Lad os uberisere bæredygtigheden

Et særlig karakteristisk billede for 2015 kunne være rækkerne af taxaer, som i protest mod Ubers dramatiske fremgang havde indstillet kørslen i Hongkong, Rio de Janeiro og Paris. Uanset hvad man måtte mene om den digitale afskaffelse af mellemmænd båret frem af Ubers app og forretningsmodel, stiller den udfordrende spørgsmål til bæredygtighedssektoren. Hvornår kommer vores Uber-vendepunkt? I mine øjne kan det ikke komme hurtigt nok.

Mens yngre kolleger farer omkring i Uber-biler, holder jeg mig til taxaer – men det er svært at undgå emnet uberisering, når man først er faldet i snak med chaufføren. Nogle er i krigshumør, andre overvejer, hvor længe de har råd til at vente, før de skifter side. Hvad end man hader eller elsker ham, må man lade Travis Kalanick – Ubers medgrundlægger og CEO – at han har ambitioner, fremdrift og gennemslagskraft.

Ambitioner er stadig suspekte inden for visse områder, men det er det brændstof, der driver og transformerer vores økonomier og samfund. Så det er ikke nogen overraskelse, at et stigende antal ledere, som fornemmer, at innovative gennembrud kommer til at vende op og ned på deres markeder, flyver til Silicon Valley for at hente ny ambition.

[quote align="right" author=""]Markedsledere bliver sjældent særlig effektive oprørere. Og de førende oprørere i dag giver kun et vagt fingerpeg om fremtidige nybrud.[/quote]

Men måske burde sådanne pilgrimsture ledsages af sundhedsadvarsler. For førende virksomheder kan processen være en eksistentiel prøvelse. Da topchefen for en europæisk bilproducent for nylig besøgte Uber, fik han at vide, at hans virksomheds markedsdominans var så godt som slut. Bilproducenter vil blive svækket radikalt, ligesom det er sket med energiforsyningsselskabet Eon. Da han senere stod ved siden af en kollega på toilettet, udbrød han: "Fucking Hell!" Senere igen fortalte han sine kolleger, at hans verdensbillede var blevet slået ud af sin akse.

Men markedsledere bliver sjældent særlig effektive oprørere. Og de førende oprørere i dag giver kun et vagt fingerpeg om fremtidige nybrud. For eksempel var jeg for nogle år siden med til at guide en Clean & Cool-ekspedition til Silicon Valley. Et firma, vi besøgte, hvis fremgang ikke syntes at ville tage nogen ende, var Shai Agassis Better Place. Men det kørte sidenhen af sporet og blev overhalet af bl.a. Elon Musk i hans tilsyneladende altovervindende Tesla.

En af deltagerne på Clean & Cool-turen var Gavin Starks, som da var CEO (nu bestyrelsesformand) hos AMEE. Man kan ikke rigtig bebrejde AMEE for at være ambitiøse: Forkortelsen står for Avoidance of Mass Extinctions Engine. AMEE blev grundlagt i 2007 med det formål "at styrke virksomheder, så de bliver robuste, konkurrencedygtige og ansvarlige, ved at gøre bæredygtighedsrelaterede data mere tilgængelige og anvendelige".

Netop. Men da jeg mødtes med Starks for et par uger siden, var det i hans nye rolle som CEO for Open Data Institute. Dette uafhængige, apolitiske nonprofit-initiativ, en af hvis medstiftere er Sir Tim Berners-Lee (som gav os World Wide Web), har skaffet 10 millioner pund over fem år fra Innovate UK og 750.000 dollar fra Omidyar Network.

Deres primære målsætninger omfatter forbedring af datainfrastruktur og mere intelligente byer – men deres arbejde har vidtrækkende implikationer for den kapitalistiske bæredygtighedsbevægelse.

[quote align="left" author=""]Jeg blev i stigende grad ubehageligt bevidst om omfanget og karakteren af den eliminering af mellemmænd, som snart vil ryste bæredygtighedsområdet.[/quote]

Under samtalen refererede Starks gentagne gange til den tredobbelte bundlinje (nu 21 år gammel) som den grundlæggende arkitektur for AMEE’s tilgang – hvad den også har været for platforme som Global Reporting Initiative og Dow Jones Sustainability Indices. Men jeg blev i stigende grad ubehageligt bevidst om omfanget og karakteren af den eliminering af mellemmænd, som snart vil ryste bæredygtighedsområdet.

Hvad består den kommende udfordring da grundlæggende i? Her er min udlægning: I “The Stretch Agenda”, vores nylige dramatisering af en diskussionsrunde på ledelsesplan om potentielle gennembrudsstrategier for en stor koncern, inkluderede vi følgende skitse, præsenteret af virksomhedens CFO:

På den vandrette akse, som har op til otte “vækstmotorer”, forvaltes flere kapitalformer (eksempelvis fysisk, finansiel, menneskelig, intellektuel, social, naturlig). Inden for integreret rapportering arbejder man på at reducere denne kompleksitet til blot to typer værdi: en udvidet udgave af finansiel kapital på den ene side og mere klart definerede former for ikke-finansiel kapital på den anden.

Men lige så vigtig er den lodrette dimension (der involverer nye modeltyper, som forbinder hvert element i systemet, fra marker og fabrikker op til biosfæren og atmosfæren) og længdedimensionen – med registrering af forandringsdynamik over årtier, endda generationer. I dette perspektiv er det virksomheder og økonomier, der er flyet, mens regeringer og de finansielle markeder har rollen som flyveledere. Decembers COP21-klimatopmøde i Paris vil vise, om vores økonomiske ledere kan klare opgaven.

[quote align="right" author=""]Open data-bevægelsen risikerer at gøre nogle af nutidens bæredygtighedsorganisationer til morgendagens Better Place: i grøften med hjulene i vejret.[/quote]

På et tidspunkt, hvor et foruroligende antal piloter synes at have mistet orienteringen, eller bevidst styrer deres fly i havet eller ind i bjerge, er der den parallelle risiko, at verdens bæredygtighedsforkæmpere uforvarende bidrager til det globale økonomiske systems styrt.

Årsagen er denne: Mens vi konkurrerer om at overvåge vores respektive små markedsandele og fejrer de gradvise forandringer i de brancher, som støtter vores platforme, skaber vi forvirring på markedet. Efterspørger vi forandring-som-om-intet-var-hændt eller et afgørende gennembrud? I sidste ende risikerer vi at tabe til dem, der ser udfordringen i et helt andet perspektiv – den bæredygtige kapitalismes Travis Kalanick’er

Open data-bevægelsen risikerer at gøre nogle af nutidens bæredygtighedsorganisationer til morgendagens Better Place: i grøften med hjulene i vejret. Spørgsmålet er altså, om vi skal vente på, at vi bliver uberiseret, eller vi skal alliere os, slå vores aktiviteter sammen og udvikle fælles visioner og planer for fremtiden? Vi stemmer for det sidste. Og med Brundtlandrapportens trediveårs jubilæum i 2017 har vi kun en kort frist til at få styr på tingene i fællesskab.

Med vores fokus på “Gennembrudsårtiet” frem til 2025 er det målet at hjælpe ledere inden for bæredygtighed med at flytte deres fokus fra markedsledernes udfordringer til mulighederne for oprør. I løbet af denne proces bliver vi nødt til at engagere og inspirere markedsomvæltere – fra dronedesignere og ingeniører beskæftiget med kunstig intelligens til nanoforskere og syntesebiologer. Hver kreativt destruktive periode fører nye typer af eksternalitet med sig, både positiv og negativ. Lad os arbejde sammen for at sikre os, at den næste økonomi er bevidst, ansvarlig, retfærdig og i økologisk henseende fornyelig.

Forrige artikel Derfor vinder maskiner aldrig helt over mennesket Næste artikel Solcelle-app gør borgerne til bæredygtighedsaktivister