Lederne magter ikke digitalt lederskab

Digitalt snæversyn hos topledere og politikere kan koste Danmark vækst og konkurrencefordele. De mangler forståelse for, hvordan de digitale muligheder udnyttes bedst muligt. Efter flere år som global frontløber sakker Danmark bagud i det digitale kapløb. Eksperter efterlyser større ambitioner – og handling. Ledernes tøven udfordrer en ellers veletableret grundfortælling om Danmark som global frontløber inden for it og digitalisering.

Digitaliseringen ruller ind over de danske virksomheder og den offentlige sektor. Nye teknologiske services, big data og ”skyen” ændrer spillereglerne inden for alt fra marketing, salg og kommunikation til innovation og ledelse.

Digitaliseringen åbner ikke bare mulighed for effektivisering og en tiltrængt forbedring af den danske produktivitet, men skaber også ny vækst og beskæftigelse. For hvert job, som tabes på grund af internettet og digitaliseringen, skabes der 2,6 nye.

Men både på direktionsgangene og blandt politikerne mangler man stadig at foretage de strategiske prioriteringer, som kan sikre, at de teknologiske muligheder udnyttes bedst muligt. Når det kommer til at tage næste skridt og bruge teknologien til at understøtte den danske konkurrencekraft, halter ”Ledelsesdanmark” bagefter. Det udfordrer en ellers veletableret grundfortælling om Danmark som global frontløber, når det kommer til it og digitalisering. 

”Den teknologiske udvikling skaber en række nye muligheder for at styrke vores position i den globale konkurrence. Døren for dette er åben nu, og vi har en række styrkepositioner at bygge på. Men det vil kræve en mere ambitiøs og strategisk indsats fra Danmarks beslutningstagere i både politik og erhverv. Digitaliseringsrapporter og nogle af de mange gode anbefalinger skal gøres til virkelighed, så de andre lande ikke overhaler os, blot fordi deres virksomheder og politikere tænker teknologi mere aktivt ind i vækst og udvikling," siger Jan Horsager, research manager for IDC og tidligere redaktør på Computerworld.

Allerede i dag sakker vi agterud i forhold til andre lande i brugen af de nye teknologiske services. En undersøgelse af brugen af cloud-teknologi, som er foretaget af softwarevirksomheden Symantec, viser, at kun 31 pct. af de danske virksomheder implementerer server-virtualisering mod 45 pct. på globalt plan. Og kun 27 pct. af virksomhederne har etableret eller er ved at etablere en privat eller hybrid sky, mod 35 pct. internationalt.

World Economic Forum placerer i sit nyeste ”Networked Readiness Index 2013” Danmark på en 8.-plads i forhold til teknologiparathed. Det lyder umiddelbart imponerende, men Danmark lå for blot fem år siden på 1.-pladsen, og i dag ligger vi efter både Sverige, Norge og Finland.

Udviklingen bør ifølge Lars Goldschmidt, direktør for DI, være et advarselssignal, som kalder på handling og fælles indsats nu.

”Det er nødvendigt at højne ambitionsniveauet markant både på samfundsniveau og i den enkelte virksomhed. Der er brug for fælles forpligtende mål, hvis vi skal vinde en førerposition igen,” lyder opfordringen. 

Mulighederne udnyttes ikke

Danske topledere er i høj grad hoppet med på den digitale bølge. Flere store danske virksomheder og den offentlige sektor har de seneste år lagt mange kræfter i at etablere velsmurte it-organisationer.

”It er blevet en del af hverdagen. Både i det private og i det offentlige har der de seneste år været en stor motivation for at inddrage og udnytte de digitale muligheder. Det gør, at brugen af nye teknologier og vidensniveauet generelt er vokset,” siger Carsten Gomard, bestyrelsesformand for Netcompany og formand for DI’s udvalg for it-politik.

It ses i dag, både i det offentlige og det private, som en afgørende parameter for vækst og udvikling. Den nyeste udgave af rapporten ”IT i praksis”, der laves af Rambøll Management Consulting og DANSK IT, som hvert år tager temperaturen på brugen af it i den private og offentlige sektor, viser således, at mere end fire ud af fem private topledere betragter it som et strategisk våbenog konkurrenceredskab. Samme billede gør sig gældende blandt de offentlige topledere, hvor fire ud af fem i dag ser it som et strategisk værktøj i forhold til radikal forandring og transformation af den offentlige sektor. Se figur 1.

IT er et strategisk våben" caption="Figur 1  

Figur 2  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/fae0c-aef_fig02_digitalisering-er-afgorende-for-produktivitete.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/5de06-aef_fig02_digitalisering-er-afgorende-for-produktivitete.png | Forstør   Luk

Digitalisering forbedrer virksomheders produktivitet og dermed indtjening markant. Har virksomheden digitaliseret mindst én funktion, betyder det en gennemsnitlig højere værditilvækst pr. medarbejder på 39 pct. sammenlignet med virksomheder, som ikke har det.

Kilde: IT i praksis 2012. [/graph]

Trods den voksende bevidsthed om de digitale muligheder er der dog stadig et stykke vej til at udnytte dem fuldt ud. I undersøgelsen sammenholdes ledernes holdninger med den faktiske strategiske anvendelse af it, og konklusionen lyder, at der fortsat er ”et stort potentiale” for at modne it-forretningen og udnytte it til at differentiere sig fra konkurrenterne – både i den private og offentlige sektor.

Steen Christensen, business manager i Rambøll Management Consulting og medansvarlig for undersøgelsen, uddyber: ”Der er stadig langt fra holdning til handling blandt toplederne. På nær få first movers tænker ledelsen stadig ikke digitalisering som et fundament i hele forretningsmodellen. De har erkendt, at it er vigtigt for deres vækst, men de mangler at overføre det til, hvordan de driver og tænker forretningen.”

Det understøttes af Torsten Jacobsen, partner i PA Consulting. ”Toplederne og bestyrelserne anvender stadig i høj grad it som en metervare frem for et innovativt redskab til strategisk vækst. Der er for meget fokus på cost og for lidt på værdi,” siger han.

En lignende kritik retter sig mod det politiske Danmark. ”Politikerne er i dag ikke visionære nok til at kunne skabe de rigtige rammer for at udnytte det potentiale, som de digitale muligheder har skabt for Danmark. Politisk lederskab, som går ud over det at tænke it som effektiviseringer, er nærmest ikke-eksisterende blandt de danske politikere. Der mangler stadig en overordnet bevidsthed om og lydhørhed over for, hvordan de teknologiske muligheder udnyttes bedst muligt”, siger Jan Horsager fra IDC.

Rapporten om netværksparathed fra World Economic Forum viser, at Danmark især halter bagefter på områder, hvor politikerne kan spille en væsentlig rolle. F.eks. efterspørger det offentlige ikke i tilstrækkelig grad avanceret teknologi, og it får meget lidt politisk opmærksomhed.

IT er en game changer

Udnyttelsen af de digitale muligheder er blevet fundamentalt for landes og virksomheders produktivitet og vækst. I Produktivitetskommissionens seneste rapport udpeges amerikanernes forståelse af it som afgørende for, at USA’s produktivitet i 2011 var 23 pct. højere end den danske:

Undersøgelsen ”Americans Do IT Better: US Multinationals and the Productivity Miracle” fra American Economic Review peger tilsvarende på, at bedre forståelse af it er den væsentligste årsag til, at amerikanske virksomheders produktivitet er markant bedre – også når de opererer i Europa – end europæiske virksomheders.

[graph title="Digitalisering er afgørende for produktiviteten" class="crb-wpthumb attachment-915-0 crb-graph-large" alt="" />

Kilde: Digitalization and Productivity, 2011, CBS. 

Hvad angår topledernes forståelse af de digitale muligheder som afgørende vækstparameter, viser forskning fra Massachusetts Institute of Technology, at virksomheder, hvis topchefer betragter it som et helt afgørende strategisk aktiv, er 21 pct. mere profitable end de virksomheder, der især ser it som en nødvendig udgiftspost.

Og i det første debatoplæg fra regeringens Vækstteam for IKT og Digital Vækst lyder konklusionen således også, at ”danske virksomheder, der har digitaliseret udvalgte interne processer, har en markant højere gennemsnitlig værditilvækst pr. medarbejder sammenlignet med virksomheder, der ikke har digitaliseret”.

Det er bestemt ikke småpenge, der er tale om. Rapporten ”Digitalization and Productivity” fra CBS konkluderer, at produktiviteten pr. medarbejder i virksomheder, der har digitaliseret mindst én funktion, er gennemsnitligt 39 pct. højere end i virksomheder, der ikke har. Se figur 2. Det betyder, at hvis andelen af virksomheder, der har digitaliseret mindst én intern proces, øges med bare ét procentpoint, vil det øge bruttoværditilvæksten i erhvervslivet med mellem 2,6 milliarder kr. og 6,5 miliarder kr. årligt. En forbedring af Danmarks digitale muskelkraft burde derfor også være et enormt attraktivt område for både politikere og topledere.

”It er blevet helt afgørende for vækst og udvikling på alle niveauer. Det er noget, dagens leder ikke kan komme uden om. Men potentialet er endnu ikke indfriet. Der er både for samfundet og for virksomhederne store muligheder for at løfte den måde, hvorpå vi bruger og udnytter de digitale muligheder. Det vil have enorm betydning for vores vækst og konkurrencekraft,” siger Steen Christensen fra Rambøll.

Brug for større ambitioner og mere handling

Fra flere sider lyder konklusionen, at Danmark stadig har muligheden for at vinde medaljer i det globale teknologiske kapløb, men at det vil kræve handling og et mere tydeligt digitalt lederskab.

”Danmark har mulighederne for igen at komme helt op i den globale elite. Men det kræver, at vi vil det på samfundsplan. En forudsætning er, at både det private og det offentlige forpligter sig til ambitiøse fælles mål, som der arbejdes sammen om at opfylde,” siger Lars Goldschmidt.

Jan Horsager peger på, at der politisk set er brug for større ambitioner og en større grad af mod, hvis det fulde økonomiske potentiale skal indfries.

”Mangel på politisk lederskab er i høj grad en udfordring i dag. Det er enormt vigtigt, at politikerne stiller sig op på ølkassen og argumenterer for, hvilken retning de synes, vi skal gå,”

I forhold til private og offentlige topledere lyder opfordringen, at de skal udvide deres syn på og brug af teknologierne og i højere grad integrere de digitale muligheder i deres strategiske ledelse.

”Der er brug for en stærkere it-governance, herunder endnu mere fokus på, hvordan man på ledelsesplan kan integrere og tænke it som en strategisk vækstdriver – som afsæt for nytænkning og udvikling af nye forretningsmodeller. Det kræver, at man kigger udad og lader sig inspirere, og at man f.eks. etablerer advisory boards som refererer til bestyrelse og direktion, eller ansætter egentlige udviklingsansvarlige,” siger Torsten Jacobsen fra PA Consulting.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu