Dagens økonomiske og politiske utopi er nem at få øje på: Alternativets gentagne forslag om en 30-timers arbejdsuge. Finansministeriet dokumenterede i sidste uge utopien med et regnestykke, der viste, at forslaget ville dræne statskassen for 130 milliarder kr. Det er dog under halvdelen af, hvad tænketanken Kraka tidligere har analyseret sig frem til – hvilket viser usikkerheden i den slags beregninger*. Men 130 milliarder er dog stadig et anseligt beløb.  Hvis det altså holder.

Spørgsmålet er nemlig, hvad der er mest utopisk? At det vil koste et sted imellem 130 og 270 milliarder kr. at reducere arbejdstiden med 7 timer om ugen, eller at det stort set er gratis, som Alternativet hævder. Med den enorme usikkerhed, der knytter sig til dens slags analyser, afholder vi os klogeligt fra at mægle i den strid, men blot understrege det virkelighedsfjerne i afviste utopier. Historien giver stadig flere eksempler på, at hævdvundne utopier rammer os i nakken som nye virkeligheder.

Hvis nogen for 15-20 år siden havde forudset, hvordan digitalisering og informationsteknologi med Google, smartphones, sociale medier som Facebook m.fl. har revolutioneret vores hverdag og udfordret og ændret de traditionelle konkurrencevilkår og forretningsmodeller, var det sikkert blevet karakteriseret som ren fantasi og utopi. Men virkeligheden er, at fiktion er blevet til faktion. Og vi har kun set begyndelsen. De revolutioner, vi har oplevet de seneste par årtier, vil accelerere og blive langt mere gennemgribende, end vi antagelig i dag har fantasi til at forestille os. Derfor ville de blive placeret i kassen for utopier af enhver, der måtte have mod og evner til at præsentere dem. Det er f.eks., hvad der er sket med ideen om en 30-timers arbejdsuge.

Arbejdsmarkedets utopi og virkelighed

Men realiteten er, at netop arbejds- og jobmarkedet kan forudses at blive ramt af en række utopier, som tvinger politikere, økonomer og virksomhedsledere til at disrupte deres modeller. En af de bøger, der skarpest og mest overbevisende tegner billedet af fremtidens arbejdsmarked, er ”The Rise of the Robots”. Den er skrevet af den amerikanske IT-ekspert Martin Ford og er i Financial Times udnævnt til årets bog i 2015. Med undertitlen ”Technology and the Threat of a Jobless Future” er temaet slået an, og konklusionen er veldokumenteret, klar og meget udfordrende: Takket være den avancerede teknologi med robotter og kunstig intelligens er vi hastigt på vej mod en situation, hvor fuld beskæftigelse, som vi kender den i dag, er en illusion. Vi skal dele jobbene efter helt nye kriterier.

Bogen er spækket med eksempler på, hvordan kombinationen af robotteknologi og kunstig intelligens vil overtage en række såvel lavt- som højtuddannede jobs. Begrebet rutinejobs skifter karakter. Et rutinejob er et job, som bedre, mere effektivt og til lavere omkostninger kan varetages af en computer. F.eks. vil alle, der arbejder med store datamængder, med væsentlige økonomiske og sikkerhedsmæssige fordele kunne erstattes af computere. Så både jurister, videnskabsfolk og journalister er ifølge bogen blandt de truede jobarter.

Men den arbejdskraftintensive servicesektor er især et oplagt mål for avanceret teknologi. Et eksempel fra fastfoodsektoren: Et nyt teknologisk system udviklet af virksomheden Momentum Machines i USA er i stand til at producere 360 færdige og meget velsmagende hamburgere i timen.  Systemet vil være finansieret efter et års besparelser i personale. I forvejen er en række af andre processer omkring kundebetjening i kæderne ved at blive automatiseret. Derfor er det ikke utopi at forestille sig, at fastfoodkæder i løbet af relativt få år primært er bemandet af computere og robotter. Den japanske sushikæde Kura med 262 restauranter har allerede næsten fuldautomatiseret såvel tilberedningen som serveringen af maden, inklusive udskrivning af regninger og sikring af betalingen. Det giver ifølge kæden høj ensartet kvalitet til betydeligt lavere lønninger og priser. Ejere og kunder er tilfredse. Men det gælder ikke jobmarkedet.

Det forudses, at store kæder som McDonald’s følger hastigt efter. McDonald’s beskæftiger alene 1,8 millioner mennesker på deres 34.000 restauranter. Men udviklingen rammer også detailkæderne, hvor Amazon er eksemplet på det potentielt fuldt automatiserede stormagasin. Martin Ford estimerer, at omkring 50 pct. af arbejdspladserne i de store kæder vil blive overtaget af ”digitale medarbejdere”. Derfor er budskabet i bogen også meget klart: Den digitale udvikling vil accelerere og betyde et opgør med ideen om fuld beskæftigelse til alle i en normal arbejdsuge. Derfor er vi tvunget til neget hurtigt at nytænke såvel arbejdsmarkedspolitikken som de samfundsøkonomiske modeller. De adresserer langtfra den virkelighed, som med stor hast udfolder sig i disse år. Perspektivet bekræftes i øvrigt af den rapport, som World Economic Forum udsendte i januar i år under titlen ”The Fourth Industrial Revolution”. Her var konklusionen også, at revolutionen vil gøre millioner af jobs overflødige.

Bogen dokumenterer i sine mange analyser, at sammenhængen imellem produktivitet, højere lønninger og forbrug er ved at kollapse. Arbejdskraftens aflønning betyder stadig mindre for produktiviteten. Den bestemmes ikke så meget af, hvor mange der arbejder, men hvordan vi arbejder. Og her er teknologien den nye drivende spiller. En opgørelse baseret på tal fra det amerikanske Bureau of Labor Statistics viser, at siden 1950 er produktiviteten steget med 254 pct., men aflønningen af arbejdskraften med kun 113 pct., og den kløft er under kraftig uddybning.

Borgerløn skal sikre forbruget

Men hvilke konsekvenser har den udvikling? Martin Ford frygter for fremtidens forbrug i en situation, hvor arbejdsmarkedet ikke længere kan sikre en fortsat stigning i de samlede indkomster. Derfor stiller han det provokerende forslag, at vi kan blive tvunget til at indføre en form for borgerløn for at modvirke et dramatisk fald i forbruget. Han erkender det udfordrende i forslaget og de umiddelbart uoverskuelige økonomiske konsekvenser – i hvert fald ud fra de traditionelle opfattelser af økonomiske sammenhænge. Men dem sætter han også bogen igennem store spørgsmålstegn ved.

Hans forslag er også en vigtig pointe i en anden ny bog, der udkom tidligere i år under titlen ”Utopia for Realists” skrevet af den hollandske debattør Rutger Bregman. Den har netop undertitlen ”The case for a Universal Basic income, Open Borders, and a 15-hour Workweek”. På linje med Martin Fords bog bygger Bregman sine forslag på en række økonomiske analyser og tendenser og retter en skarp kritik mod de traditionelle økonomiske modeller for ikke at forholde sig til de drivkræfter og sammenhænge, der former et moderne samfund. Han henviser til banebrydende eksperimenter fra bl.a. Finland og Holland, hvor man undersøger de økonomiske muligheder i basisindkomster til fattige frem for de kendte overførselsindkomster, der knyttes sammen med en række rigide krav, de fleste har svært ved at opfylde.  Forsøgene gør op med tesen om, at en reel borgerløn fratager folk motivationen til at arbejde. Tværtimod er opfattelsen, at vi af den vej udrydder fattigdom og åbner for ny kreativitet.

Om den ide holder stik, er svært at afgøre, eftersom forsøgene endnu er nye. Men budskaber og konklusioner i de to velresearchede bøger viser, at vi bliver nødt til seriøst at forholde os til det utænkelige – det utopiske. Hvis man skal tage de to forfattere seriøst, er en 30-timers arbejdsuge en uundgåelig konsekvens af den digitale udvikling. Så langt giver de Alternativet ret. Hvad prisen er, og hvordan man skal indrette økonomien, så det ender med at blive en samfundsøkonomisk fordel, er et kompliceret regnestykke, som næppe kan rummes af de eksisterende makroøkonomiske modeller. Deres begrænsning er, at de ikke kan forholde sig til de utopier, som antagelig bliver til virkelighed om få år. Modellerne opererer rationelt og pragmatisk, men hvis der er noget, som ikke følger rationelle spor, er det udviklingen det kommende tiår.

Den utopiske nationaløkonomi

Det fører frem til en anden konklusion: Nationaløkonomien er den måske mindst innovative og mest tilbagestående videnskab, al den stund at den igennem mange årtier har forholdt sig til den økonomiske udvikling ud fra samme basale kriterier. Andre fagområder har løbende måttet justere deres modeller i respekt for de store forandringer i verden. Den innovationskraft savnes i nationaløkonomiens verden. Derfor er BNP et stadig mindre anvendeligt værktøj til at forstå og måle et samfunds udvikling efter. Martin Ford nævner i sin bog den ”perfekte storm”, der efter hans opfattelse får størst indflydelse på udviklingen det næste tiår, nemlig kombinationen af klimaforandringerne og digitaliseringen.

Spørgsmålet er, om den udvikling kan omfattes af BNP-systemet. Hidtil har BNP ikke kunnet vurdere de samfundsmæssige konsekvenser af klimaforandringerne på ressourceforbruget m.v. Nu bliver det spændende at se, om modellerne kan opfange de spilleregler, det digitale arbejdsmarked skal udvikles efter.

Derfor skal man også tage finansministeriets beregninger af Alternativets forslag med et par kilo salt. Men problemet er langt større: Hvis man ikke er i stand til at formulere en klar diagnose, fejler man også med kuren og de understøttende incitamenter. Her der det store spørgsmål, om og i hvilket omfang de nye økonomiske drivkræfter indgår i Danmarks 2025-plan. Hvis ikke de er stærkt integrerede, vil planen være mindst lige så utopisk, som forslaget om en 30-timers arbejdsuge kritiseres for at være.

(*Opdatering 18/8-2016: I klummens indledning er der ved en fejl sket en direkte sammenligning mellem Krakas og Finansministeriets analyser. De måler nemlig effekten af en 30 timers arbejdsuge på forskellige kriterier. Beregningernes forskellighed og størrelse er imidlertid ikke afgørende for såvel indfaldsvinkel som konklusioner. Den form for beregninger er under alle omstændigheder behæftet med betydelig usikkerhed og nærmer sig gætterier. Artiklens hovedbudskab er uantastet og handler om problemerne med at vurdere og sætte tal på radikale omvæltninger samt om behovet for at nytænke løsningerne. Mvh, Erik Rasmussen)