Skraldebilen kommer først, når containeren er fuld, cyklister glider ubesværet gennem en grøn bølge i morgentrafikken og taxachauffører og pendlere bliver ledt uden om trafikpropper og finder en ledig parkeringsplads med byens app. Hvis der ikke er nogen på vejen om aftenen, bliver gadelyset dæmpet, og når de offentligt ansatte er gået hjem eller holder weekend, bliver der automatisk skruet ned for varmen.

Der er stort set ikke det, som teknologitunge, intelligente byer ikke kan klare, og du kan roligt udlodde en præmie til den, der finder en borgmester, som hellere vil være højt på strå i en ’dum’ by.

Vi har talt om intelligente byer, eller smart cities, i årevis, og vi er ikke færdige med det endnu. Til gengæld er vi på vej ind i en ny fase, konkluderer den britiske tænketank Nesta i en ny rapport.

Nesta har analyseret de talrige initiativer, som bygherrer og bykonger har taget de senere år, og kommer frem til, at de mest energiske har ramt mest forkert. Ikke fordi de har haft dårlige intentioner, men fordi de har taget udgangspunkt i deres egne ambitioner og i teknologien i stedet for i hverdagen, byen og indbyggerne. Intelligente byer skal ikke bygges op fra bunden eller tvinges igennem fra toppen, men derimod udvikles af borgerne.

De mest ambitiøse projekter fejlede

Nogle lande har betalt dyrt for den lektie.

I Abu Dhabi bestemte de sig for at bygge en intelligent by fra bunden. Ambitionen var prisværdig: Ved at anvende en bred vifte af den nyeste teknologi ville regeringen gøre Masdar, som byen blev kaldt, til verdens første CO₂-neutrale storby i verden. Men ambitionerne blev aldrig indfriet, og i stedet for en toneangivende storby er det blevet til en lille spøgelsesby, der kun huser et videnskabeligt fakultet, som har et par hundrede studerende indskrevet.

I Portugal kastede man sig også ud i et lignende projekt. Målet var at bygge en by, hvor alt fra lysregulering, vanddistribution, sendemaster, kloaksystemer, internetadgang, borgerservice, låse på offentlige bygninger og etageejendomme etc. kunne styres fra ét sted. Total kontrol og uanede muligheder for at spare på energi og effektivisere arbejdsgange. Men byen blev aldrig bygget pga. finanskrisen.

I Sydkorea nåede de til gengæld at bruge 35 milliarder dollars på at bygge den mindre by Songdo, der er dækket til af sensorer, hvilket skulle hjælpe med at regulere hverdagen og redde miljøet. Ingen ved, om det er lykkedes, men de fleste tvivler. For selvom byen står nogenlunde færdig, er resultaterne udeblevet.

Ifølge Nestas analytikere skyldes fiaskoerne, måden man har grebet det an på. Fordi en by er effektiv på papiret, er den ikke nødvendigvis elskværdig. Og selvom Kina og Indien planlægger at bygge 300 intelligente byer fra bunden de kommende år, lader det til, at andre har erkendt problemet. De er på vej ind i en ny fase, hvor det ikke handler om at bygge nye, intelligente byer, men om at gøre de nuværende byer klogere. I samarbejde med borgerne.

En guide til kloge byer

I Reykjavik og Paris har de vendt processen om. I stedet for lade tegnebrættet diktere udviklingen tager politikerne udgangspunkt i indbyggerne.

I den islandske hovedstad har man oprettet en hjemmeside, hvor indbyggerne kan komme med forslag, diskutere og stemme om udvalgte ideer. Hver måned er borgernes ideer til en mere intelligent by fast punkt på byrådets dagsorden. Indtil videre er det mundet ud i 200 nye projekter.

I Paris har bystyret sat en halv milliard euro af til et pilotprojekt, hvor borgerne kan få medfinansiering på byfornyelses- eller effektiviseringsprojekter, der er godkendt af politikerne og delvist crowdsourcet af borgerne.

Ifølge Nesta er lektien, at spørgsmålet om intelligente byer ikke kun er et spørgsmål om teknologi. Det kan lige så godt være et spørgsmål om indretning eller koordinering, om gode hverdagsideer.

Andre gange handler det om at få teknologien og borgerne til at spille sammen. I Beijing i Kina kan borgerne indrapportere ødelagte gadelamper eller tagrør via app’en ”I love Beijing,” men app’en bliver også brugt til at kortlægge byens muligheder. Borgerne kan f.eks. registrere gademadboder og angive åbningstider, lægge billeder op og skrive anmeldelser.

Kloge byer er delebyer

Hvis politikerne vil vinde prestigekapløbet om at være konger i den klogeste by, skal teknologien udnyttes, men mindst lige så vigtigt er det, at borgerne bliver inddraget og skubbet i en rigtig retning. Derfor skal byerne stille teknologier til rådighed, eller promovere private initiativer, hvis de allerede findes.

F.eks. er et af de store, tilbagevendende problemer for enhver by, at mange pendlere kører alene i biler, hvor der er plads til fem. I stedet for betalingsringe og løftede pegefingre i blege pjecer, bør byerne stille løsninger til rådighed: apps eller programmer, hvor trafikanter kan koordinere kørslen.

I Jakarta i Indonesien er myndighederne begejstrede for et initiativ skabt af to lokale iværksættere, der forsøger at reducere de massive trafikproblemer i storbyen ved at benytte Twitter til få fyldt private køretøjer med ledige sæder op. Via Twitter kan borgere tilbyde plads på en køretur eller sende en anmodning om en plads på en tur. 83.000 følger kontoen, og der er 1.000 borgere, der byder sig til eller er på udkig efter et lift. Om dagen. Og i Bremen i Tyskland og Shanghai i Kina har det offentlige bilklubber, hvor folk kan låne hinandens køretøjer, så alle ikke behøver eje deres eget.

I Seoul i Sydkorea er de gået videre med initiativet Sharing City. Her støtter, promoverer eller ejer byen en lang række hjemmesider og apps, hvor folk kan dele værkstøj, cykler, biler, tøj, printere med naboer og andre indbyggere. Lignende services findes i Amsterdam, London og Bruxelles.

Nesta er ikke i tvivl: Fremtidens byer er delebyer.