De voldsomme uroligheder i engelske storbyer, hvor vrede og desperate unge har sat ild til biler og løbet stormløb mod butikker, kan meget vel være et ubehageligt varsel om, hvad fremtiden vil byde på. Den økonomiske krise, stigende arbejdsløshed og nedskæringer skaber en stemning af tilbagegang, hvor selv tilfældige hændelser i gaderne – en anholdelse, et overgreb eller noget tredje – pludselig får den sociale trykkoger til at eksplodere, og opildnende meddelelser på Facebook og andre sociale medier får ilden og protestbevægelsen til at sprede sig som en steppebrand.

Vi har før set voldsomme sociale protester: i franske storbyer, fra Spaniens unge indignerede, fra Israels camperende demonstranter og i Nordafrikas jasminrevolutioner. Men det engelske “shoppingoprør” fra de uformuende og udstødte, der har stjålet mobiltelefoner, elektronikvarer, sportsudstyr og alkohol, har fået en ekstra dimension, fordi det er brudt ud samtidig med, at investorerne på verdens aktiemarkeder er blevet grebet af panik. Eller som Dominique Moïsi fra Det Franske Institut for Internationale Relationer skrev i Financial Times: “Når man betragter voldsscenerne i England, mens det franske aktiemarked falder i en nedadgående spiral, virker det som om, at der er et omvendt forhold mellem flammernes højde og dybden i den økonomiske panik, og som franskmand kan man ikke undgå følelsen af, at man iagttager en scene fra Wagners Götterdämmerung.”

De unges anarki, selvtægt og kriminelle handlinger er udtryk for, at de har opgivet troen på de traditionelle politiske institutioner som kanal for at skabe forandringer. I den henseende er deres protest en udkrystallisering af den dybe mistillid til de politiske ledere, som også et flertal af vælgerne har givet udtryk for i en række meningsmålinger. Men shoppingoprørernes ekstreme aktioner må på moralsk og politisk grundlag fordømmes af både politikere og medborgere, fordi de ikke respekterer demokratiets og retsstatens fundamentale spilleregler.

Finansmarkedets investorer opererer anderledes. De overholder de spilleregler, som politikerne har opstillet, men som de unge i gaderne har også de mistet tilliden til, at de politiske institutioner og ledere formår at tøjle krisen og gennemføre de nødvendige reformer. Lyset for enden af tunnelen, som nogle hævdede at have set i 2010 og foråret 2011, har vist sig at være et nyt modgående tog, og markedet reagerer med panik.

Det såkaldte frygtindeks, VIX, er steget til over 40 og er på vej op mod niveauet i det kaotiske efterår 2008. Andre har jagtet såkaldt sikre havne i schweizerfranc eller australske dollar, og guldpriserne har undervejs nået nye højder, fordi dollaren ikke længere – og heller ikke euroen – betragtes som et sikkert anker.

New York Times har sammenlignet voldsomheden af de nuværende kurssvingninger med udviklingen i 1928. S&P 500-aktieindekset har tidligere bevæget sig mellem tab og gevinster på over 4 pct. på bare fire dage. Op til aktiekrakket i oktober 1987 og i november 2008 var kurssvingningerne lige så store, men dengang var mønsteret, at to gevinstdage blev fulgt af to tabsdage. De nærværende udsving har i stedet lignet 1928-panikken med skiftende gevinst- og tabsdage. Vi er definitivt rykket ind i turbulensens tidsalder.

Markedsdeltagernes frygt kan ikke bare afskrives som hysteriske kællingers selvsving. Bag frygten findes en række realøkonomiske forklaringer. Men investorernes handlinger – masseudsalget og det voksende spekulationspres mod en række store europæiske økonomier, kan øge det samfundsmæssige hysteri og risikoen for flere sociale uroligheder og protestbevægelser. Den politiske handlingslammelse har nemlig bredt sig, og selv om politikere i bl.a. Frankrig, Spanien og Italien er i fuld gang med at lave nye skrappe spareplaner, er markedets frygt for yderligere fald taget til.

Spareplanerne, der kan være nødvendige for at genoprette tilliden på lang sigt, kan på kort sigt forværre de økonomiske vækstudsigter. Tal fra Frankrig viser, at den franske vækstrate i det seneste kvartal er faldet til nul. Politikerne er fanget i en catch-22-situation. Og det er de delvist selv ude om.

Den amerikanske nobelprisøkonom Paul Krugman har i en række kommentarer opfordret politikerne til at føre en mere ekspansiv økonomisk politik efter keynesiansk forbillede, og en stribe danske økonomer har også været banen og efterlyst en vækstpakke. Det er dog tvivlsomt, om en isoleret dansk vækstpakke kan bryde den internationale konjunktur, som for tiden peger i den gale retning. En tilbagevenden til keynesianismens kure inden for nationalstatens rammer er spildte penge. Men hvis man laver fælles europæiske indgreb – eller amerikanske vækstplaner – har de politiske beslutningstagere måske muskler nok til at bevæge markederne i den rigtige retning. Problemet er bare, at man endnu ikke har gjort forsøget, og de forsøg man har gjort – herunder euro-landenes krisefond – er for små til at gøre en forskel. Euro-landenes fond, der i juli fik udvidet sin lånekapacitet til 440 milliarder euro, virker allerede for lille i lyset af den seneste markedsspekulation mod de sydeuropæiske lande.

Eller som den ansete internationale finansekspert, Satyajit Das har bemærket i Financial Times: “At redde Grækenland, Irland, Portugal, Spanien og Italien vil formodentlig kræve en lånefacilitet på mindst 3.000 mia. euro med en effektiv lånekapacitet på omkring 2.000 mia. euro.”

Men øget lånekapacitet er næppe nok til at løse krisen, for man er også udfordret på vækstsiden.

Den Amerikanske Forbundsbanks markedskomité har advaret om, at de økonomiske udsigter er forværret, forbruget er fladet ud, arbejdsmarkedet er forværret, og vækstraten er betydelig lavere end forventet.  Samtidig kappes politikerne i de spekulationsramte lande om at lancere nye aggressive sparepakker, og det vil efter alt at dømme svække efterspørgslen yderligere. Også erhvervslivets ledere forsøger at finde en holdbar strategi at navigere efter. En meningsmåling blandt 1.500 erhvervsledere, som Financial Times og The Economist har lavet, viser, at en tredjedel frygter en forværring af krisen i de næste seks måneder, mens under en fjerdedel tror på bedre tider. Hele 70 pct. af de adspurgte mener, at “økonomiske og markedsmæssige risici” er den største trussel mod deres virksomheder.

Spørgsmålet er bare, om de politiske beslutningstagere og regeringerne har format og viser lederskab nok til at bryde den negative stemming. Det tvivler finansmarkedets investorer på.

“Det hele kan koges ned til en tillidskrise. Vi har ikke set politikerne komme ud med en plan, der er sammenhængende, koordineret og troværdig,” lød meldingen således fra Philip Finch, der er global bankstrateg hos UBS: “Vi er nødt til at være meget forsigtige, og statskriserne eskalerer.”

Det virker som om, at politikerne er gidsler af fortidens tænkning, og opskrifterne på kriseløsninger minder om dem, der allerede er slået fejl. De fundamentale udfordringer er forblevet uløste og de nødvendige strukturreformer – der på lang sigt skal nedbringe gældsætningen og øge den økonomiske vækst – er udeblevet.

Den amerikanske økonomiprofessor Nouriel Roubini skrev for nylig, at en ny recession ikke kan afværges, men at man med den rette politik kan forhindre en økonomisk depression, som man oplevede det i trediverne. Problemet er bare, at de politiske ledere er ved at have opbrugt deres fejlkvote.

“Indtil sidste år kunne politikerne blive ved med at hive kaniner op af hatten for at puste nyt liv i aktierne og skabe økonomisk vækst i form af nul-renter, kredtillempelser, opkøb af statsobligationer og redningsaktioner for banker og finansinstitutioner for tusinder milliarder dollar. Men nu er der ikke flere kaniner i hatten,” skrev han.

Vi er sendt tilbage til det psykologiske ground zero, som verden oplevede i det dramatiske efterår 2008, hvor Lehman Brothers sank i grus. Men situationen er måske værre nu end dengang: I 2008 “havde regeringerne finansiel kapacitet til at være bagstopper for den private sektor, især finansinstitutionerne. Men krisen involverer nu nationerne. Der stilles spørgsmål ved de suveræne staters mulighed for at finansiere sig selv, og der er ingen til at være bagstopper for regeringerne,” vurderer Satyajit Das.

Staternes gældsætning er steget kraftigt under krisen, og den er mere end fordoblet i de sidste ti år. Samtidig er de private husholdninger og virksomhederne også øget gældsætningen, og ifølge konsulenthuset McKinsey er den samlede globale gæld steget fra 218 pct. af BNP til 266 pct. i BNP i 2010.

Den tidligere cheføkonom i IMF, Simon Johnson mener, at “en ny runde af betingelsesløse bail-out-planer for bankerne vil være en fejltagelse.”

Han mener, at udfordringerne er allerstørst i Europa. Selv om den amerikanske kreditværdighed er blevet sat ned til AA+, har markedet ikke sendt rentesatsen på amerikanske statsobligationer i vejret. Derimod er nervøsiteten over den europæiske statsgældskrise og politiske handlingslammelse øget i Europa.

“Europæerne er en gang for alle nødt til at beslutte, hvilke regeringer der skal have restruktureret deres gæld, og hvilke lande der skal beskyttes af Den Europæiske Centralbank. Der er brug for en rekapitaliseringsplan i fuld skala for bankerne, samtidig med at der må foretages ledelsesudskiftninger i alle større europæiske finansinstitutioner,” fastslår han.

Han har i en større analyse for Peterson Institute i Washington påpeget, at alene i Frankrig, Italien og Tyskland skal de to største banker inden for de næste to år have refinansieret et beløb, der svarer til mellem 6 og 17 pct. af deres hjemnationers bruttonationalprodukt. Og sommerens europæiske stresstest af bankerne viste, at 90 af Europas største banker i de næste to år skal have refinansieret et beløb, der svarer til ikke mindre end halvdelen af eurolandenes bruttonationalprodukt.

Bankerne og deres aktionærer er under et alvorligt tidspres. Og det er de politiske beslutningstagere også.

Allerede i juni måned fastslog Den Internationale Valutafond i deres markedsopdatering af den globale rapport om finansiel stabilitet, at det politiske “window of opportunity” til at styrke det finansielle og økonomiske system mod potentielle systemchok var ved at løbe ud. Dette window of opportunity “kan blive lukket af markedsudviklingen gennem en pludselig stigning i risikoaversionen (muligvis udløst af urelaterede faktorer), der får markedsdeltagerne til at mindske deres tolerance over for utilstrækkelige policyløsninger.”

Det er de facto, hvad der er ved at ske. Mulighedernes vindue er ved at blive lukket, og det haster for politikerne at rykke sammen om holdbare, sammenhængende og grænseoverskridende løsninger, som kan overtrumfe markedets frygt.

Politiske lappeløsninger i de enkelte nationalstater, der udvikles med henblik på nationale valgkampe, eller som formuleres uden at spille sammen med handleplanerne i de andre europæiske lande, vil efter alt at dømme slå fejl. Og de kan forværre krisen. Det er vigtigt, som Simon Johnson, IMF, OECD og en række andre topeksperter har slået til lyd for, at få lavet en hovedrengøring i den finansielle sektor og sikre en restrukturering af de mest udsatte gældsposter. Euro-obligationer kan være en del af svaret, men det er næppe tilstrækkeligt.

Regeringerne skal også overvinde vækstkrisen. Finanskrisen kan ikke løses uden en ny offensiv vækstplan, der i det mindste samler de europæiske lande, og gerne suppleres af en offensiv vækstplan i USA.

Staterne er som individer og virksomheder nødt til at reducere det høje gældsniveau, for hvis ikke man på lang sigt har en troværdig plan for reduktion af gælden, kan de suveræne statsgældsproblemer accelerere og føre til endnu større tillidskriser og sammenbrud på finansmarkederne. Det kan kun imødegås gennem omfattende strukturreformer, herunder af pensionssystemet og af arbejdsmarkedet. Samtidig må man på kort sigt søge at nå til enighed om en mere ekspansiv finanspolitik på europæisk plan, der sikrer større investeringer i de erhverv og de teknologier, som i de kommende år kan drive væksten fremad. Kan man få lokket nogle af de skarpe hjerner, der i de sidste par årtier har brugt deres energi og intelligens på at udtænke stadig mere sofistikerede derivatinstrumenter, til at forlade finanssektoren og rykke ind i forskningen og i de producerende erhvervsvirksomheder, kan man måske også bidrage til at styrke de langsigtede vækstudsigter. General Electrics CEO, Jeffrey Immelt, har sagt, at den økonomiske krise ikke bare er “udtryk for en almindelig konjunkturcyklus. Den er udtryk for en stor genstart. Det er en følelsesmæssig og rå social og økonomisk genstart.” Og samfundstænkeren Richard Florida har efterlyst en stor genstart, der ændrer den måde, vi innoverer og producerer på.

Den slags ideer til fornyelse er der hårdt brug for, så de unge generationer og de vrede arbejdsløse i de europæiske storbyer også føler en større fremtidsoptimisme. Den negative spiral må brydes, men det kræver et stærkt, modigt og visionært politisk lederskab på tværs af nationalstaterne at bryde den. Og det kræver efter alt at dømme også et mere ansvarligt partnerskab med den finanssektor, der har været med til at føre os ud i de monumentale og historisk store gældsproblemer, vi nu slås med. Og som vi i de kommende år kommer til at betale en ubehagelig regning for.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.