Microsoft CEO håber på et globalt GDPR

GDPR er et af de få eksempler på at EU har formået at præge udviklingen af den digitale økonomi. Ved Davos-mødet for nylig meldte Microsofts CEO ud, at han gerne så en lignende regulering på globalt niveau.

Peter Hesseldahl

 

Det er kun et fåtal, der har mulighed for at blande sig med eliten ved World Economic Forum årlige topmøde i Davos. Heldigvis kan man følge de fleste sessions både live, og efterfølgende på nettet.
 
Der er virkelig meget interessant materiale, bl.a. samtalen mellem Microsofts CEO Satya Nadella, og WEFs chef Klaus Schwab.

Modsat de fleste amerikanske erhvervsledere, er Nadella tydeligvis ikke modstander af regulering – og han er varm fortaler for GDPR:

”GDPR har været del af en helt ny erkendelse af hvor vigtigt det er at vi tager udgangspunkt i det grundlæggende princip, at brugerne skal have kontrol over deres data. Brugerne ejer deres data – og hvis et selskab som Microsoft skal betros at håndtere deres data, skal det være på basis af en tillid, som vi har gjort os fortjent til.

Det er ikke kun tech-sektoren, der skal indse det, det gælder enhver virksomhed, der arbejder med data”, siger Satya Nadella.


Klaus Schwab spørger i samtalen ind til virksomhedernes etiske ansvar. Nadellas svar er, at der er behov for fælles normer, men at de enkelte virksomheder ikke kan frasige sig et ansvar:

”Tag eksempelvis ansigtsgenkendelse, det vil blive demokratiseret, og det vil blive vidt udbredt. Jeg kan komme med ti eksempler på anvendelser der klart er gavnlige og vigtige – men jeg kan også komme med ti eksempler, der vil skabe virkelige udfordringer,” siger Nadella:

"Markedet er baseret på konkurrence, men markedet skelner ikke mellem den rette og den forkerte brug af ansigtsgenkendelse. Hos Microsoft har vi sagt, at vi må have et sæt af principper som udgangspunkt, når vi udvikler teknologien for at sikre, at det anvendes på en fair og solid måde – og ikke med alle de uheldige konsekvenser."

"Det er selvregulering. Men samtidig hilser vi enhver regulering velkommen, der kan hjælpe til at markedet ikke bare bliver et race to the bottom, hvor man underbyder hinanden på etikken. Det er hvad der vil ske, hvis det overlades til markedskræfterne alene, og det vil i sidste ende blot føre til hårdere regulering, fordi vi kommer til at forholde til det, når der er sket skader,” mener Satya Nadella.  


Nadella håber, at GDPR kan være forløberen for fremtidige globale normer omkring data og etik:

”GDPR er en fantastisk start på at tage data beskyttelse alvorligt som en menneskeret. Jeg håber, at vi også i USA vil indføre noget i samme retning, faktisk håber jeg at vi globalt kan arbejde på at finde en fælles standard – vi ønsker jo netop ikke at verden bliver fragmenteret, så transaktionsomkostningerne vokser,” siger han:

”Jeg håber at vi kan finde sammen, Europa og USA i første omgang, og gerne også Kina, så de tre regioner kan sætte en global standard. Folk tror det her er en konflikt mellem regionerne, men selv om alle lande selvfølgelig har lov sætte deres egne interesser forrest, så hjælper det os alle med at vokse i en digital verden, hvis vi er connectede”, siger Satja Nadella.

 

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu