Overblik: Fremtidens økonomi er cirkulær

Den cirkulære økonomi er ikke længere kun noget, man snakker om.
Margrethe Vestager om de europæiske værdier som modvægt til tech-giganterne.

Peter Hesseldahl

Kan EU egentlig andet end at skrive store bøder ud? Hvad har Europa at byde på som modvægt til tech-giganterne fra USA og Kina?
 
Lige før påske havde vi lejlighed til at tage en lang snak med Margrethe Vestager. En stor del af interviewet handlede om reguleringen af tech-giganterne og det sæt af værdier, som Europa insisterer på at regulere ud fra.
 
“Det handler om, hvilket samfund vi vil være. Vi vil gerne leve et sted, hvor det enkelte menneske betyder noget, og jeg tror, at det er det langsigtede solide valg,” siger konkurrence-kommissæren.             

Anledningen til interviewet var den rapport om konkurrencepolitik i en digital æra, som EU-Kommissionen netop har offentliggjort. Rapporten kridter banen op og beskriver, hvorfor spillereglerne er anderledes, når de globale digitale platforme breder sig.
 
Måske den vigtigste faktor er, at der er så kraftig tendens til monopol.
 
Sammenlignet med industrier, der skal udbygge med fysiske infrastruktur som butikker, lagre og fabrikker, er det langt billigere og hurtigere for en platform at koble nye brugere til en digital service.

Jo flere der bruger en platform, des mere nyttig og værdifuld er den typisk for brugerne – og jo mere der er gang i tjenesten, des flere data kan platformen indsamle for at forbedre præcisionen og effektiviteten.
 
Det er en winner takes all-økonomi.
Eller som Margrethe Vestager siger: “Skalafordelene bliver abnorme. Selvfølgelig har man altid haft skalafordele, men det her er en anden kategori.”
 
Vi har en kort sammenfatning af Kommissionens rapport og analysen af, hvordan man holder giganterne i snor, før de vokser sig for store.
 
Fremtidens økonomi er cirkulær; det er svært at forestille sig andet – hvis der skal være en fornuftig fremtid.
 
På det seneste er den cirkulære økonomi gået fra at være noget, man snakker om, til noget, man gør – eller hellere må se at komme i gang med.
 
“Hvis du ikke tænker det her ind, kommer du til at gå til grunde. Du kan ikke have en bæredygtig virksomhed, hverken økonomisk eller miljømæssigt, uden at tænke cirkulært. Så bliver du simpelthen udkonkurreret,” siger Jakob Ellemann-Jensen (V), minister for miljø og fødevarer.
 
Vi har en stribe artikler på vej, der gør status over den cirkulære økonomi med masser af konkrete eksempler på, hvordan danske og internationale virksomheder er i gang med nye løsninger og nye forretningsmodeller.

Det er ganske opmuntrende læsning for en gang skyld.
 
Når man taler med folk, der arbejder med cirkulær økonomi, fornemmer man, at der er vækst. Det går bedre og hurtigere, markedet tager fra, samarbejderne udbygges, og både lovgivningen og (desværre også) de miljømæssige rammebetingelser skubber på.
 
Et af de spøjse eksempler er et samarbejde mellem Carlsbergs Jacobsen specialbryggeri og det økologiske Jalm&B. Carlsberg brygger øl på resterne fra bageriet, og bageriet kan bruge mask fra ølbrygningen i deres brød.
 
Den enes affald bliver den andens ressource. Man kalder det også ”industriel symbiose”.
 
Der er mange former for teknik. Sommetider er de mest effektive teknikker simpelthen at planlægge lidt smartere.
 
God fornøjelsen med læsningen!


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu