M-health foran gennembrud

Smart udnyttelse af mobilteknologi giver nu læger langt bedre muligheder for at overvåge patienters rehabilitering via computeren på lang afstand - det er blot én af mulighederne indenfor det nye område M-health

“Goddag hr. doktor, det er fru Mortensens højre knæ. Jeg vil bare sige, at jeg har det godt, og at det går fremad hver dag efter operationen.”

Det lyder som en dårlig vittighed. Men rent faktisk har et hospital i Barcelona sammen med teleselskabet Telefónica udviklet en smart knæbandage med indbyggede sensorer. Opfindelsen giver læger mulighed for at overvåge patienters rehabilitering via computer på lang afstand. Det sparer tid og penge for både patienten og lægen. Når forsøget er afsluttet til næste år, håber Telefónica på, at opfindelsen kan sælges til hele verden.

Eksemplet er blot et af mange inden for såkaldt m-health – et område, der spås at eksplodere de kommende år. I dag spænder markedet fra SMS-tjenester, der minder folk om at tage deres medicin, til implantater, der overvåger hjertepatienter. Der findes endda piller med spiselige computerchips, der sender signaler til et plaster på kroppen, der igen sender oplysninger videre til en læges computer.

“M-health har potentialet til at revolutionere sundhedssystemet ved at øge effektiviteten, sænke omkostningerne, udvide adgangen til pleje og forbedre patienternes resultater,” siger Alessio Ascari, der fra Milano leder McKinseys m-health afdeling, til Bloomberg Businessweek.

Alle store telekoncerner som Voda­fone, AT&T, Orange og France Telecom investerer enorme summer i udvikling af nye produkter inden for m-health. Alene i USA ventes industrien at vokse fra 304 millioner dollar i dag til 4,4 milliarder dollar om tre år.

Kilde: Bloomberg Businessweek


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu