Ja tak til flere fejl i det offentlige!

Milliarder spildes i ”sikre” puljeordninger, der mest er skruet sammen for at undgå at embedsværket kan drages til ansvar for fejlinvesteringer. Men ingen fejl, ingen fremskridt. Det gælder også i det offentlige Danmark.

Det virkede som en god idé. Ud med smagsdommere og ind med nogle varme overskrifter og puljer, fonde, bevillinger, som det offentlige kunne invitere ansøgere til at kæmpe om på retfærdig og bedste markedsvis. Men det er bare ikke nogen god idé.

Puljepengene skulle bringe Danmark i en teknologisk førerposition. De skulle skabe nye arbejdspladsbesparende teknologier i sundhedssektoren, markedsføre Danmark over for udlandet, skabe forretning og virksomhed ud af kulturelle oplevelser og gøre Danmark til grønt foregangsland. Milliarder blev afsat, mange embedsmænd indtog deres pladser i administrationen, klar til at opstille krav til ansøgninger, procedurer for ansøgere,  og ikke mindst vilkår for tildeling af midler, afrapportering og opstilling af resultater.

Og her gik det galt. Hvad der burde have været fremsynede, politiske prioriteringer af nogle særkender - velfærd, grøn teknologi, kultur – blev i stedet til play-it-safe måder at helgardere sig til fremskridt. Gennem kontrakter, resultatmål, skarpe tildelingskriterier og andre bureaukratiske foranstaltninger har man på ti år skabt et højst ineffektivt investeringsapparat i det offentlige. Det er hverken særligt resultatskabende eller retfærdigt, hvilket ellers skulle have været grunden til de mange processer.

For det første har man blandt andet ladet embedsværket skele til EU’s puljeløsninger. Som om der er præcedens for stort investeringsafkast her. Et typisk krav er, at halvdelen af projektsummen skal komme fra projektdeltagerne selv. Umiddelbart en god idé. Men i realiteten? Mest en måde at sikre enten kunstigt opskruede budgetter, eller at puljerne finansierer projekter i pengenød med anden puljestøtte. Som jeg har hørt det udtrykt: ”Et godt projekt er et projekt, hvor timerne kan skrives på tre projekter”. Samtidig afskriver man helt muligheden for at investere hurtigt og inden for helt nye retninger, mere pludseligt opståede muligheder. Undskyld, der skulle stå tildele, ikke investere. Embedsværket må nemlig kun administrere tildelingskriterier, ikke vurdere, investere og for alt i verden IKKE risikere!

For det andet har det betragtelige administrationsarbejde med ansøgninger gjort det til en sportsgren for de særligt indviede og, typisk, de i forvejen økonomisk dækkede. De har tiden til at samle de nødvendige proforma interesseerklæringer, skrive alle plusordene ind i en lille bogform og skabe sindrige projektplaner og processer efter projektprincipper, som for længst er forladt af et langt mere resultatafhængigt privat erhvervsliv. Det tager omkring tre mandemåneder at skrive en ansøgning frem til målstregen. Så betyder det mindre om projektet reelt er fornyende eller om udbyttet er sandsynligt.

Den generelle opskrift på en succesfuld ansøgning hedder: jo mere de tildelende embedsmænd kan ansvarsfraskrive sig, jo større chance for succes. Dvs. masser af kendte samarbejdsorganisationer, masser af detaljerede budgetter, projektplaner mange år frem i tid, planer for formidling af resultater etc. Det kan nemlig kvantificeres. Det kan en personligt fremført pitch af en god idé ikke. Selvom det dybest set er sådan de største investeringssucceser hales i hus hos ventureselskaberne verden over.

Værst er nok, at man har erstattet risikovillighed i fremadrettede, offentlige investeringer med falsk tryghed. At fejle, eller bare risikere fejl, er meget værre end at mangle succes. Det betaler vi nu dyrt for. Og paradoksalt nok skaber fejlsikringen flere fejl, end der ellers ville have været, tænk Rejsekort, NemID, Læsetests etc.

I langsigtede investeringer er det normalt idéhøjde og projektets persongalleri, der er altoverskyggende tildelingsparametre. Ingen af delene er reelt til stede i de danske puljekrav.

Helt ærligt, så hellere en smagsdommer, der åbent og ærligt smager forkert i ny og næ – men som skaber hele industrier, når hun smager rigtigt.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Dansk vækst på kinesisk Næste artikel Forbedring af konkurrenceevnen er eneste udvej