Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Om godt fem måneder finder et af de mest afgørende globale klimatopmøder, COP21, sted i Paris. Her er det i praksis sidste udkald for at lande en international aftale, der på demokratisk vis forpligter verdens nationer til at nedbringe deres CO₂-udslip – tilstrækkeligt nok og hurtigt nok – til at undgå uoverskuelige, globale klimaforandringer.

Klima og miljø må derfor forventes at blive topprioriterede politiske temaer for en kommende dansk regering. Den skal ikke bare repræsentere Danmark og danske interesser i Paris. Den skal også forberede et markant gearskifte i den danske klimaindsats, der i henhold til det internationale klimapanels, IPCC’s, anbefalinger og EU’s klimamål om 80-95 pct. reduktion inden 2050, skal skrues voldsomt i vejret.

Trods det har klima og miljø i praksis indtil videre været fraværende temaer i den aktuelle valgkamp, der primært har snurret om de udfordringer, der ligger lige for som økonomi, velfærd og udlændinge. Eller som Christian Ibsen, direktør for den grønne tænketank Concito, siger:

”Selvom 2015 er et fuldstændigt afgørende klimaår, der vil sætte retningslinjer for, hvordan man globalt vil håndtere klimaudfordringen, er der indtil videre ikke mange politikere, der har turdet løfte blikket og kigge langt ud og sige, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have.”

De, der kommer tættest på, er det nye parti Alternativet, som decideret har sat klimakrisen og bæredygtighed øverst på valgprogrammet, samt Radikale Venstre, som i sidste uge landede et klimaudspil, der bl.a. sætter mål for en CO₂-reduktion på 55 pct. i 2030 i forhold til niveauet i 1990. Men det har endnu ikke kunnet hidse hovedkandidaterne i de to blokke op til at diskutere klima.

”Emnerne er ikke kommet ind i hoveddiskussionerne endnu,” konstaterer Christian Ibsen.

Han hilser dog De Radikales udspil velkomment og kalder forslaget om en 55 procents reduktion i 2030 for absolut nødvendigt.

”Danmark vil stå over for en markant reduktionsudfordring efter 2020. Herefter skal CO₂-udslippet reduceres med mindst 3,5 pct. om året frem mod 2050 for at opfylde IPCC’s 2 graders-scenarie, som er det langsigtede klimamål. Det kræver et bredere og langt mere strukturelt fokus i klimaindsatsen, end vi har i dag. Og det er derfor helt afgørende, at politikerne tager hul på det i den næste regeringsperiode,” siger Christian Ibsen.

Han peger i øvrigt på, at De Radikales forslag på ingen måde er overbudspolitik i forhold til de nationer, vi normalt sammenligner os med. Således har både Tysklands og Englands regeringer allerede meldt tilsvarende reduktionsmål ud. Tyskland vil, helt på linje med det radikale forslag, reducere CO₂-udslippet med 55 pct. inden 2030, og England vil reducere med 50 pct. inden 2025.

Falsk afkobling

Udfordringen for den fremadrettede danske klimaindsats er, at den nuværende satsning på en grøn omstilling af energi- og transportsektoren ikke er nok. I hvert fald ikke hvis ambitionen er at nedbringe det CO₂-udslip, som Danmark som nation reelt bidrager med.

For nationer som Danmark, der over en lang årrække løbende har udflaget produktionsaktiviteter, giver det naturligvis et falsk billede af, hvad nationens reelle CO₂-udslip er. For det er typisk den energitunge produktion, der er blevet udflaget og med den CO₂-udslippet.

Samtidig har den tiltagende globalisering medført øget import af varer fra lavtlønslande. Resultatet af den cocktail har været, at CO₂-udledningen fra dansk produktion er faldet. Til gengæld er CO₂-udledningen fra det danske forbrug steget.

Ifølge Rockwool Fondens undersøgelse betyder særligt Danmarks øgede samhandel med Kina, at Danmark i stadig stigende grad importerer sig til et større CO₂-aftryk, fordi kinesisk produktion har et højt kulforbrug. Før december 2001, hvor Kina blev medlem af verdenshandelsorganisationen WTO, var Kinas andel af Danmarks import på under 2 pct.

I 2008 var Kinas andel af vores import steget til 6 pct. Til gengæld står Kina for hele 17 pct. af den importerede CO₂-belastning. Se figur 2.

Bliver Danmark ved at måle og tilrettelægge sin klimaindsats efter produktionsmetoden, indebærer det med andre ord en risiko for at undervurdere klimabelastningen og overvurdere effekten af nationale klimapolitiske initiativer. Danmarks i øvrigt forbilledlige indsats for at udfase fossile brændsler fra energisektoren og senere transportsektoren er således ikke nok til at reducere danskernes reelle CO₂-udslip tilstrækkeligt.

Eller som Anders Sørensen siger: ”Hvis man vil tage CO₂-udledningen i forbruget alvorligt og agere politisk på den, kan man ikke bruge den grønne omstilling. Så er man nødt til at gøre noget i forhold til forbruget.”

Og det er der endnu ingen af partierne, der har turdet kaste sig ud i. Sandsynligvis fordi det i en valgkamp ikke er populært at rokke ved den danske selvopfattelse og varsle politik og reformer, der vil kræve alt for markante adfærdsændringer af borgerne.

Ingen vej uden om mere regulering

Men der er ifølge Mandag Morgens kilder ingen vej uden om at tænke i en mere adfærdsregulerende klimapolitik.

”Man skal politisk turde lave reguleringsinstrumenter, dvs. skatte- og afgiftssystemer, som påvirker forbruget i den rigtige retning. Det bliver politikerne nødt til at tage hul på det i næste regeringsperiode,” siger Christian Ibsen.

Ifølge ham er den nuværende klimamålsætning om at reducere Danmarks CO₂-udledning med 40 pct. i 2020 i forhold til 1990 kun første skridt på en lang rejse. Og her er det vigtigt, at politikerne ikke låser fokus fast på 2020-målet som et slutmål.

”Vi har med de nuværende planer groft sagt leveret varen inden for energisektoren. Men vi skal efter 2020 have fat i langt større dele af vores samfund. Det gælder landbruget og transportsektoren, men også vores forbrug. Og der bliver intelligent regulering af forbruget et vigtigt redskab for at realisere de nødvendige reduktioner,” siger Christian Ibsen.

Den betragtning er tidligere DONG-chef og nuværende formand for de grønne klyngeorganisationer Offshoreenergy og LORC, Anders Eldrup, enig i.

”Vi er i Danmark med stor succes godt i gang med at omstille energiproduktionen. Vi har fået vindmøller op at stå. Vi har ombygget kraftværker, så vi udfaser kul. Og der er på mange andre fronter sket et stort ryk i energisektoren. Men når det handler om forbruget, er vi ikke kommet ud af stedet,” siger Anders Eldrup.

Han efterspørger på linje med Christian Ibsen, at klimapolitik og grønne vækstmuligheder kommer højere op på politikernes agenda.

”Der er rigtigt mange argumenter for, at det grønne tema burde stå stærkt i valgkampen. Det gør det bare ikke,” siger Anders Eldrup.

Et af argumenterne er at gøre op med den udbredte opfattelse af, at Danmark allerede har gjort tilstrækkeligt på klimaområdet, og dermed godt kan hvile lidt på laurbærrene, indtil de andre nationer følger trop.

”Skærer vi ind til benet og ser på, om danskerne er gode til at undgå CO₂-forurening, må man sige, at det er vi ikke. Vi er blevet så vant til at sige, at vi er verdensmestre, at vi overser den væsentlige detalje, at vi er et af de mest CO₂-forurenende folkefærd. Så der er en god grund til at sætte klimaet højere på dagsordenen nu,” siger Anders Eldrup.

Vækst og klima skal tænkes sammen

En anden god grund er ifølge Anders Eldrup, at Danmark fortsat har et stort uforløst potentiale for at tjene penge på det, vi er gode til. Nemlig på at udvikle nye teknologier og systemer til at omstille selve energiproduktionen.

”Klima er også erhvervspolitik. Og der har vi et stort fortrin frem for andre lande, da alt tyder på, at de ting, vi er gode til inden for det grønne område, er noget omverdenen vil få mere og mere brug for,” siger Anders Eldrup.

Han peger på systemeksport af fjernvarme, affaldsforbrænding og vandsystemer som oplagte områder, vi kunne udnytte bedre.

”Der er vi rigtigt dygtige – bare ikke til at sælge det. Der kunne vi gøre meget mere for at sætte det rigtigt i scene,” siger Anders Eldrup.

For at komme Danmarks klimamæssige udfordringer til livs og realisere vækstmulighederne er det imidlertid nødvendigt at sammentænke erhvervs- og vækstpolitikken langt mere med klima- og miljøpolitikken, end tilfældet er i dag.

Politikerne kunne i den sammenhæng søge inspiration i Mandag Morgens såkaldte Velstandsgruppes ”dogmeregler for Danmarks vækstudvikling”. Velstandsgruppen, der består af 25 anerkendte eksperter inden for bl.a. økonomi, vækst og bæredygtighed, herunder Anders Eldrup, har således udarbejdet 12 råd til, hvordan Danmark på samme tid kan øge sin økonomiske vækst og miljømæssige bæredygtighed. De vigtigste budskaber herfra er, at politikerne skal blive mere skarpe på, hvad bæredygtig vækst omfatter. De skal nedbryde ressortmæssige siloer og blive bedre til at fokusere på tværgående systemer. Og så skal de blive bedre til at skabe incitamenter for bæredygtig adfærd. Se boks.

Nøgleordene for politikerne bliver i den kommende regeringsperiode dermed den ”intelligente regulering”, som Christian Ibsen efterspørger.

”Der skal tages nogle helt afgørende diskussioner og beslutninger de næste fire år. Politikerne skal ikke have alle svarene nu. Men de skal erkende, hvad det er, der ligger foran dem,” siger Christian Ibsen.

Han er i øvrigt stadig fortrøstningsfuld, i henseende til at klimapolitik fortsat kan komme højere op på valgagendaen.

”Vi har lavet en holdningsundersøgelse, hvor hele 44 procent af danskerne svarer, at klimapolitikken har betydning for, hvor de sætter deres kryds,” siger Christian Ibsen.

Det budskab har politikerne fortsat 10 dage til at reagere på, før det skal stå sin prøve i stemmeboksen.