Hvilken dansk entreprenørvirksomhed kan bygge 500 huse på 6 uger i et ekstremt ressourcesvagt område i det nordøstlige Afrika med en arbejdsstyrke bestående af flygtninge og internationale eksperter? Hvilken globalt førende dansk virksomhed kan fjerne livsfarlige ueksploderede miner, granater og bomber, så lokale befolkninger i Asien og Afrika atter kan begynde at dyrke jorden? Hvilken dansk logistikkoncern besidder kompetencen og erfaringen til med få døgns varsel at håndtere titusinder af mennesker med akut behov for husly, mad og vand?

Som eksempel på en opgave, som danske virksomheder kunne byde ind på, nævner han DRC’s aktuelle indsats for sydsudanske flygtninge i Gambella-regionen i Etiopien. Her har nødhjælpsarbejdere gennem måneder hver evig eneste dag leveret 1 mio. liter rent vand til de mere end 100.000, der er flygtet fra borgerkrigen.

”Kunne man forestille sig, at store danske virksomheder med ekspertise inden for bæredygtige vandløsninger i denne sammenhæng kunne yde et strategisk eller konkret bidrag til vores operationer og samtidig lave en forretning ud af det?,” spørger Andreas Kamm.

Invitationen fra generalsekretæren kommer på et tidspunkt, hvor Danmark er i færd med at justere flere af elementerne i vores samlede internationale engagementer. Udenrigsministeriet har skåret både antallet af repræsentationer i udlandet og den overordnede strategi til, således at man har skarpere fokus på, hvordan både diplomaterne og udviklingsbistanden gennem Danida bliver mere effektiv og samtidig skaber merværdi for danske virksomheder og det danske samfund som helhed.

Samme toneart brugte Venstres udviklingsordfører, Jakob Ellemann-Jensen, da han forleden i Berlingske gjorde sig til fortaler for at spare 2,5 mia. kr. på dansk ulandsbistand, der efter hans opfattelse bør have en langt skarpere fokus på Afrika og på at bidrage til vækst og beskæftigelse i danske virksomheder.

På samme måde har statsminister Helle Thorning-Schmidt gjort det klart, at Danmark absolut ikke har nogen planer om at øge sin udviklingsbistand fra de aktuelle 0,7 pct. af BNP, mens hun derimod kritiserer andre EU-lande, hvis ulandsbevillinger relativt set ligger væsentligt lavere.

Danmark gør det flot

Den politiske vindretning har Andreas Kamm taget bestik af. Og han understreger, at han ikke har noget horn i siden på Christiansborg og Danmark, når det handler om at tage ansvar for verdens flygtninge og fattige.

”Danmark påtager sig sit ansvar både nationalt og internationalt. Det er vi kendte for. Det kan man måle på antal flygtninge målt op imod befolkningstal. Der ligger vi flot inden for EU. Vi har en høj udviklingsbistand. Så der ligger vi også flot med et flot renommé. Jeg synes ikke, at Danmark ikke gør det godt nok. Danmark gør det glimrende, og fuldt så godt som andre,” siger Kamm, der desuden er formand for ECRE, der er en europæisk sammenslutning af 87 ngo’er, som arbejder med hjælp til flygtninge globalt og lokalt.

Mens Danmark løfter sin del af byrden, konstaterer Andreas Kamm dog samtidig, at der i dag ikke længere er balance mellem antallet af flygtninge på verdensplan og så de rige landes vilje til at hjælpe disse millioner af mennesker på flugt. Og her opfører de 28 EU-lande sig i øjeblikket som en virksomhed, der forsøger at skubbe en udfordring væk i stedet for at analysere udfordringen og planlægge, hvordan man håndterer den.

”Kapaciteten til at hjælpe er lig med summen af de finansielle midler og den tilstedeværende politiske vilje til at hjælpe. Det politiske rum er præget af, at politikerne skal genvælges. Og samtidig er de jo på deres poster for at spejle holdningerne i befolkningerne. Det accepterer jeg fuldstændig. Men virkeligheden i Europa i dag er, at der hersker et race to the bottom, hvor man forsøger at skubbe problemet videre til hinanden.”

Denne situation kan og bør ifølge Andreas Kamm ikke fortsætte.

”I Europa mangler vi det fællesskab, at vi påtager os et ansvar og fordeler det mellem os. Vi skal finde ud af, hvem der er flygtninge, og hvem der ikke er det, og som så skal returneres, og blive enige om en fordelingsmodel. Vi kan ikke efterlade Italien med hele problemet med f.eks. at håndtere den aktuelle flygtningestrøm over Middelhavet. I Danmark fordeler vi flygtningene mellem kommunerne, og noget lignende burde man også kunne finde ud af mellem EU-landene.”

Det store billede

Andreas Kamm går i Flygtningehjælpens hovedkvarter i Borgergade i det indre København under tilnavnet ”generalen”. Og selv i en travl tid, hvor medierne hiver i ham konstant for at kommentere den humanitære krise med titusinder af bådflygtninge i Middelhavet, kan han hurtigt mobilisere det globale strategiske overblik, som han har udviklet gennem mere end 30 år i nødhjælpens globale tjeneste.

”Det er de fire store konflikter i Syrien, Irak, Sydsudan og i Den Centralafrikanske Republik, som skaber de store flygtningestrømme aktuelt. Det er dem, det internationale samfund – uanset hvordan man nu skal mobilisere midlerne og strategierne – må sætte ind på at håndtere. Er det nemt? Nej. Men det er det, der skal til.”

Direkte adspurgt mener Kamm ikke overraskende, at det er de sammenhængende konflikter i Syrien og Irak med borgerkrige og konflikten med Islamisk Stat, man først og fremmest bliver nødt til at sætte ind på at få løst.

”Det er så voldsomt og så faretruende, at det ikke må blive værre. Situationen i Libanon og Jordan er faretruende, fordi de har så mange flygtninge, at landene skælver. Forestil dig, at de lande braser sammen og bliver arnesteder for de ting, vi ser inde i Syrien. Så har verden og ikke mindst Europa tre gange så store problemer. Det må ikke ske,” siger Kamm, der i lighed med mange andre iagttagere ser disse konflikter som en armlægning mellem Saudi-Arabien og Iran om den dominerende rolle i Mellemøsten.

”Det er meget ulykkeligt, at disse store magter – undskyld, jeg siger det – ligger og føder disse konflikter. Man bliver nødt til at få dem inddraget i løsninger, der kan bilægge konflikterne. Set fra det perspektiv er det positivt, at man får åbnet for at inddrage iranerne mere i en positiv udvikling i konflikten i Syrien.  Men det ændrer ikke ved, at verden nu har over 40 sammenbrudte stater og en udvikling, der lægger konflikter til uden at afslutte andre.”

Fra Borgergade til felten

[graph title="En humanitær organisation i vækst" caption="Figur 3  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/553af-cka_figur03_en-humanitaer-organisation-i-vaekst.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/b3e8c-cka_figur03_en-humanitaer-organisation-i-vaekst.png" text="Antallet af lønnede ansatte i DRC er vokset støt de seneste år. Det store fald i antallet af frivillige fra 2012 til 2013 skyldes primært en reduktion i tildelingen af satspuljemidler til DRC, hvilket betød færre aktiviteter for frivillige."]Kilde: Dansk Flygtningehjælps Årsrapport 2013 [/graph]

På samme måde som generalen i Borgergade har det store strategiske overblik, glæder han sig også over at komme ud i felten, hvor Dansk Flygtningehjælp udfører det helt konkrete med at hjælpe verdens flygtninge. Og hvor han kan konstatere, at organisationen stadig er i stand til at arbejde effektivt selv under vanskelige forhold.

Andreas Kamm var således for nylig i Gambella i Etiopien, hvor DRC på bare 6 uger har bygget 500 huse med en arbejdsstyrke, der består af manpower rekrutteret i flygtningelejren og så en håndfuld internationale medarbejdere, der leder og strukturerer arbejdsopgaverne.

”Det er organiseret fuldstændig som et typehusfirma. Nogle laver spær, nogle laver vinduer, mens andre laver tag. Derefter bliver det kørt ud som elementer og klappet op. På den måde kunne vi bygge rasende mange huse rasende hurtigt til en fornuftig pris,” siger Kamm og tilføjer, at hans organisation er ”ret dygtig” til at etablere rationelle arbejdsprocesser i omgivelser, hvor det er svært og farligt at arbejde, og hvor der er vanskelig adgang til ressourcer.

Dansk Flygtningehjælp er vækstet markant i løbet af de seneste år. I 2011 havde organisationen knap 4.800 lønnede ansatte rundt omkring i verden og en omsætning på 1,4 mia. kr. Se figur 3. I dag er omsætningen steget til ca. 2,2 mia. kr., mens medarbejderstaben er vokset til omkring 6.700, hvoraf cirka 6.000 arbejder uden for Danmarks grænser. Langt hovedparten af disse medarbejdere rekrutteres lokalt, mens man har godt 500 udstationerede internationale eksperter. Heriblandt er der en del danskere, men det er ifølge Andreas Kamm slet ikke muligt at finde tilstrækkelig kvalificerede og udstationeringsvillige eksperter i Danmark, og derfor har man et stort antal medarbejdere af andre nationaliteter.

Ifølge Andreas Kamm har de seneste års store kriser fået efterspørgslen på dygtige internationale medarbejdere til at vokse kraftigt, og det betyder et opadgående pres både på lønnen, og det man kalder terms of employment. Hvad er de samlede vilkår for eksperterne? Kan man have sin familie med? Har man en projektansættelse eller et engagement uden tidsbegrænsning?

”Det, man kalder international human ressources, er en udfordring, vi arbejder med lige nu, og hvor vi, hvis jeg skal være ærlig, har været lidt for langsomme til at blive opdaterede. Omvendt er det uden tvivl et område, hvor både vi og andre danske virksomheder kunne have gavn af at tale med hinanden,” siger Kamm.

Dansk Flygtningehjælps generalsekretær er ikke bange for at erkende de områder, hvor hans egen virksomhed bør trimmes. Og han er meget optaget af, om det kan lade sig gøre at starte en proces, hvor DRC og førende danske virksomheder sætter sig sammen omkring et verdenskort og taler international forretningsudvikling.

”Er der nogen af de steder, hvor vi er, hvor virksomhederne også gerne vil være? At vi så at sige arbejder på at blive forretningspartnere på kort, mellemlang og lang sigt. Det skal ikke være velgørenhed, men gensidigt attraktive partnerskaber,” siger Kamm og peger på, at etableringen af en flygtningelejr reelt kan sammenlignes med at grundlægge en ny by.