Selv om det amerikanske præsidentembede giver indehaveren store magtbeføjelser, er det sjældent, at amerikanske præsidenter gør det, som Barack Obama gjorde i begyndelsen af september 2013: træffer en spontan og personlig beslutning i en kompliceret sag om krig og fred i Mellemøsten.

Ved indgangen til 2014 synes det imidlertid at stå klart, at den amerikanske præsidents egenrådige, spidsfindige og langtfra heltemodige beslutning har skabt et nyt momentum i international politik. I stedet for som commander-in-chief at gennemføre et begrænset angreb på Syrien valgte Obama at lade det være op til Kongressen at træffe afgørelsen. Og der var ikke noget flertal blandt de amerikanske politikere for at kaste den krigstrætte nation ud i endnu et mellemøstligt eventyr.

I dag er Rusland blevet involveret i afmonteringen af Syriens kemiske våben. USA og Europa er igen kommet på talefod med Iran. Obama fik markeret, at han ikke vil lade sin mellemøstpolitik dirigere af de høge i Israel og Washington, der i årevis har plæderet for skarp diplomatisk og helst militær konfrontation med Iran.

Graham E. Fuller, tidligere topembedsmand i den amerikanske efterretningstjeneste CIA, gik i oktober så vidt som til at spørge, om Obamas håndtering af syriens- og iranpolitikken i virkeligheden indvarsler et fundamentalt nybrud i USA’s udenrigspolitik.

”Er Obamas angivelige svaghed og vankelmod i virkeligheden et aha-øjeblik – det første glimt af visdom i den mørke tunnel af katastrofale politikker i løbet af de tiår, der er gået, siden vi fik den forgiftede kalk som ’verdens eneste supermagt’,” skrev Fuller i en analyse i avisen The Christian Science Monitor.

USA’s økonomi var vigtigst

Hele verden – og ikke mindst Obamas stab i Det Hvide Hus i Washington – havde ventet, at præsident Obama i sin tale til befolkningen den 10. september ville annoncere et begrænset militærangreb på regimet i Syrien, som ifølge præsidentens eget udsagn havde dræbt flere end 1.000 af sine egne borgere med kemiske våben.

Obama gjorde det i sin tale klart, at den syriske diktator, Bashar al-Assads, handlemåde var uacceptabel. Men Obamas overraskelse til hele verden var, at han afstod fra at bruge sine præsidentielle magtbeføjelser til at gennemføre angrebet og i stedet lod det være op til de folkevalgte i Kongressen at afgøre, om USA skulle gennemføre et begrænset angreb på det syriske regime.

Obama sagde, at han har brugt fire og et halvt år på at stoppe USA’s engagement i krigene i Irak og Afghanistan, og at han ser det som sin vigtigste opgave at bringe den kriseramte amerikanske økonomi tilbage på fode.

”Jeg mener, at vort demokrati er stærkere, når præsidenten handler med Kongressens støtte. Og jeg mener, at Amerika handler mere effektivt ude i verden, når vi står sammen,” sagde Obama i talen.

De folkevalgte amerikanske politikere reagerede sådan, som Obama formentlig ventede. De ville ikke tage ansvaret for at engagere USA i en ny – om end begrænset – militæraktion.

Spontan og autentisk Obama

Den amerikanske historiker Michael Beschloss, der har specialiseret sig i amerikanske præsidenter og deres forvaltning af det magtfulde embede, konstaterer, at Barack Obamas taler ofte adskiller sig fra forgængernes.

”Han er ikke bange for at indrømme, at verden er kompliceret og sammensat. Og at han selv kan være præget af ambivalens. Det er ikke noget tilfælde, at en præsident med disse karakteristika blev valgt efter to valgperioder med en præsident, der var kendt for at være meget selvsikker i stort set alt, hvad han sagde i offentligheden,” sagde Beschloss til den offentlige radiostation NPR. ”Vi så noget, som vi ikke ser med ret mange præsidenter: en meget spontan beslutning. Og det var ikke nødvendigvis en, der satte Obama i det bedste lys. Men vi fik et autentisk indblik i manden.”

Obama har i hele sin regeringstid haft USA’s forhold til den muslimske verden som en høj prioritet. Det gjorde han klart i en stor tale i Kairo i juni 2009. Men USA’s militære engagementer i Irak og Afghanistan, de dybt forankrede fjendtligheder mellem despotiske regimer i Mellemøsten og endelig Ruslands og Kinas mange blokader af FN’s Sikkerhedsråd har gjort det endog meget svært for Barack Obama at sikre fremskridt på en dagsorden, der synes at ligge den amerikanske præsident meget på sinde.

Status quo er brudt

Ikke-angrebet på Syrien, involveringen af Rusland og den foreløbige aftale med Iran er absolut ikke nogen garanti for politisk-diplomatiske fremskridt i Mellemøsten. Men Barack Obamas beslutning om at lade Kongressen lægge det ventede angreb på Syrien dødt har skabt en situation, hvor brikkerne i det mellemøstlige puslespil pludselig kan lægges på måder, som hidtil har været umulige. Indtil videre er det umuligt at forudsige, præcis hvilke konsekvenser dette får. Men det er givet, at Iran – ikke mindst i kraft af den shiamuslimske dominans i Irak efter Saddam Husseins fald – i dag er en nøglemagt, som må spille en rolle i den fremtidige fred omkring Syrien.

Både i Israel og Saudi-Arabien har man reageret negativt på tilnærmelserne til Iran. Det iranske præstestyre har siden revolutionen i 1979 igen og igen udtalt sig krigerisk over for Israel, som med rette kan føle sig truet af iranerne. Saudi-Arabien, der hidtil har nydt godt af privilegerede relationer til USA, ser på sin side enhver aftale mellem Iran og USA som en trussel.

”Saudi-Arabien er en sunnimuslimsk nation, som i Syrien fører en stedfortræderkrig mod sin shiamuslimske rival, Iran, om magten i regionen,” siger Tom Lippman, specialist i Saudi-Arabien ved tænketanken The Middle East Institute i Washington, til Bloomberg.

I løbet af 2014 vil verden se til, at den kemiske afvæbning af Syrien gennemføres, ligesom det formentlig vil stå klart, at USA er villig til at acceptere Iran som en uomgængelig partner for en kommende sikkerhedsorden i Mellemøsten. Det bliver ikke nogen køn proces. Krigen i Syrien vil fortsætte med betydelige civile tab til følge, og det iranske præstestyre vil fortsætte sine menneskeretskrænkelser, ligesom Saudi-Arabien fortsat vil støtte radikale sunnimuslimske grupper i både Mellemøsten, Nordafrika og Centralasien, alt imens man undertrykker sin egen befolkning brutalt. Saudi-Arabien er vigtig, fordi det rige olieproducerende land reelt kæmper med Iran om at spille hovedrollen i Mellemøsten.

Men omvendt kan Obamas stærkt realpolitisk farvede beslutninger i efteråret 2013 og foråret 2014 gå hen at markere et historisk skifte, hvor Rusland og Iran tvinges til at påtage sig regionalt ansvar, og hvor Israel og Saudi-Arabien ikke længere kan satse på den ikke-bæredygtige status quo, som deres særlige relationer til USA har gjort mulig. Dette opbrud i Mellemøstens fastlåste fronter gør i sig selv Obamas ikke-angreb til en af de vidtrækkende forandringer i 2013.