandele til udenlandske konkurrenter, der har overtaget danske virksomheders plads som markedsledere, fordi de hurtigere end de danske selskaber har formået at udvikle produkter, som svarer til kundernes behov i kølvandet på krise og lav BNP-vækst på de store nærmarkeder for dansk eksport.

Login