Det bugner allerede med visuelle programmeringsapps for de, der ikke kan kode, men gerne vil lave apps. Bubble, Blockspring, Zapier etc. Det meste er visuelt, så vi skal klippe-klistre og klikke os til det, vi gerne vil have. Så følger kodelinjerne med under vores kreative udfoldelser.

Hvorfor er det så, at vi skal have kodning på skoleskemaet? Er det fordi, at hvis vi allerede kan lave software uden at kunne kode, så vil det være helt anderledes om 10+ år, når vores skolebørn skal sluses ud til job og lave deres egen første startup? Næppe.

Én ting er diskussionen omkring programmeringssprog – for hvad skal de lære? Et andet er jobbet som programmør.

I konkurrence med robotter

Jeg modtager selv to-tre mere eller mindre desperate salgsmails fra near- og far shoring-sælgere, som vil falbyde mig developers – dvs. kodere – hvor der ikke er grænser for, hvad de kan, og så til ingen penge.

Skal mine børn ud og konkurrere med dem om fremtidens jobmarked? De arbejder fra sweatshops (arbejdspladser med ringe arbejdsforhold, red.) i fjerne egne til brøkdele af danske lønninger.

Og hvem siger, at digitalisering er lig programmering som jobretning? Tjenester som Wix og TheGrid har allerede specialiseret sig i såkaldte AI-websites, hvor hjemmesider kodes af ’robotter’. Her finder du selv indhold og funktion, mens et stykke software koder websitet for dig på to minutter.

Skal vi sende vores børn ud og konkurrere med det?

De hotte fokuserer ikke på teknologi

Der er gang i en skoleeksplosion i USA for tiden, nye tiltag tordner frem. Men hvad har de superhotte skolekoncepter som AltSchool, WeLearn, Khan Lab School og BlueSchool til fælles? Dvs. de skoler, hvor unicorn-skabernes børn går?

Well, de fokuserer på personlig, social og kreativ udvikling. De har realisering af eget potentiale, dyrkning af interesser, leg og samvær på skoleskemaet.

Til gengæld er der begrænsninger på brug af teknologier, og ingen – som i INGEN – af skolerne reklamerer med iPads til elever eller kodning i klasserne. Teknologierne er der, massivt, men deres rolle er at understøtte det personlige og frigøre ressourcer til mere socialflade, mere fokus på kreativitet.

Jeg har talt med mange kodere, som griner af at putte kodning på skoleskemaet. Steve Jobs selv forbød sine børn at bruge iPads. Og Bill Gates havde strenge restriktioner på brug af teknologi i sin børneopdragelse.

Drejer det sig om at læse, eller drejer det sig om lyst til at kunne forstå? Drejer det sig om at kode, eller drejer det sig om at kunne afkode behov og sætte geniale, smukke, nye løsninger sammen til at understøtte et bedre hele?

Det sidste kræver fokus på kreativitet, på æstetik, på empati og social forståelse, på verdenssyn. Det vil jeg være mest stolt og tryg ved, at mine børn er mestre i, inden de vælger, om det er kunst eller kodning, der skal være deres foretrukne medie. Eller måske i kombination.

High fives til nordisk børneopdragelse

For en uges tid siden var jeg med til en regeringskonference i Dubai omkring fremtidens kompetencer. Her dukkede Danmark og Skandinavien hele tiden op. Eller dvs. vores fokus på kreativitet, smukt design, bæredygtighed og leg gjorde. Sammen med vores evne til at koble det med social ansvarlighed, indlært fra de mindste klasser og med mindre skelen til konkurrence og karakterræs.

Deltagerne nikkede anerkendende, og jeg talte med flere, som ønskede for deres børn, at de kunne lære at blive bedre mennesker. Punktum.

For – lød rationalet – det er den forståelse for verdens sammenhæng, den fokus på kreativitet, lykke og leg, som bliver trækkraft for talenter og konkurrencekraft for virksomheder.

Tom ministersnak

Når man så alligevel højstemt hører fra ministre og administrerende direktører, at ”vi skal have kodning på skoleskemaet”, tænker jeg, ”Gad vide, hvad de selv har kodet?” Eller hvornår de sidst har ansat nogen, fordi vedkommende kunne kode?

Måske bunder deres konklusion i virkeligheden i manglende forståelse for grundvilkårene for en ny og gennemdigitaliseret tid?

Hvor fordommene er, at 'det der digitale' kun drejer sig om mere kodning, flere smartboards og flere iPads – om redskaber og teknologi – og ikke om evnen til at stimulere til fællesskab og fantasi, som bliver den robotbyggede, digitale fremtids mest eftertragtede og mest menneskelige egenskaber.