Massivt behov for den skjulte vækstfaktor

Vi sælger færre varer til udlandet end vores nabolande, konkurrenceevnen falder, og vi genskaber ikke de mange job, der gik tabt under krisen. En række nye analyser cementerer, at Danmarks udfordringer tårner sig op. Der er derfor hårdt brug for en ny tilgang til vækst og jobskabelse i Danmark.

Nyheden om, at Danmark har en skjult vækstressource i udnyttelsen af lokale kulturtræk falder som regn på en knastør ørkenvandring. Dansk vækst har hårdt brug for ny vækstfaktor. En række nye analyser viser, at det står rigtig skidt til med både konkurrenceevnen, jobskabelsen og flere andre af de områder, der traditionelt har placeret Danmark i toppen af OECD-landene. Danmark sakker agterud.

En analyse, som Nordisk Ministerråd udgiver i dag, viser således, at danske virksomheder er længere om at få gang i eksporten efter krisen, og vi taber markedsandele på vores traditionelle eksportmarkeder. Gennemsnittet af Europas virksomheder har været langt bedre til at komme igen på eksportmarkederne. Samtidig viser analysen, at krisen har kostet de danske fremstillingsvirksomheder 84.000 job fra 2008 til 2011 – heraf 54.000 arbejdspladser i danske eksportvirksomheder. Selv om både eksporten og antallet af arbejdspladser siden er gået frem, sker det langsommere end i de andre europæiske lande. Se figur 1 og 2.

Nordisk Ministerråd melder sig dermed i koret af nedslående stemmer, der har lydt siden sidste mandag med både Dansk Industris årlige globaliseringsredegørelse og Dansk Erhvervs nye konkurrenceevneindeks. I dag kommer også den endelige rapport fra Produktivitetskommissionen. Og summen af de mange rapporter om udviklingen i Danmarks produktivitet, konkurrenceevne og eksport set i forhold til resten af verden er entydig: Danmark er ikke lykkedes med at få gang i hjulene igen efter krisen, og vi ryger stadig længere agterud på en række afgørende parametre.

Login