Vi lever allerede i hver vores filterboble. Vores foreslåede serievalg på Netflix er afgjort af, hvad vi kan lide at se.

Musikken, som Spotify Discover spiller for os, er baseret på aflytning af vores smag.

I skolen kan elever få niveautilpasset undervisning via platforme som Knewton, der trækker på alverdens tilgængelige indhold og skræddersyer det til den enkelte elev.

Vores social media-feed er fyldt med nyheder, falske som ægte, der understøtter vores holdninger og foreslår os at connecte med grupper og mennesker, der er ligesom os selv.

Vi bliver foreslået at deltage i begivenheder, som vi med sikkerhed kan lide, og som andre, der ligner os, også kan lide og deltager i. Vores datingapps sikrer os mod romantisk tilfældighed.

Og vi er kun lige begyndt.

Nutidens kastesystem

Langsomt er vi ved at skabe klasser og inddelinger, hvor vi er mere ens og – hvad værre er – mere ensrettede end i klassiske kastesamfund.

Væk er forstyrrelser og overraskelser, mismatches og fejlgreb. Alt ånder fred, gentagelse og forudsigelighed.

Og vi er blevet afhængige af den dyne af tryghed, der følger i kølvandet på den kunstige intelligens’ indtog i hverdagen.

’Alt er relativt’ er overskriften for tilværelser, hvor klimafornægtere kan mødes, leve og understøttes af meningsfæller, og hvor sektreligiøse kan tilbagevise darwinismen og leve uimodsagt i troen på et ’intelligent design’.

Destruktive bekræftelser

Men vi har brug for ’det fremmede’ for ikke at blive mentalt steriliserede. Lige så lidt som vores biom, mavens bakteriekoloni, kan eksistere uden at blive udsat for alskens udefrakommende bakterier, har vores kreativitet og ægte intelligens brug for at blive forstyrret, overrasket, forvirret og udsat.

Hvis ikke vi selv supplerer den kunstige intelligens, der vil skylle endnu mere ind over os i de næste fem år, bliver vores digitale omgivelser for vores mentale stilstand, hvad en diæt af overprocesseret fastfood er for kroppen: Skadelig på grænsen til det destruktive.

Kunstige filterbobler

Snart vil resultaterne tikke ind om de uhyggelige effekter af de beskyttede tilværelser i kunstigt intelligente filterbobler, som det kræver nysgerrighed og ægte intelligens at undslippe.

Fra iPad-pacificerede børn, der sættes tilbage i udvikling, fordi mange spilverdener pleaser de laveste hjernebelønninger og ikke gør andet end at sætte hjernen i standby-mode, mens man hakker meloner, skraber felter eller skyder zombier.

Til os andre, der sættes tilbage til en tilbagespolet før-oplysningstid, hvor nysgerrighed for andre horisonter taber til en bekræftelseseffekt, så man kan gøre sandhed og faktualitet til et subjektivt anliggende og leve i sin egen verdens undergravende logik.

En logik, der kan holde helt til stemmeurnerne, som vi har set det til hårrejsende Brexit- og Trump-’real life events’. Verden kan blive flad, igen.

Automatik skal udfordres

Modgiften er ikke at bekæmpe kunstig intelligens. Udviklingen er afhængig af, at maskinerne kan lære at passe sig selv, så vi kan blive bedre mennesker imens.

Men vi skal huske at bruge og skærpe vores egen intelligens. Vi skal udfordre automatikken; gøre det uventede; møde mennesker, vi ikke har fået som friend suggestion.

Vi skal spise madretter, vi ikke har prøvet før, og som ikke ligger i vores genom-baserede diætprogram. Vi skal høre musik, vi aldrig har hørt før i en auto-stream, og læse bøger, der aldrig er blevet foreslået af en recommendation engine.

Træn menneskeligheden

Hvis vi skal have en rolle på fremtidens arbejdsmarked, er vi nødt til at kunne byde ind med mere og andet end maskinernes forudsigelighed.

Vi skal kunne lave forbindelser, der ikke er umiddelbart logiske. Vi skal konstruere fantasifulde universer, der ikke er forudsigelige – og kedelige – forlængelser af det eksisterende. Uanset om det er en ny produktserie, et undervisningsprogram eller en virksomhedsstrategi.

Vi skal kunne nå mennesker, der er helt forskellige fra os selv, og påvirke hinanden ud fra vidt forskellige motivationsmønstre. Ellers er der ikke et job, en funktion, til os.

Vi skal kort sagt til at træne vores menneskelighed, vores forestillingsevne og alt det, som maskinintelligensen ikke kan, hvis vi skal undgå at falde mentalt tilbage, nu hvor robotterne – endelig – kan give en håndsrækning.

Vores egen intelligens afhænger af det. Vores art afhænger af det.