Nesta: Disse ti trends vil dominere 2018

I medierne er julen traditionelt en tid til forudsigelser. Alle kloge hoveder er ude med bud på, hvad det nye år bringer. Her på redaktionen er vores yndlingsprognose, den engelske innovationsfond Nestas '10 predictions for 2018'.

Peter Hesseldahl

Forskellige anvendelser og konsekvenser af kunstig intelligens er det gennemgående tema i den britiske innovationsfond og tænketank Nestas '10 predictions for 2018'.

Skribenterne forventer, at myndighederne rundt om i verden vil vågne op og blive langt mere opmærksomme på, hvordan man kan stille krav til brugen af algoritmer, der hastigt bliver smartere og mere magtfulde, men som ofte er en black box, som ikke giver nogen indsigt i, hvilke antagelser og værdier den baserer sine anbefalinger og beslutninger på.

Algoritmerne vil bl.a. blive bedre til at afløse menneskers humør og velbefindende, og maskiner vil begynde at skabe 'kunstværker', som til forveksling ligner ægte, menneskeskabt kunst.

Bag udviklingen står naturligvis den sædvanlige håndfuld af it-mastodonter (Apple, Google, Facebook …) og Nesta forventer, at sundhedssektoren bliver et af de områder, hvor it-giganterne vil opkøbe og udvide aktiviteterne. 

Droner vil også få mere luft under vingerne i det nye år, ikke mindst hos myndigheder og byplanlæggere, der vil arbejde på regulering, der kan hjælpe til at undgå, at livet i byerne bliver forringet og forstyrret af sværme af larmende flyvende droner, der skaber utryghed blandt borgerne.

Netsa forventer også mere kritisk fokus på de miljømæssige konsekvenser af at holde internettet og blockchain kørende med elektricitet, og på produktionen af vores milliarder af smart devices med eksotiske og problematiske metaller.

Måske den mest fremmedartede af Nestas ti forudsigelser er, at der vil være større opmærksomhed og langt flere, der benytter sig af virtuelle, statsborgerskaber a la de e-statsborgerskaber, som Estland allerede har udstedt 27.000 af.

Jeg kan såmænd forudsige, at det er en historie, vi vil tage op her på MM Next i 2018.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu