Overblik: Etik kan være en konkurrencefordel for dansk AI

Tør vi insistere på de menneskelige værdier, når konkurrencen med Kina og USA spidser til?
5G-signaler får ikke fugle til at falde ud af himlen – trods historierne på nettet.
 

Peter Hesseldahl

Regeringen holdt digitalt topmøde forleden. Stort set enhver, der er med til at præge den digitale udvikling i Danmark, var samlet i DR Byen til en lang dags præsentationer og diskussioner af, hvad Danmark kan gøre for at fastholde den ganske gode position, vi har inden for digitalisering.

Det gennemgående tema var kunstig intelligens og etik, og regeringen brugte lejligheden til at lancere den nye nationale strategi for kunstig intelligens.

Man kan dårligt klage over, at vi ikke er opmærksomme på de etiske udfordringer ved AI. Faktisk var der en forbløffende enighed blandt de mange talere på det digitale topmøde om, at menneskelige værdier som empati, tillid, gennemskuelighed og selvbestemmelse skal være grundlaget i vores brug af kunstig intelligens.

Men hvad sker der i praksis, når vi mærker konkurrencen fra Kina – eller når virksomhederne møder investorernes krav om afkast?

På det digitale topmøde var der snak om, at Europa kan vise "en tredje vej", der er mindre kontrollerende end kinesernes brug af data, og mere reguleret end amerikanernes frie spil for virksomhederne.

Det er en smuk vision, og jeg er enig i den, men som jeg går mere i dybden med i dagens kommentar, så er det indtil videre en gratis omgang at fremhæve de fine værdier. Vi har brug for at se flere konkrete eksempler på, hvordan kunstig intelligens kan sætte menneskelige værdier i centrum.

Mandag Morgens søstermedie TjekDet har til opgave at gå nogle af de mange lidt tvivlsomme historier, der florerer i medierne, efter i sømmene.
De har samlet en helt lille pakke af historier, der ser på et udbrud af fake news om 5G, den kommende standard for mobiltelefoni.

Lad mig bare afsløre det først som sidst: Nej, der døde ikke hundredvis af fugle i en park i Holland, hvor man testede 5G-signaler.TjekDet har spurgt en række eksperter om risikoen for, at 5G-stråling kan give kræft – den er ikke ret stor, konkluderer de. På WHO’s liste over ting, der kan fremkalde kræft, står elektromagnetisk stråling fra mobiltelefoner i samme kategori som syltede asiatiske grøntsager og ekstrakt fra aloe vera.

Med den nye 5G-standard vil der komme langt flere master end nu, men den enkelte mast vil til gengæld sende med et svagere signal. Hvis der kommer mere stråling i luften, er det ikke, fordi vi går fra 4G til 5G, men fordi vi bruger trådløs datatransmission mere og mere – eksempelvis til at streame video og musik, fortæller en forsker fra Aalborg Universitet.

Og hvad er det nu lige, 5G egentlig går ud på? Det kan du læse i vores overblik over teknologien.

Influencere og youtubers; de personligheder, der har tusindvis eller millioner af følgere på de sociale medier, har et lidt blakket ry, fordi det ikke altid er lige gennemskueligt, om det, de afprøver og fortæller, i virkeligheden er noget, de bliver betalt for at anbefale.

Men budskaberne fra influencere handler ikke alt sammen om livsstil og forbrug. I dagens artikel fortæller vi, hvordan en amerikansk kampagne, der opfordrer til at stemme ved valgene, er nået ud til langt over 100 millioner vælgere.

Valgdeltagelsen i USA er notorisk lav, især blandt de unge, men ved midtvejsvalget i 2018 var deltagelsen blandt vælgere under 35 år den højeste nogensinde.

Det bliver spændende at se, hvor meget influencere bliver en del af den demokratiske debat herhjemme, når valgkampen for alvor går i gang.
 
God fornøjelse med læsningen!


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu