Kinas sociale styresystem :: Fake news – et unuanceret begreb :: På date med augmented reality

Appen WeChat, der understøtter stort set alle aspekter af hverdagslivet i Kina, kan snart overhale Google og Facebook. Fake news er ikke et problem i Danmark - det er misinformation til gengæld. Og hvor meget digital hjælp skal man have på en date?

Peter Hesseldahl

Godt nytår!

Her på MM Next ser vi frem til at følge et væld af spændende historier, emner og udviklinger, der vender op og ned på spillereglerne i samfundet det kommende år. 

Når man følger teknologi, ja hvis man i det hele taget følger samfundsudviklingen, domineres sendefladen af de selskaber, man af og til kalder GAFA: Google, Amazon, Facebook og Apple, de amerikanske it-giganter, der efterhånden præger alle aspekter af vores liv fra sundhed, til medier, onlineshopping, selvkørende biler og automatisering af arbejde. 

Men vi overser let BAT; dvs. Baidu, Alibaba og TenCent, de tre kinesiske it-mastodonter, der på mange måder er mere dominerende i Kina og Asien. Hvad omsætning angår ligger BAT kun en anelse efter GAFA, og hvad vigtigere er, så vokser de langt hurtigere. 

Vi fortæller om WeChat, som er det klareste eksempel på, at den kinesiske brug af internettet på mange måder er mere avanceret og mere gennemgribende, end hvad vi er vant til i Vesten.

Fake news var årets ord sidste år, men hvad betyder det egentlig? Personligt stødte jeg kun på ganske få historier, som var egentlige forfalskninger, men til gengæld var de forbløffende dygtigt lavet og udbygget med links, video osv.

På Mandag Morgen har vi en hel redaktion – Tjekdet.dk – som ikke laver andet end faktatjek på historier i medierne. De får set en hel del fake news, men som det også fremgår af dagens historier, skrevet af Rasmus Kerrn-Jespersen og Søren Engelbrecht fra Tjekdet.dk, handler det om meget mere end lodrette løgne.

Problemet er nok så meget, at samtidig med at de elektroniske medier er blevet åbne for, at enhver kan give sit besyv med, er det også blevet ekstremt nemt for enhver Facebookbruger, blogger, interesseorganisation eller stat at sprede historier, der er opsigtsvækkende, bekvemme, ødelæggende, dramatiske og gode til at skaffe seere.

At historierne så ikke nødvendigvis er sande er mindre vigtigt, og det er måske det mest bekymrende: At det kulturelt er blevet mere almindeligt, nærmest acceptabelt at se stort på om de informationer, vi orienterer os efter, rent faktisk passer.

Som sædvanlig har vi fundet et markant og flot videoklip, der giver et blik af fremtiden, som den kan forme sig. ’Sight’ er en science-fiction-romance, der desværre løber af sporet, fordi begge parter har lige lovlig mange informationer til rådighed om hinanden.

De to turtelduer bærer begge ’smarte’ kontaktlinser, der løbende forsyner dem med et lag af data og gode råd om det næste træk i flirten. Det er et uhyggeligt scenarie – ikke mindst, fordi visionen virker særdeles sandsynlig.

God fornøjelse med læsningen!


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu