Tilsammen burde vi være superintelligente.

Med en syndflod af data om alt mellem himmel og jord, med kunstig intelligens til at analysere dem, og med en konstant, global udveksling af meninger og erfaringer over de sociale medier, burde menneskeheden være godt rustet til at tage kloge beslutninger om vores fælles forhold.

Alligevel kommer de måder, vi samarbejder på, til kort over for de udfordringer, vi står over for i det 21. århundrede. Det gælder både i erhvervslivet, for offentlige tjenester, demokratiske processer, og for hvordan vi håndterer globale udfordringer som klimaforandringer eller epidemier.

Det paradoks undersøger Geoff Mulgan, direktør for den britiske tænketank Nesta, og en af Englands skarpeste hjerner inden for forståelsen af innovation, i bogen ’Big Mind’.

Her ser han på, hvad der skal til for at styrke vores kollektive intelligens.

”I dag, når vi bruger teknologi til at organisere nye former for samarbejde og beslutninger, improviserer vi fra gang til gang. Der er brug for en egentlig faglig disciplin for at forstå, hvordan man kan forbedre processerne,” siger Geoff Mulgan i et interview med Mandag Morgen.

Kollektiv stupiditet

Mulgan går systematisk til værks og deler beslutningsprocesser op i fem stadier:

• Analyse og fortolkning for at forstå den givne udfordring
• Trække på erfaringer og viden om, hvad der plejer at fungere
• Kreativitet og innovation til at udtænke nye løsninger og tilgange
• Observationer og data om systemets tilstand og effekten af forandringer
• Modeller og forudsigelser, der giver en fælles forståelsesramme for deltagerne i processen.

Teknologi kan understøtte processen på alle stadier.  Vi kan have detaljerede data til rådighed i realtid, vi kan lynhurtigt få analyser og simulationer af ekstremt komplekse sammenhænge, som eller ville være usynlige for os   ̶  og vi kan få tusinder eller millioner af deltagere til at give deres besyv med.

Alligevel kan resultatet være kollektiv stupiditet, snarere end kollektiv intelligens.

Mulgan mener, at vi i mange tilfælde har helt urealistiske og unuancerede forestillinger om, hvad teknologien kan udrette. Teknologier, som eksempelvis elektroniske afstemninger, er et nyttigt redskab, men man er nødt til at forstå, hvor og hvordan det kan bruges, mener han:

”En overgang troede vi, at det moderne elektronisk støttede demokrati ville være en slags løbende online-afstemning om stort og småt, men nu forstår vi, at dét ville føre til uheldige og usammenhængende beslutninger,” siger Geoff Mulgan.

”Tilsvarende møder vi ofte en forsimplet opfattelse af ideen om crowdsourcing. Man tror, at man bare kan annoncere en udfordring, som skal løses online, hvorefter der automatisk kommer en strålende løsning fra the crowd. 

Geoff Mulgan er generelt kritisk over for den tilgang til at løse problemer, som ofte præger projekter i Silicon Valley og omegn   ̶  eksemplificeret ved troen på, at man kan indkalde til et hackathon og fikse komplekse problemer på et døgns tid over nogle pizzaer.

Hans erfaring er, at de ideer, som opstår, meget sjældent gennemføres i praksis: 

”Misforståelsen er, at man tror, at det kan være omkostningsfrit at organisere, tænke og tage beslutninger   ̶  bare man kan trække på internettet. Men der er ingen magisk gratis fremgangsmåde. Det kræver en reel investering at tage en beslutning og få den udført. Det kræver arbejde, tid, penge og en proces, der er i stand til at inddrage mange forskellige slags deltagere i lang tid,” siger Mulgan.

På samme måde tror mange, at internettet er gratis at drive   ̶  men reelt kræver det enorme mængder af energi, i form af elektricitet, at holde kørende. 

Bredt eller dybt engagement?

De bedste eksempler på brugen af kollektiv intelligens og problemløsning online er ifølge Mulgan projekter, der har et veldefineret mål og en realistisk tidshorisont – og hvor de online deltagere bruges til at indsamle et bredt udsnit af viden og meninger snarere end at lave afstemninger og fælles vurderinger.

Mulgan mener, at der f.eks. er store muligheder for at gøre byer mere ”smarte”, i den forstand at de kan blive bedre til at tage hensigtsmæssige beslutninger ved hjælp af teknologien. Men det er vigtigt, at omfang og metode matcher behovene i den konkrete opgave.

Nogle spørgsmål er meget lokale og påvirker manges hverdag; hvordan skal parken indrettes eller hvad skal reglerne være for parkering i et kvarter? I de tilfælde er det smart at vælge en bred proces, der som udgangspunkt henter masser af ideer og meninger ind.

I andre tilfælde kan det være en mere teknisk og faglig problemstilling, og i de tilfælde er man bedre tjent med en fokuseret proces, hvor man inddrager nogle få eksperter, der har dyb viden på området.

”Internettet kan flytte den demokratiske proces i retning af mere fokus på oplysning og diskussion, men der er stadig brug for valgte repræsentanter, som kan lede processen, udvælge og tage beslutninger, og stå til ansvar for dem,” mener Geoff Mulgan. 

Betydningen af ’commons’ – de fælles ressourcer  

En anden tilgang til beslutningstagning, som Geoff Mulgan gør op med i sin bog, er den neo-liberale forestilling om, at markedskræfternes usynlige hånd sørger for at frembringe de bedste løsninger.

I stedet fremhæver han betydningen af ’commons’   ̶  altså ressourcer, som mange bidrager til, og som står til rådighed for fællesskabet.

Mulgan mener, at mange af de processer, hvor vi optræder kollektivt intelligent, hviler på en fælles pulje af viden. Hvis ikke alle havde adgang til den viden, ville samfundet være mindre intelligent.

Som et eksempel nævner han sundhedsdata:

”Vi har behov for en mere systematisk indsamling og opbevaring af data om befolkningens sundhed. Alle har godt af, at andre i samfundet er raske, og det er i alles interesse, at så mange data som muligt er tilgængelige, så vi kan lære ved at sammenligne symptomer, behandlinger og resultater for hele befolkningen,” siger Geoff Mulgan.

”Men hvis dataene er indsamlet på rent kommercielle vilkår og aflåst, er det kun nogle få selskaber, der har råd til at udnytte dem. Vi er bedre tjent med at have et større commons af fælles sundhedsdata, som private virksomheder så kan tjene på at bruge til at skabe værdifulde tjenester ovenpå.”

Igen bruger Mulgan Internettet som eksempel:

”Der er ingen neoliberal fortælling om, hvordan internettet eller World Wide Web kunne opstå. Det er en vigtig ressource, som ikke ville være opstået på rene markedsvilkår.”

Modellen sammensættes til lejligheden

Mulgans hovedpointe er så fornuftig, at det nærmest er kedeligt: Der er ikke én generel måde, at organisere kollektiv intelligens på. 

Der er en lang række forskellige stærke, nye teknologiske muligheder for at understøtte samarbejde, men de skal kombineres og anvendes, alt efter karakteren af den udfordring, man står over, og hvilket stadie af processen man er i gang med.

Geoff Mulgan bruger udtrykket assemblies   ̶  forsamlinger   ̶  for at beskrive, hvordan en række ressourcer, deltagere og processer kan sammensættes for at løse en specifik udfordring. 

Kunsten er at se på hele systemet og sikre, at elementerne og metoderne understøtter hinanden, og at alle de elementer, der er nødvendige for at tage beslutningen og føre den ud i livet, er til stede.   

’Big Mind’ – Mulgans bog – er på mange måder et opslagsværk og en tjekliste, der giver konkrete anvisninger på, hvordan man overvejer sammensætningen af det rette assembly i forhold til problemstillinger inden for sektorer fra sundhed til uddannelse, finanser eller miljø.

Man mærker, at Mulgans vejledning bygger på en lang karriere med hundredvis af projekter og eksperimenter med nye organisationsformer for at matche en skiftende verdens problemer med nye tilgange og teknologier.

Hans konklusion er, at der er brug for at skabe en egentlig faglig disciplin om forståelsen af, hvordan kollektiv intelligens fungerer og kan understøttes:

”Det er oplagt, at der er behov for at arbejde med at udvikle bedre kollektiv intelligens   ̶  men mærkværdigvis er der i dag ingen samlet og systematisk forskning i det. Jeg vil dog godt vædde en stor sum penge på, at det om fem-ti år vil være en helt normal disciplin, som mange universiteter vil udbyde kurser og forske i.”

Geoff Mulgan: ’Big Mind   ̶  How Collective Intelligence Can Change Our World’, Princeton University Press, 2017.