Overblik: Det svensk-kinesiske samarbejde, der reddede Volvo

Trods den stigende mistillid er det værd at huske, at samarbejder med Kina kan være til alles fordel. Mary Meekers årlige trendanalyse er en guldgrube af facts om den globale it-branche.

Peter Hesseldahl

Der er opstået en uhyggelig og stadig voksende mistillid mellem Kina og Europa og USA. I mange år har vi troet, at de globale forsyningskæder, der har filtret verdens økonomier sammen på kryds og tværs, ville gøre os så afhængige af hinanden, at den eneste vej videre var at samarbejde endnu mere.

Men nu falder systemerne fra hinanden. Selskaber i alle lande har travlt med at re-lokalisere produktionen, så man ikke afhænger af fjerntliggende leverandører og kritiske teknologier, som pludselig kan blive utilgængelige på grund af uforudsigelige storpolitiske skærmydsler.
 
Volvo er et eksempel på, at et svensk industrielt ikon kan blive solgt til en kinesisk opkomling i bilbranchen – og at sammensmeltningen faktisk fungerer, så begge parter trives og styrker hinanden.

Vi har et interview Lone Fønss Schrøder, som blandt meget andet er næstformand for Volvos bestyrelse, og hun fortæller om sammenlægningen med det kinesiske Geely, og om hvad parterne hver har bidraget med, siden Ford solgte Volvo i 2010.


Et af it-branchens referencepunkter er den amerikanske investor og analytiker Mary Meekers årlige præsentation af de vigtigste trends i branchen. Hendes seneste præsentation – som består af 333 slides – fortæller blandt andet, at spillet Fortnite har nået 250 millioner brugere på halvandet år, at Instagram har en milliard brugere, at omsætningen for salg af reklamer på internettet steg 22 procent sidste år – og at 4 millioner mennesker kører som chauffører for Uber.

Mary Meekers trendanalyse for 2019 er spækket med data, og man kan bruge lang tid på at fordøje materialet. Vi har plukket en række af de mest interessante pointer.


Deepfake-video er et redskab, der virkelig kan skabe ballade. En deepfake er en video, hvor en kendt person siger eller gør noget, som vedkommende aldrig har gjort i virkeligheden – men på videoen ser det fuldstændigt sådan ud.

Mange frygter, at deepfakes af politikere, der siger uhyrligheder, kan tænde gnisten til en international konflikt. Indtil nu har deepfakes ikke for alvor haft indflydelse, men det virker, som om det bare er et spørgsmål om tid.

Formanden for det amerikanske senat, Nancy Pelosi, var udsat for det for nylig med en video lagt på nettet af en ultra-højreorienteret organisation, hvor hendes tale var sat ned til 75 procent hastighed, så det lød, som om hun var temmelig beruset.

Pelosi forlangte, at Facebook skulle fjerne videoen, men det nægtede Facebook med henvisning til ytringsfriheden.

Nu florerer en deepfake-video med Facebook-stifteren Mark Zuckerberg, hvor det ser ud, som om han forklarer, at Facebook overvåger hele verden til gavn for organisationen Spectre.

Spørgsmålet er, om dén video får lov at blive liggende? Vores søstermedie, Tjekdet, har kigget på de interessante dilemmaer, som de stadig mere overbevisende deepfake-videoer rejser.
 
God fornøjelse med læsningen!


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu