Kommende innovationsstrategi viser vejen

Vejen fra viden til vækst i Denmark ligner mest af alt en smal, ujævn grusvej. Men Uddannelsesministeriet barsler nu med Danmarks første, nationale innovationsstrategi, og den skal asfaltere den første del af ruten.

Jeg har selv været igennem en lang uddannelse ved Københavns Universitet og også lavet forskning dér. Som grundforskningsuniversitet har vejen til kommercialisering naturligt nok ikke haft ledelsens allerhøjeste prioritet. Men der er kommet andre boller på suppen. Anført af Anna Haldrup, Vicedirektør for Forskning og Innovation på Københavns Universitet, har landets største universitet fået sin egen, nye innovationsstrategi, som blandt andet viser vejen for, hvordan forskning kan anvendes i erhvervslivet med det sigte at skabe vækst. Et af projekterne er et samarbejde med partnerkredsen CBS , DTU , Fonden for Entreprenørskab , forskerparken Symbion, forretningsplankonkurrencen Venture Cup og Københavns Erhvervscenter.

For Københavns Universitet kunne samarbejdet med et innovationscenter sætte yderligere fokus på teknologioverførsel og dermed kapitalisere på universitets forskning og udvikling. Her er Stanford og UCLA-universiteterne formentligt verdens førende solstråleeksempel, men der er mange andre gode eksempler rundt omkring at lære af. Udover at komme universitetet til gavn økonomisk, styrker det entreprenørånden, som igen holder på talent og skaber vækst indenlands.

Jeg havde fornylig fornøjelsen at møde ledelsen for de ni såkaldte GTS-institutter (Godkendt Teknisk Service institut). GTS’erne udgør samlet set omkring 3700 ansatte, som arbejder for at skabe flere innovative og konkurrencedygtige, danske virksomheder. Rundbordssamtalen handlede om muligheden for at lave en fælles internationaliseringsstrategi. Til den vil Udenrigsministeriets eksportråd og Uddannelsesministeriets fire innovationscentre meget gerne spille ind, da vi udgør de naturlige brobyggere mellem dansk hightech og de fire innovations hot spots – Shanghai, Hong Kong, München og Silicon Valley.

[quote align="left" author=""]Det tekniske talent og innovationshøjden fejler ikke noget i Danmark. Men strategien og rollemodellerne mangler.[/quote]

For GTS’erne er det, at skabe en global tankegang hos iværksætterene og drive dem ud over landets grænser for at finde partnere, kapital og et marked af afgørende betydning. Vi har nemlig høj kvalitet i vores innovation i Danmark. Vi er også et af de lande i verden, der bruger flest penge på iværksætteri. Vi tilskynder unge at gå videre med deres idéer, og der er penge og støtte at hente gennem klynger og væksthuse i hele landet. Men der går grus i maskineriet, når det handler om at lave vækstvirksomheder.

Spørgsmålet om hvordan vi driver SMV’erne til global vækst bliver temaet fremover, for her ligger guldet. Vi har set hundredevis af SMV’ere i Innovationscenteret gennem årene her i Silicon Valley, og der er endog meget langt mellem de fleste af dem og global vækst. Potentialet er der, og det holder vi lige fast i. Det tekniske talent og innovationshøjden fejler ikke noget i Danmark. Men strategien og rollemodellerne mangler.

Tre hurtige bud fra min side på hvad, der i dag med fordel kan arbejdes med rundt om i SMV’ernes ledelseskontorer, når det handler om at drive virksomheden op i stor skala:

  • Vækstvision – virksomheden skal have en klar vision om at vokse sig STOR
  • Konkurrencedygtighed  – erkendelse af, at salg og marketing formentligt skal flytte til et vækstmarked. Virksomheden skal kende den øgede globale konkurrence
  • Investeringsmodenhed – hvis virksomheden skal tiltrække kapital, må den kunne give investorerne en attraktiv fortjeneste

Jeg ser derfor frem til den nationale innovationsstrategi fra Uddannelsesministeriet. Med udgangspunkt i regeringsgrundlaget vil den tage fat på at gøre Danmark mere konkurrencedygtig inden for innovation. Vores globale styrkepositioner skal kortlægges, og eksisterende innovationsordninger skal analyseres for samlet set at øge vores innovationskapacitet. Det er en vældig god start, og den skal vi selvfølgelig følge op med resten af vækststrategien, så vi endelig får asfalteret hele vejen fra viden til vækst.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu