Overblik: En stilfærdig, men solid, dansk succes

3Shape digitaliserer dentalbranchen. Israelerne satser på AI.
Og var det noget med en urrem af edderkoppe-silke?

Peter Hesseldahl

Det er lige sådan en slags virksomhed, man kunne håbe på at der kommer flere af herhjemme. 3Shape laver et højteknologisk produkt, de er førende på verdensmarkedet i deres branche, de tjener masser af penge, og en tredjedel af de ansatte arbejder med at udvikle nye og bedre produkter, der kan sikre virksomheden fremover.
 
3Shape? De færreste kender firmaet – men det er muligt, at du har haft deres produkt i munden. 3Shape laver 3D-scannere til tandlæger og tandteknikere, og virksomheden har placeret sig perfekt i forhold til de seneste års gennemgribende digitalisering af måden, man laver kroner og broer på.
 
Siden år 2000 er der kun to nye danske virksomheder, der har fået over 1000  ansatte – Netcompany er det andet. Men 3Shape har været yderst diskrete med deres succes. De to stiftere og ejere er blandt de 25 rigeste danskere, men de giver ikke interviews.
 
Vi fortæller historien om den største danske erhvervssucces, du aldrig har hørt om.
                     
I Israel er der forbløffende meget gang i startup miljøet, først og fremmest i Tel Aviv, og ikke mindst indenfor kunstig intelligens.
 
Innovation Center Denmark har et af sine 8 kontorer i Tel Aviv og  i dagens klumme fortæller Tue David Bak, der er direktør for centeret, om de mange virksomheder, der udvikler AI dernede, og som har formået at trække store udenlandske investeringer til.
Der er også plads til danske virksomheder, der vil samarbejde, fortæller Bak.
 
Og så har vi en lille historie om hvordan man nu kan fremstille silke, der er identisk med den silke, edderkopper laver deres spind af.  Den schweiziske ur-fabrikant Omega har netop lanceret en ur-rem af silken.
 
Det kaldes ”biomimetics”, når man udvikler teknologi, der har inspiration i naturen. Nogle millioner års evolution har skabt masser af løsninger, der mageligt overgår, hvad menneskelige ingeniører kan præstere. Der er noget at lære af.
 
Som amerikaneren Janine Benyus, der nok er den mest kendte fortaler for mulighederne i biomimitecs, siger:
”Edderkoppe-silke er stærkere og lettere end kevlar, men det er 100 % biologisk nedbrydeligt, og det er fremstillet ved stuetemperatur med døde fluer som råstof.”
 
Stik dén.
 
God fornøjelse med læsningen!


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu