I Danmark kan vi godt lide tanken om, at vi er lidt gode til alt. Måske ikke verdens bedste til det hele, men vi er generelt set rimelig godt med. Det er formentlig vores opdragelse med, at vi ikke skal skille os ud fra mængden, og der skal være plads til alle, der sætter sine spor her.

I en social kontekst kan det være en god værdi at leve ud fra, men i en virksomhedsmæssig kontekst med global konkurrence er dagens generalister og usynlige genier ikke dem, der overlever eller skaber beundringsværdige resultater. I den konkurrence er der ikke plads til alle, og der er kun sjældent præmier til nummer to og tre. I Danmark har vi dog internationale førerpositioner på nicheområder, som alle er skabt af folk der kunne, turde og ville noget. Uanset om det er legoklodser, øl, termostater eller vindmøller, så begyndte det med en enkel ide, der blev udviklet til at blive den førende i den pågældende niche og dernæst satte sig på verdensmarkedet.

Mangfoldigheden i de fire eksempler understreger, at det kan være svært at forudsige morgendagens stjerner og smide alle pengene i deres retning. Det, som nogle kalder pick the winners. Selv om den strategi i teorien har sine åbenlyse fordele, så er det farligt at lægge alle vores frugter i få kurve og tro, at vi kan forudsige, hvad der bliver et hit næste år. Hvad hvis vi tager fejl? Men det gode element i strategien - at satse på det, der virker - kan bruges i andre sammenhænge.

Vi skal nemlig blive bedre til at satse på de kloge hoveders bedste ideer. Eksempelvis er Danmark et grønt forgangsland. Det betyder langt fra, at vi er verdensmestre i alt, der handler om grønne teknologier, og derfor skal vi heller ikke investere i alt, der begynder med ’grøn’. Men inden for eksempelvis smart grid, vind, vandteknologier og biomasse, kan vi noget, andre ikke kan. Her har vi de kloge hoveder. Dem har vi også inden for f.eks. nicher som sundheds it, grøn it og finans it, som beskæftiger titusinder af medarbejdere. Kendetegnende for disse – i øvrigt ret forskellige – fokusområder er, at de alle er smalle nicher, som vi er lykkes med at skalere internationalt. Eller med andre ord: Vi har defineret os selv inden for et smalt område og skaleret det bredt internationalt.

Vi har altså fortsat brug for at støtte bredt. Men på den anden side har vi i stigende grad brug for blive helt skarpe på vores styrkepositioner, så vi kan skabe vækst og velstand i en global dagsorden. Vi står således over for det paradoks, hvor vi ikke kan vælge, men alligevel tvinges til det. Et forslag kunne være at bruge en del af landets midler til innovation og forskning på at udvikle nye løsninger, produkter og nicher og dedikere en anden del af rigets begrænsede midler til at brede de bedste nicher, løsninger eller produkter ud på de internationale markeder og skabe vækst. Så tror jeg, vi kan lykkes med at være både smalle og brede på samme tid!

Vores kloge hoveder er dygtige til at udvikle. De ved ikke nødvendigvis ret meget om patentansøgninger, markedsmodninger, eksportfremmemuligheder eller venture capital. De ved til gengæld en hel del om at opfinde dimsedutter og duppeditter, der er løser et problem, som mange andre også har, og som de er villige til at betale for. Derfor skal de gode ideer over hele det brede erhvervsspektre støttes bedre, således at de bliver markedsførende inden for deres meget smalle niche på det globale marked.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.