Den politiske journalistik er i krise. I Danmark og en række andre lande har mediernes pressede økonomi og stadig hårdere konkurrence om breaking news ført til et journalistisk kapløb mod bunden. Det giver næring til en proces, hvor borgernes tillid til både politikere og journalister hele tiden når nye lavpunkter, i takt med at det opskruede nyhedstempo accelererer.

Krisen i den politiske journalistik dokumenteres i en opsigtsvækkende og omfattende analyse, som er udarbejdet af en gruppe medieforskere fra Danmark, Storbritannien, Tyskland og Frankrig, og som udkom i bogform før jul.

Den danske medieforsker Rasmus Kleis Nielsen, Roskilde Universitet, er en af to hovedforfattere, mens lektor Mark Ørsten har bidraget med et kapitel om den politiske journalistik i Danmark.

Analysens konklusioner bekræfter det billede, der danner sig, hvis man ser tilbage på den politiske journalistik herhjemme i 2013. Det blev endnu et år, hvor skandaler og personsager erobrede en stigende andel af medieopmærksomheden og fortrængte de substantielle politiske diskussioner og håndteringen af de centrale samfundsudfordringer til periferien.

De økonomiske konsekvenser er velkendte: Stejlt faldende oplagstal og annonceindtægter for printmedier, fortsat lav betalingsvilje for digitalt leverede nyheder og kraftigt segmenterede tv-markeder med voksende international konkurrence.

Men det er først nu, man for alvor begynder at ane de langsigtede følgevirkninger af den digitale medierevolution: at brede kredse af befolkningen vender sig bort fra mediernes politiske dækning og i anden omgang fra aktiv deltagelse i de demokratiske valghandlinger. Dér er Danmark og Tyskland ikke endnu, men i Storbritannien og Frankrig, to af de ældste vesteuropæiske demokratier, lyser alarmklokkerne rødt.

”Journalistisk kvalitet er som udgangspunkt svær at kvantificere, men der er ingen tvivl om, at den politiske journalistik i de berørte lande generelt er under pres fra højere produktionskrav og digitaliseringens pres på de hidtidige forretningsmodeller. Dækningen er blevet hurtigere, mere kildestyret og i mange tilfælde mere overfladisk,” siger en af bogens hovedforfattere, Raymond Kuhn, der i mange år var leder af instituttet for politisk videnskab ved University of London, hvor han i dag er professor.

Kuhn understreger, at tendensen til kvalitetsnedgang i den politiske journalistik ikke er 100 procent entydig. Der er også en række eksempler på, at nye digitale medier såsom webmediet Mediapart i Frankrig har stået bag vigtige afsløringer af politiske skandaler, der næppe ville være blevet afdækket, hvis det alene havde stået til de politiske journalister ved de dominerende franske tv-stationer. Ifølge Kuhn, der har skrevet kapitlet om den franske politiske dækning, er både de private og statsejede franske tv-kanaler kendt for at gå meget lidt kritisk til de franske politikere.

Rasmus Kleis Nielsen, bogens danske redaktør, påpeger, at de private nyhedsmediers ressourcer eroderer på grund af opbruddet i forretningsmodellerne. Og i de lande, hvor der findes licensfinansierede uafhængige public service-medier, skal disse også producere mere og mere indhold til forskellige målgrupper.

”Både i de privatejede og i de offentligt finansierede medier bliver medielederne nødt til at strække ressourcerne længere, end man er i stand til at håndtere. Og det giver anledning til svipsere, når det gælder kvaliteten,” siger Kleis Nielsen.

I bogens ’danske’ kapitel, ”The Emergence of an Increasingly Competitive News Regime in Denmark”, gør lektor Mark Ørsten, Roskilde Universitet, rede for den brede vifte af faktorer, som tilsammen driver medierne, journalisterne og journalistikken i samme retning:

• Politiske faktorer: Partierne mister medlemmer i stort tal, men får stadig højere offentligt tilskud. De har derfor kunnet professionalisere deres kommunikationsarbejde betydeligt, og de er generelt blevet stærkere i forhold til de stadig mere fortravlede journalister.
• Økonomiske faktorer: Kommercielle nyhedsorganisationer er engageret i en stadig skarpere konkurrence om opmærksomhed og annonceindtægter, ligesom public service-medier kæmper for de høje brugertal, der kan retfærdiggøre deres eksistens. Både private og offentlige medier er tvunget ud i omkostningsreduktioner og effektiviseringer.
• Teknologiske faktorer: De nye digitale platforme betyder, at printmedier, tv-stationer og nye websites konkurrerer i realtid, fordi de kan overvåge hinandens output.

Mark Ørsten påpeger, at den politiske journalistik i Danmark døjer med nøjagtig samme udfordringer som en række andre lande.

Både i volumen og i hastighed skal danske politiske journalister præstere væsentligt mere end i perioden 1980-2000, hvor medierne var helt anderledes velpolstrede, både økonomisk og personalemæssigt, og hvor konkurrencen fra andre medie-, kultur- og fritidstilbud var langt mindre.

Samtidig er der omkring Christiansborg – ligesom det er tilfældet omkring de nationale parlamenter i London, Berlin og Paris – opstået, hvad han og andre forskere kalder ”mediebobler” eller ”medielandsbyer”, hvor relationerne mellem politikere, journalister, spindoktorer og lobbyister er blevet så tætte og lukkede, at der kan stilles spørgsmålstegn ved mediernes reelle uafhængighed.

Det truer i det lange løb også opbakningen til den direkte og indirekte offentlige mediestøtte. 

”Det politiske rationale bag de udbredte direkte og indirekte mediesubsidier, der findes i Danmark, er baseret på den idé, at statslig intervention er nødvendig for at sikre mediernes rolle som en uafhængig institution for demokratisk dialog mellem politikere og borgere [...] Problemet er, at megen forskning i dag stiller spørgsmålstegn ved, både hvor uafhængig den politiske journalistik egentlig er, og hvor mangfoldige og pluralistiske de producerede nyheder er,” skriver Ørsten.

”Det er der ikke nogen tvivl om. Personlig troværdighed betyder alt i politik, og når der rokkes ved den, har det enorme konsekvenser her og nu. Se bare på sagen om Løkkes rejser. Derfor er det også vigtigt at teste politikernes personlige habitus. Politikerne har i den forbindelse selv det ansvar, at de gør meget for at markedsføre deres egen person frem for deres politik. Derfor bliver dén også genstand for den kritiske journalistik,” siger Winther.

Han medgiver, at medieboblen omkring Christiansborg betyder, at en del af den politiske journalistik har tendens til at blive indforstået, skrevet til kilderne og kollegaerne ”for at vise, at man er nyhedsmæssigt foran”.  

”Det er usundt, hvis det tætte miljø fører til indspisthed, og reporterne undlader at skrive historier, fordi de tager andre hensyn end hensynet til offentligheden. Men det mener jeg ikke er tilfældet i Danmark. Tværtimod er konkurrencen så benhård, at alt kommer ud før eller senere, og tillidsforholdet mellem politikere, spindoktorer og journalister er på et absolut lavpunkt af mange årsager,” siger Bent Winther.

Hans politiske redaktørkollegaer på Jyllands-Posten, Politiken, Børsen, DR og TV 2 har ikke ønsket at kommentere emnet. DR’s politiske redaktør, Uffe Tang, havde ikke tid. Jyllands-Postens Christine Cordsen vil lade det være op til andre at være ”smagsdommere over vores arbejde”, mens de politiske redaktører fra TV 2, Politiken og Børsen ikke har svaret på Mandag Morgens gentagne henvendelser.  

Mediefejl skaber mistillid

Et spektakulært og instruktivt eksempel på både den opskruede konkurrence og den ringe kvalitetskontrol leverede DR i form af sin såkaldte exitprognose for kommunalvalget i november.

Den omdiskuterede prognose, der skød forbi valgresultatet med en bemærkelsesværdigt stor margen, byggede på et spinkelt og metodisk tvivlsomt datagrundlag – et miks af tidligere meningsmålinger og exit-poll på valgdagen.

Ikke desto mindre formåede landets mest erfarne politiske redaktører ikke at stoppe mediemøllen, der kværnede den misvisende prognose ud med en sådan styrke, at selv statsminister Helle Thorning-Schmidt nåede at erkende valgnederlaget, der viste sig snarere at være en halv sejr, da de faktiske valgresultater begyndte at tikke ind.

Episoden er efterfølgende kommet til at stå som et monument over den kollektivt svigtende dømmekraft i den politiske journalistik, sådan som den udfoldes i samarbejdet mellem de politiske journalister på Christiansborg og de førende mediers nyhedsredaktioner. 

”Det er svært at komme uden om DR’s nylige exitprognose i forbindelse med kommunalvalget," lød det således med befriende oprigtighed fra DR’s topchef, generaldirektør Maria Rørbye Rønn, da specialmediet Mediawatch bad hende og andre medieledere om at udpege ”årets mediebrøler i 2013”.

Mogens Lykketoft kalder episoden for en ”unfair behandling af en vigtig demokratisk valghandling”, der formentlig skyldes, at DR af konkurrencemæssige grunde ønskede at være først med noget, der lignede et valgresultat.

”Tv-stationerne har nu fået en fuldstændigt entydig henvendelse fra det politiske system om at lade være med at offentliggøre exit-polls, før valghandlingen er slut. Den fejlagtige prognose gav en urimelig bias, og metoden var i særklasse discountpræget,” siger Lykketoft.

Sagen som DR’s exitprognose viser også, at konkurrencen ikke kun påvirker de rent kommercielle aktører. Når de redaktionelle ledere i DR prioriterede hurtighed og høje seertal frem for forsigtighed og kvalitetssikring, bunder det nok også i at seertallene er en vigtig præmis for de forhandlinger om et nyt medieforlig, som Folketinget skal have færdiggjort i år.

Mogens Lykketoft mener dog, trods DR’s kommunalvalgsfadæse, at det er vigtigt at undgå, at privatøkonomiske interesser kommer til at overtage hele mediefladen.

”Der har vi Italien med Berlusconi og Storbritannien med Murdoch som skrækeksempler. Disse multimilliardærer vil altid mene noget. Det er vigtigt at sikre, at en afbalanceret informationsvirksomhed mellem politikerne og folket kan finde sted, uden at mediebilledet bliver ødelagt af ensidigt dominerende kapitalinteresser,” siger Folketingets formand.

Kilde: Raymond Kuhn & Rasmus Kleis Nielsen (red.): ”Political Journalism in Transition – Western Europe in a Comparative Perspective”. I. B. Tauris, 2013. Bogen er udgivet med støtte fra Reuters Institute for the Study of Journalism.