Politikerne har talt til borgerne og ikke til forbrugerne

”Jeg har lagt et budget op. Det er stramt, men man kan tage stilling til det. Den 57-årige kan se, at hun skal et halvt år senere på efterløn, og den 50-årige kan se, at han skal to år senere på folkepension.”

Ovenstående gentagede vending fra Lars Løkke Rasmussen er et godt eksempel på, at valgkampen 2011 på mange måder har været helt anderledes, end vi har været vant til. Medierne forudså, at valgkampen ville blive mere beskidt og personfikseret end nogensinde før. I stedet er der blevet diskuteret politik, og bortset fra en enkelt smutter – B.T.’s historie om Helle Thorning-Schmidts skattesag – har der været meget lidt personfnidder.

De seneste tre uger har også været usædvanlige ved, at der ikke er gået ”præsidentvalg” i mediernes dækning. Det skyldes formentlig De Konservatives og De Radikales tidlige udmelding om et samarbejde hen over midten – uanset ”pagtens” mangel på politisk indhold. Men det skyldes selvfølgelig også, at alle meningsmålinger har vist, at de sidste ti års VKO-flertal er væk. Det politiske opbrud har sat punktum for kontraktpolitikken: Ved gårsdagens afsluttende partilederdebat i TV2, måtte alle deltagerne erkende, at de i realiteten ikke kan love vælgerne noget, fordi det bliver nødvendigt at samarbejde.

Det mest opløftende er dog, at den sædvanlige politiske gavebod er pakket væk, og at diskussionen først og fremmest har handlet om, hvordan fremtidens velfærd skal finansieres. Dermed har partiernes valgkamp været rettet mod vælgerne i deres rolle som samfundsborgere – og ikke i deres rolle som umættelige forbrugere. Fra begge fløje har budskabet været, at nogle velerhvervede rettigheder – efterløn eller 37 timers arbejdsuge – skulle beskæres til fordel for det fælles bedste.

Det er uden tvivl statsminister Lars Løkke Rasmussen, der har været mest konkret i sine krav til borgerne. Mens det efter tre ugers valgkamp stadig svæver i luften, hvem der efter Socialdemokraternes og SFs plan skal øge arbejdstiden, så det i gennemsnit for os alle bliver til en time mere om ugen.

I forhold til den konventionelle visdom blandt politikere og kommentatorer er det noget af det dummeste, man kan gøre forud for et valg. Nedskæringer og forringelser skal foretages lige efter et valg, hvorefter man så kan håbe på, at vælgerne har glemt det inden næste valgdag. Begge statsministerkandidater fortjener ros for denne fornyelse af den politiske dialog med vælgerne, som de formentlig begge taber tilslutning på. Bl.a. fordi det har gjort de to yderfløjes – Enhedslistens og Liberal Alliances – luftige patentløsninger mere appetitlige for vælgerne.

Helt uden svinkeærinder har valgkampen ikke været. Dansk Folkepartis løfte om en forhøjelse af ældrechecken, S-SFs overtrumfen med en forhøjelse af pensionstillægget og De Konservatives krav om nye skattelettelser er alle klassiske eksempler på gavebod. Heller ikke Venstre har været i stand til at holde stilen. I kampen mod S-SF-forslagene om en betalingsring om København og en differentiering af ventetidsgarantien til sygehusene, har partiet forsøgt at appellere til vælgernes pengepung og deres uvilje mod vente lidt længere til fordel for mere syge medborgere.

Værst er det gået for statsministeren selv. Efter at have talt til vælgerne som voksne samfundsborgere i de første to uger, har han med slutspurtens påstande om, at en rød regering vil koste 27.500 kr. i ekstra skatter for alle danskere, sat et deprimerende punktum for en ellers nyskabende og anderledes valgkamp.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu