Hertil skal lægges de mange selskaber, hvis regnskaber ikke er offentligt tilgængelige – f.eks. det statsejede saudiarabiske olieselskab Saudi Aramco, der ifølge analytikere overgår Apple som verdens mest værdifulde selskab. Virksomheden ejer bl.a. verdens største aktive oliefelt, Ghawar Field, og skønnes at eksportere olie for mindst 150 milliarder dollar om året. Hertil kommer betydelige indtægter fra olieraffinaderier, distribution, shipping og gas.

“Råvarebranchen flytter rundt på milliarder af dollar hver dag, har aktiviteter over hele verden og råder over en rigdom og magt så enorm og vidtrækkende, at det går langt ud over, hvad de fleste mennesker overhovedet kan forestille sig,” siger Geoff Hiscock, mangeårig journalist og kommentator for bl.a. CNN samt forfatter til flere bøger om det globale erhvervsliv. Den seneste, “Earth Wars”, der udkom i foråret, kortlægger fronterne i, hvad Hiscock kalder “den globale krig” om jordens ressourcer.

“Vi står over for et kæmpe boom i den globale efterspørgsel på et tidspunkt, hvor adgangen til de billige ressourcer er ved at slippe op. Hvis vi ser på energiforsyningen alene, så er den olie, der er tilbage, omgivet af store politiske interesser. Kul forurener, atomenergi er for farlig, vindenergi for usikker, solenergi for dyr, og vandkraft og geotermisk energi for besværligt at udvinde. Store dele af olieindustrien ser lige nu en stor åbenbaring i naturgas. Men selv om vi finder alternativer, er kampen om råstofferne uundgåelig og vil på sigt føre til flere konflikter verden over,” siger Hiscock.

Råstofindustrien kan se frem til gyldne år, i takt med at jordens indbyggertal nærmer sig 9 milliarder, og de voksende middelklasser i lande som Kina og Indien begynder at kræve samme levestandard som i Vesten. Ifølge fremskrivninger fra Det Internationale Energiagentur vil efterspørgslen efter energi vokse med 33 pct. frem mod 2035, mens antallet af biler forventes at blive tredoblet over de næste fyrre år. Se figur 2.

Dertil kommer den stigende efterspørgsel efter de såkaldte sjældne jordarter, der er afgørende for produktionen af bl.a. solcelleanlæg, elbilbatterier og smartphones.

Kombinationen af øget efterspørgsel, færre tilgængelige ressourcer og en stærk råstofsektor strammer råvareselskabernes greb om det øvrige erhvervsliv. Virksomheder verden over har blot kunnet se til passivt til, mens udgiftsposterne til råstoffer er eksploderet i deres årsregnskaber de sidste 10-15 år. Siden 1995 er priserne på råolie steget mere end 500 pct., mens prisen på et kilo neodymiumoxid, der indgår som et vigtigt råstof i bl.a. vindmølleturbiner, er steget fra omkring 40 til over 1.200 dollar på blot seks år. Se figur 3.

Store selskaber forsøger at genvinde kontrol med situationen ved at købe sig ind i mineselskaber. Det gælder f.eks. den japanske bilgigant Toyota, der sidste år købte 25 pct. af aktierne i det australske mineselskab Orocobre, der udvinder lithium fra den argentinske undergrund. Lithium indgår som hovedingrediens i batterier til de hybrid- og elbiler, der tegner Toyotas store satsning inden for grøn transport. Se MM13, 2012.

Det er dog de færreste virksomheder, der har råd til den slags investeringer, og langt størstedelen af erhvervslivet er tvunget til at indordne sig under råvareindustriens stigende indflydelse og priser.

Det samme gælder de mange nationer verden over, der ikke er privilegeret af en stor mængde råstoffer i deres undergrund. De seneste uger debat om, hvorvidt Danmark bør have adgang til Grønlands store reserver af bl.a. kritiske jordarter, afspejler det pres, som en lang række lande er under, når det handler om at sikre deres befolkning og erhvervsliv adgang til vigtige råstoffer.

Tvisten mellem Danmark og Grønland udvikler sig næppe til en væbnet konflikt, men den risiko er særdeles reel  andre steder i verden. F.eks. i Afrika, hvor råstofudvindingen i årtier har givet næring til blodige konflikter i en række lande.

Udviklingen tvinger samtidig nationer til at revurdere deres handelspolitik. I Australien måtte regeringen sidste år, med henvisning til nationens sikkerhed, intervenere i en aftale, der – hvis den var gået igennem – gav det statsejede kinesiske mineselskab China Non-Ferrous Metal Mining aktiemajoriteten i det australske selskab Lynas og dermed fuld råderet over en stor mængde af landets kritiske jordarter.

Råvaremonopoler vokser

Siden 1970’erne har råvareindustrien været vidne til en lang række privatiseringer, aggressive opkøb og strategiske konsolideringer.

Råstofudvinding har historisk set har været varetaget af statslige selskaber, der har fokuseret på forsyningssikkerhed for deres egne befolkninger og erhvervsliv, men de seneste årtier har mange nationer solgt ud af arvesølvet.

Oliegiganters interesser i bl.a. biobrændstof og solenergi er positiv set i et investeringsperspektiv, men samtidig problematisk, fordi magten over de nye energiressourcer dermed forbliver hos den samme kreds af selskaber, der gennem årtier har siddet på de gamle.

“I forvejen er adgangen til verdens energiressourcer begrænset til et overskueligt antal selskaber. Og når grøn energi også bliver domineret af den etablerede olieindustri, bliver det ekstra svært for nye og mindre spillere at gøre sig gældende,” vurderer Geoff Hiscock.

De dominerende selskaber styres af en snæver kreds af indflydelsesrige erhvervsfolk, hvis lønsedler snildt lister sig op i den trecifrede millionklasse. Se figur 4.

Det gælder f.eks. CEO for den amerikanske oliegigant Exxon Mobil, Rex Tillerson, der sidste år kunne sætte over 207 millioner lønkroner i banken. Tillerson er i øvrigt ikke blot direktør, men sidder også på posten som bestyrelsesformand. Det er en dobbeltrolle, der skaber mulighed for misbrug, og som en af Exxon Mobils hovedaktionærer, Rockerfeller-familien, forsøgte at gøre op med i 2009 – dog uden held.

Også en anden af de stærke profiler i branchen, Jiang Jiemin, har flere kasketter. Han er ikke bare direktør og bestyrelsesformand i Kinas største statsejede olie- og gasselskab, China National Petroleum, men leder også det store børsnoterede olieselskab, PetroChina. Han er flere gange blevet beskyldt for at være i lommen på det kinesiske styre og bruge sin dobbeltrolle til at holde oliepriserne kunstigt nede til stor frustration for sine egne aktionærer.

Ligesom flere af de øvrige profiler i råstofindustrien rækker både Rex Tillersons og Jiang Jiemins indflydelse langt ud over branchens grænser. Tillerson er kendt som en af anti-miljøbevægelsens stærkeste lobbykræfter og betegner klimakrisen som et ‘ingeniørproblem’. Jiemin betragtes som den strategiske hjerne bag Kinas aggressive strategi for at sætte sig på en stor del af de udenlandske råstofreserver. PetroChina har bl.a. investeret over 5 milliarder dollar i at udvikle et stort naturgasreservat i Canada og gennem flere år haft stor aktivitet i kontroversielle områder som Sudan og Iran.

Fra BRIK til BRACQK

Råvareindustriens magtmonopoler er blevet styrket markant, i takt med at flere lande har meldt sig aktivt ind i det globale kapløb om ressourcerne. Se figur 5 på næste opslag. På kort tid har flere nye nationer opnået en dominerende rolle takket være et tæt parløb med industrien. Hvor OECD-landene tilbage i 1970’erne stod for 61 pct. af den globale energiproduktion, er andelen i dag reduceret til 43 pct. Kina har udviklet sig til verdens største kulproducent med en andel på 19 pct. af det globale energimarked, mens Rusland i dag er den største producent af råolie og naturgas.

I 2009 overhalede Kina USA som verdens mest energiforbrugende nation, og trods sin enorme hjemmeproduktion af bl.a. kul er regeringen i Beijing stadig dybt afhængig af energi og andre kritiske ressourcer udefra. Ud fra det motiv har Kina placeret en række store investeringer i flere udenlandske mineselskaber. Staten investerer ikke direkte, men lader pengene flyde via de tre store statsejede selskaber, hvoraf det ene, China National Petroleum, i dag ejer betydelige andele i mineprojekter i bl.a. Sudan, Peru, Kasakhstan, Syrien, Australien og Canada. Senest har selskabet investeret 3 milliarder dollar i at udvikle det irakiske oliefelt Al-Ahdab syd for Bagdad. Et andet selskab, PetroChina, har for nyligt brugt 2,5 milliarder dollar på at overtage det fulde ejerskab af et større olieudvindingsprojekt i Canada.

Kina er også en aktiv investor i den brasilianske gas- og energisektor og i nye havne og infrastruktur i Afrika, som kan sikre, at de værdifulde afrikanske råstoffer når det kinesiske fastland. Stormagten viser samtidig interesse for de enorme råstofreserver, der befinder sig i undergrunden på Grønland og i Arktis. Kina har bl.a. anmodet om at få observatørstatus i Det Arktiske Råd for at komme tættere på de vigtige beslutninger om, hvordan reserverne skal fordeles mellem de arktiske lande.

En anden spiller, der har formået at opbygget en særdeles magtfuld råstofindustri, er Rusland. Efter kommunismens fald var en elite af politikere og rige oligarker hurtige til at sikre sig retten til landets olie- og forsyninger til priser markant under den reelle markedsværdi. Med selskaber som Gazprom, LUKOIL og Rosneft er Rusland verdens største producent af naturgas og siden 2009 også af råolie. En stor del eksporteres til Kina via et enormt rørsystem, der blev taget i brug i 2011 og forbinder Sibirien med den nordøstlige kinesiske provins Daquin. Et andet rørsystem går vestpå og forsyner mere end 30 europæiske lande, herunder Polen og Frankrig, med naturgas.

Mens verdens opmærksomhed i mange år har været rettet mod vækstmarkederne i BRIK-landene, spiller de såkaldte BRACQK-lande – Brasilien, Rusland, Australien, Canada, Qatar og Kasakhstan – en nøglerolle i råvareøkonomien.

De sidder på enorme reserver af metaller, gas og olie, der – modsat f.eks. oliereserverne i Saudi-Arabien, Kuwait og Irak – ikke står til at blive tømt inden for de næste årtier. Derfor tiltrækker de også enorme investeringer fra bl.a. indiske og kinesiske selskaber.

Indtil nu har tilgængeligheden været et stort problem, da der er store både tekniske og miljømæssige vanskeligheder forbundet med at bore i f.eks. den arktiske undergrund eller Canadas tjæresand. Men i takt med at de tilgængelige ressourcer slipper op, bliver regeringer og private investorer stadigt mere villige til at smide store beløb efter de risikable projekter. Blandt de største nyere investeringer er det amerikanske energiselskab Chevrons investering på 43 milliarder dollar i et storstilet projekt, der fra 2014 skal udvinde naturgas fra den amerikanske undergrund. I Rusland er gasgiganten Gazprom godt i gang med investeringen i en 2.400 km lang rørledning, der skal forsyne store dele af det centrale Rusland med gas. Imens venter et af verdens største stål- og mineselskaber, ArcelorMittal, på grønt lys fra de canadiske myndigheder til at påbegynde udvindingen af store mængder jernmalm på Canadas største ø, Baffin Island – en investering til 4 milliarder dollar.

Flere konflikter

Med den stigende interesse for ressourcerne følger også nye konflikter og tvister. Mens mange nationer holder sig tilbage fra at intervenere direkte i andre landes ressourcepolitik, forholder det sig anderledes med råvareindustrien, der typisk er i direkte forhandling med regeringer om adgangen til ressourcerne:

“I takt med at flere af de stærke udviklingsøkonomier har fået godt fat i den globale råvareproduktion, oplever vi, at verden bliver bundet stadig tættere sammen på kryds og tværs gennem nye aftaler og koncessioner. Det skaber et nyt verdensbillede og styrker den globale samhandel. Men det øger samtidig risikoen for, at nationer kan komme i konflikt med hinanden,” siger Hiscock.

I flere afrikanske lande har man allerede oplevet, hvad den globale ressourcejagt kan få af konsekvenser for befolkninger og økonomi. Kontinentet råder over enorme mængder af ressourcer. Korrupte og svage regeringer har, sammen med historiske tvister, gjort det muligt for råstofindustrien at spille forskellige interesser ud mod hinanden. I Den Demokratiske Republik Congo har befolkningen været offer for mange års borgerkrig som følge af landets store forekomster af bl.a. kobber, guld og diamanter. I lande som Nigeria og Sudan har olieforekomster ført til mange års væbnede konflikter.

I Congo har Katanga Mining, der ejes af Glencore, investeret store summer i, hvad der har potentiale til at blive den største kobberproduktion i Afrika og den største koboltproduktion i verden. I Nigeria fortsætter Shell sine mangeårige olieaktiviteter i Nigeria trods stor kritik fra ngo’er, der anklager oliegiganten for at tilsidesætte miljø og menneskerettigheder. I Tanzania, der bl.a. råder over store forekomster af uran og diamanter, er det ad flere omgange lykkedes mineindustrien at indgå særdeles favorable aftaler, f.eks. i form af kontrakter, der fastlåser skatter og royalties til staten på et lavt niveau.

Adgangen til ressourcer er samtidig blevet så afgørende for nationers vækst og konkurrenceevne, at den bruges til at fremme udenrigspolitiske hensyn. Da Kina i 2010 røg ud i en diplomatisk krise med Japan, blev der med det samme lukket for handlen med sjældne jordarter til den japanske industri. Krisen var kortvarig, men da store virksomheder som SONY og Toyota er fuldstændig afhængige af adgangen til de eftertragtede råstoffer, nåede den alligevel at gøre skade på Japans økonomi. På samme måde har Rusland flere gange truet med at lukke for de rørledninger, der forsyner store dele af Europa med naturgas.

Listen over potentielle stridsområder bliver konstant længere. Østpå er Iran og Aserbajdsjan uenige om, hvem der har ret til at søge efter forekomster i den sydlige del af Det Kaspiske Hav, mens Aserbajdsjan, Kasakhstan og Turkmenistan endnu mangler at nå til enighed om, hvordan gasledninger skal krydse grænser og Volga-floden bruges til transport af råstoffer. Indien og Pakistan ligger i en mangeårig strid om Kashmirområdet, der rummer store strategiske vand-reserver.

I Europa lurer en tvist mellem Cypern, Tyrkiet og Grækenland om adgang til naturgasdepoter i Middelhavet. I Mellemøsten ligger Tyrkiet i en gammel strid med Syrien og Irak om Tigris-Eufrat-deltaet, mens Sudan og Etiopien er uenige om olieproduktion og vandkraftsprojekter. I Sydamerika strides Brasilien med Bolivia, Uruguay og Paraguay om en række småøer og vandressourcer, mens Argentina kæmper for retten til Falklandsøerne, der ifølge geologiske undersøgelser kan indeholde oliereserver på op til 17 milliarder tønder og endnu større forekomster af naturgas.

I Grønland, hvor et stigende antal udenlandske selskaber viser stor interesse for at få adgang til de store forekomster af bl.a. sjældne jordarter, oplever man en stigende intern splittelse om, hvor langt man er villig til at gå. Flere partier i det grønlandske landsting har bl.a. erklæret sig villige til at gøre op med landets historiske nultolerance over for uran.

Splittelsen risikerer at få indflydelse på forholdet mellem Grønland og Danmark, der har forskellige opfattelser af udviklingens sikkerhedspolitiske implikationer. Danske interesser er især på vagt over for kinesiske investorers interesse, fordi Kina i forvejen sidder på 97 pct. af de sjældne jordarter, der er vitale for en lang række moderne produkter – fra batterier, mobiltelefoner, elsparepærer og fjernsyn til hybridbiler, solcelleanlæg og vindmøller. USA og Australien har tidligere drevet minedrift på området, men måtte bukke under for den billige kinesiske arbejdskraft, der gjorde det svært at drive en rentabel forretning i Vesten. Kinas monopolstatus er flere gange er blevet udnyttet til at drive priserne kunstigt i vejret, senest i foråret, hvor USA, Europa og Japan gik sammen og bad WTO om at påtale Kinas udnyttelse af sit monopol.

Netop organisationer som FN og WTO bliver mere og mere afgørende for at sikre, at stridigheder ikke eskalerer til væbnede konflikter, mener Hiscock.

“Der er ingen lande, heller ikke Kina, der synes, at det er rart at blive irettesat af en organisation som WTO. Og af samme grund tror jeg ikke på, at ressourcejagten ligefrem vil udløse en ny verdenskrig. Men vi må indstille os på langt flere regionale konflikter og spændinger som følge af den globale jagt på ressourcer. Og i de værste tilfælde kan den udvikling føre til mere væbnet opstand og borgerkrig,” siger han.