Lomborg: To scenarier for verdensmålene i 2030

FN’s verdensmål skal være nået i 2030. Til den tid skal sult, fattigdom og ulighed mellem kønnene være afskaffet. Alle skal have rent vand, anstændigt arbejde og ren energi, der er til at betale. Men afhængigt af hvordan vi prioriterer målene, kan det ende med meget forskellige resultater. Bjørn Lomborg, leder af tænketanken Copenhagen Consensus, beskriver her to scenarier for 2030.

Af Bjørn Lomborg, direktør for Copenhagen Consensus Center og gæsteprofessor på Copenhagen Business School

De bæredygtige udviklingsmål har vakt stor begejstring, og med målene er der opstillet en ambitiøs vision for 2030. Men hvordan vil verden i virkeligheden se ud, når vi kommer til 2030? 

En ting, vi ved næsten med sikkerhed, er, at verden vil være meget mere velstående – ikke på grund af udviklingsmålene som sådan, men på grund af menneskets snilde og fremskridt.

Ser vi på de sidste 25 år, er forholdene på jorden blevet forbedret for alle de afgørende globale tendenser. Den forventede levealder, den vigtigste målestok, er forlænget globalt med 7,5 år i forhold til for 25 år siden. I det samme tidsrum er 1,25 milliarder mennesker blevet løftet ud af fattigdom, adgangen til rent vand og kloakering er forbedret, flere mennesker i verden kan læse og skrive, og børnearbejde er mindre almindeligt. 

Frem mod 2030 vil der forekomme økonomiske chok og negative begivenheder, men det er højst sandsynligt, at tendensen i retning af øget velstand og mindre ulykkelighed vil holde stik.

Alligevel står vi over for to mulige fremtider.

Udviklingsmålene lover alt til alle: De opstiller 169 delmål for udviklingen, som ækker alt fra reduceret hungersnød og færre børneægteskaber til bekæmpelse af klimaforandring, sikring af grønne områder til handicappede og fremme af bæredygtig turisme.

Det er allesammen vigtige ting, men – hvis vi skal sige det ligeud – er der nogle, der er mere betydningsfulde for menneskehedens fremtid end andre. For nogles vedkommende kan vi gøre en masse godt med få ressourcer, mens vi for andre måls vedkommende vil opnå meget lidt, selv om vi bruger store ressourcer på at nå dem. 

I én mulig fremtid fortsætter vi med at prioritere vores investeringer i udvikling, alt efter hvad der er på den aktuelle politiske dagsorden og hvad der har mediernes opmærksomhed.

Det er den vej, vi er på vej ned ad. Tag for eksempel frygten for klimaforandring, som beslaglægger det meste af den internationale politiske debat. Vores bekymring er nået til et niveau, hvor over en tredjedel af al udviklingsstøtte bruges på projekter og aktiviteter forbundet med klimaforandring – og det i en verden, hvor 1,2 milliarder mennesker stadig lever i ekstrem fattigdom, 2,5 milliarder mangler adgang til vand og kloakering, og næsten en milliard mennesker går sultne i seng.

Større organisationer, såsom Verdensbanken, er begyndt at udfase støtte til fossile brændstoffer, selv om de fossile brændstoffer har drevet den vækst, der dramatisk reducerede fattigdommen i de seneste årtier. Mange hundreder af milliarder af ekstra dollar bruges på tilskud til grøn energi, der stadig er ineffektiv.

I 2030 vil Paris-aftalen om klimaforandring, hvis den implementeres til fulde, koste verden 7-14 billioner kroner om året, fordi den vil reducere væksten en anelse.

Og alligevel vil det intet kunne forandre ved de globale temperaturer i 2030. Selv i 2100, efter at vi ifølge Paris-aftalen har brugt 330-650 billioner kroner, vil virkningen være ubetydelig.

De penge, der bruges på klimaet, vil sandsynligvis udgøre størstedelen af investeringerne i udviklingsmålene – men pengene vil give nogle af de allermindste fordele til verden.

Problemstillingen er imidlertid ikke begrænset til klimaforandring.

Der er mange andre vigtige områder, hvor beslutninger om, hvor pengene skal bruges, fordi de drives af mediehistorier og politiske hensyn, er lige så værdiløse og helt hen i vejret. Hvis vi fortsætter ned ad denne vej, vil verden nok være bedre stillet i 2030 – på grund af økonomisk vækst og menneskets snilde – men vi vil opnå langt mindre, end vi kunne have gjort. 

Bjørn Lomborg

En anden fremtid

Der er en anden mulig fremtid, og i den begynder vi at fokusere på de investeringer, hvor vi kan opnå fantastisk meget godt med få ressourcer.

Det er den fremtid, verden ønsker – herunder verdens fattigste. Vi kan sige det med sikkerhed, fordi FN spurgte over 9,7 millioner mennesker verden over om deres prioriteter.

For hele verden og for dem, der bor i de fattigste lande, kom klimaet sidst – efter 15 andre prioriteter. Ikke overraskende er de højeste prioriteter i udviklingslandene meget grundlæggende: uddannelse, sundhedspleje, beskæftigelse, mindre korruption og fødevarer.

Disse ønsker er helt på linje med Copenhagen Consensus’ økonomiske forskning angående de områder, hvor udviklingspengene kunne bruges mest effektivt.

Copenhagen Consensus gav 82 økonomer og 44 sektoreksperter til opgave at analysere udviklingsmålene.

Resultatet, som blev udgivet af Cambridge University Press i Prioritizing Development, viser netop, at man med investeringer i visse mål ville opnå enormt meget med få omkostninger – hvorimod investering i andre mål vil resultere i meget lidt nytte, trods høje omkostninger.

Hvis man bare fordeler pengene mellem alle målene, reducerer man altså de samlede fordele. Et panel af nobelpristagende økonomer konkluderede, at donorer kunne gøre fire gange mere gavn ved at indsnævre FN’s 169 mål til blot 19 ‘fænomenale’ prioriteter.

Det alternative 2030 er et scenarie, hvor vi tidligt så i øjnene, at det er afgørende at reducere ernæringsfejl hos børn, fordi det resulterer i over 40 kroner i langsigtede sociale fordele for hver krone, der bruges. Det er et scenarie, hvor det gik op for os, at beskyttelsen af koralrevene var et kritisk miljømæssigt mål, for ud over fordelene ved biodiversitet øger sunde rev fiskebestanden, hvilket gavner fiskere og turismen. Et scenarie, hvor vi fremmede universel adgang til prævention og familieplanlægning og undgik 150.000 mødredødsfald og 600.000 børnedødsfald for en årlig omkostning på godt 23,6 milliarder kroner.

I denne verden ville vores højeste prioriteter være de 19 vigtigste mål, der blev fremhævet af panelet af nobelpristagere.

Resultatet ville være, at vi kunne leve i en verden, hvor tuberkulose, en større dræber end HIV/AIDS, er så godt som udryddet. Dette ville ændre millioner af menneskers liv hvert år. 

Vi ville leve i en verden, hvor 145 millioner flere mennesker blev løftet ud af fattigdom, fordi vi begyndte at udradere fattigdom gennem frihandelspolitik. Ved at genoplive Doha-handelsaftalen ville vi have gjort verden 11 billioner dollar rigere hvert år op til 2030. Større frihandel vil have mange positive afledte effekter: Større økonomisk globalisering har vist sig at reducere børnedødeligheden og øge den forventede levetid på grund af højere indkomster og bedre oplysning; den skaber flere arbejdspladser for kvinder, reducerer diskrimination på arbejdspladsen og forbedrer menneskerettighedsforhold; og vigtigst af alt ville vi leve i en verden, hvor vi fik gjort mest mulig gavn. 

Vi ved, at verden vil være bedre stillet i 2030, end den er i dag. Men hvis vi ikke er fornuftige, når vi prioriterer vores investeringer, kommer vi til at bruge billioner på ubetydelige fordele uden at bidrage særlig meget til at gøre tingene bedre.

Alternativet er, at vi kan skifte kurs og fokusere på de mest effektive mål først. På den måde kan vi reelt gøre en enorm forskel. Da udviklingsmålene blev opstillet, var det nemt at love alt til alle. Men nu gælder det om at gøre de smarte ting først – de ting, der virkelig kan forme verden i 2030.

Forrige artikel Industri 4.0 i Sydkorea: En teknologisk og innovativ frontløber Industri 4.0 i Sydkorea: En teknologisk og innovativ frontløber Næste artikel Danmark kan lære af Det Røde Havs turisme-techies Danmark kan lære af Det Røde Havs turisme-techies
  • Anmeld

    John With · Pensionist

    Valgfrihed?

    Vi mangler stadig Bjørn Lomborgs svar på, hvordan klimaudviklingen vil påvirke alle de gode projekter, han anbefaler. Hvordan mener han, at klimatruslen skal imødegås?

  • Anmeld

    Peter S

    Industri lobbyisten forsøger sig igen med sentimentale argumenter

    Ynkeligt forsøg på vildledning og manipulation.
    Endnu engang prøver lobby Lomborg af forblænde os med sin “logiske” retorik. Men uanset hvor mange andre parametre der lykkes, vil det være absurd, da vi uden en massiv indsats mod de beviseligt menneskeskabte klimaforandringer indenfor 17 år vil stå overfor et ragnarok af ubeboligelige lande, tyfoner, oversvømmelser, tørke og deraf følgende massive flygtningestrømme.

  • Anmeld

    Per Kristensen · Site Manager

    1944

    Kunne nogen fortælle mig hvordan den sidste istid opstod ?.
    Var der for mange heste ?, køer ?. Bilen og kraftværker var ligesom ikke rigtigt kommet igang.
    I 1944 var der ekstrem lang og kold vinter i det meste af europa, hvordan kunne det ske ?.
    Peter S nævner massive flygtningestrømme, fint nok, hvorfor nævner ingen andre end mig det virkelige problem. befolknings explotion, godt hjulpet på vej af, at vi ved at sende mad til feks afrika, er med til at accelerere denne uheldige situation.
    Men det er åbenbart en meneske ret at kneppe planeten ihjel.
    Indtil dette problem addresseres er alt ævl om klima netop det, ÆVL

  • Anmeld

    Peter Ole Kvint · omnilog

    Rigtigt

    Et af den store problemer er korruption. Og det giver overskud at bekæmpe den.
    Dårlig regeringsførelse er et andet mål, som giver pengene igen mange gange.

  • Anmeld

    Peter Ole Kvint · omnilog

    Klimatruslen

    Hvis der er en klimatrussel så er den i ny istid. Som vil umuliggøre landbrug.
    En global opvarmning ligesom i Eem-mellemistiden en meget langsommelig, proces som begynder 300 år før på den sydlige halvkugle end på den nordlige halvkugle. Aktuelt er der ikke nogen opvarmning på Antarktisk.