Produktivitets-Forbrydelsen

Formanden for produktivitetskommissionen, Peter Birch Sørensen, er økonomiens svar på Sarah Lund. Hans efterforskningshold er sat til at opklare en økonomisk forbrydelse: Hvem bortførte den danske produktivitetsvækst? Mandag Morgen gennemgår bevismaterialet mod de hovedmistænkte og udpeger gerningsmanden.

Erik Rasmussen

Peter Birch Sørensen, professor i økonomi, tidligere overvismand og formand for regeringens produktivitetskommission, er dansk økonomis svar på Sarah Lund. Ligesom vicekriminalkommissæren fra tv-serien Forbrydelsen er han sat i spidsen for et efterforskningshold, der skal opklare et vanskeligt og indviklet mysterium. Tiden er knap, og konsekvenserne kan blive alvorlige, hvis han fejler.

Hvem bortførte produktivitetsvæksten i Danmark? Peter Birch Sørensen har flere spor at gå efter. De seneste år har en lang række analyser og rapporter om produktivitets­mysteriet leveret så mange bidrag til efterforskningen, at man i dag kan indsnævre feltet af mistænkte.

Derfor kan det umiddelbart undre, at der er etableret to kommissioner, der nu skal bruge adskillige måneder på at efterforske et mysterium, der måske er tæt på en afklaring. Ved siden af regeringens produktivitetskommission har Dansk Industri nedsat erhvervslivets produktivitetspanel – et hold af “privatdetektiver”, der arbejder parallelt med myndighedernes efterforskningshold.

Selv om deltagerne er forskellige og prioriteringer kan være afvigende, er formålet det samme: at afdække årsagerne til den svage udvikling i produktiviteten og levere forslag til løsninger.

I opklaringen af enhver forbrydelse handler det om at identificere mulige gerningsmænd. I dette tilfælde samler interessen sig om fire mistænkte.

Første mistænkte: Det offentlige

Der knytter sig stor usikkerhed til den offentlige sektors rolle og involvering. Det skyldes bevisets stilling. Der foreligger ikke materiale, der kan afgøre, i hvilket omfang sektoren påvirker produktiviteten. Der eksisterer nemlig ikke en markedspris på offentlige ydelser, og dermed er det ikke muligt at bestemme produktivitetsgraden. Hidtil har statistikerne slet og ret sat lighedstegn mellem værdien af sektorens output og værdien af inputtet.

Danmarks Statistik har nu forsøgt at beregne værdien af den egentlige værditilvækst og er foreløbig nået frem til, at sektoren alligevel yder et bidrag til produktiviteten, om end beskedent.

Men der er behov for markant nytænkning for at få en realistisk analyse af den offentlige sektors reelle betydning for produktiviteten. Det understreges bl.a. af det defensorat, Verdensbanken i sidste uge leverede for sektoren.

[graph title="Globale erhverv sakker bagud" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/29e52-er_fig01_globaleerhvervsakkerbagud.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/adac6-er_fig01_globaleerhvervsakkerbagud.png" text="Produktiviteten i Danmarks globale erhverv halter i dag voldsomt efter USA, Sverige og Finland."]Note: 1 Sverige, Finland, Storbritannien, USA., Kilde: FORA: Produktivitet i Danmark, januar 2011. [/graph]

Banken rater det danske erhvervsklima som Europas bedste og det femtebedste i verden. Og de ti kriterier, der ligger bag denne bedømmelse, handler i udstrakt grad om effektiviteten af offentlige ydelser. Danmark har et velfungerende bureaukrati, når det gælder opstart af virksomheder, udstedelse af byggetilladelser, adgang til kreditter, betaling af skatter etc. Det forsvar støttes af OECD, der i en rapport fra 2011 fastslår, at nok er den danske velfærdssektor stor, men korrigerer man for de private velfærdsudgifter, tegner der sig et billede af en ganske effektiv sektor. Andre undersøgelser viser samme billede: at Danmarks offentlige sektor i internationale sammenligninger er meget produktiv og dermed opfylder en vigtig betingelse for produktivitetsvækst i det private erhvervsliv. Uden en effektiv offentlig sektor ville erhvervslivet ikke være i stand til at levere vækst i produktiviteten. Men denne betydning afspejles på ingen måde i det økonomiske regnskab.

Samtidig rummer den offentlige sektor måske også det største potentiale for ny vækst i produktiviteten.

For det første fordi kravet om store besparelser har udløst en innovationsbølge i en række kommuner, regioner og offentlige institutioner. Det er ikke urealistisk at tale om en produktivitetsgevinst i størrelsen 5 pct. – måske mere – i løbet af de kommende år. Det svarer til et årligt merprovenu på omkring 23 milliarder kr.

For det andet fordi sektoren akkumulerer en række vigtige kompetencer, der kan danne afsæt for ny industriel udvikling, ikke mindst inden for områder som sundheds- og velfærdsteknologi. Det er områder, hvor der kan forventes stor international efterspørgsel de kommende år, og hvor Danmark kunne indtage en førerposition. Det kan bl.a. ske igennem intelligent offentlig efterspørgsel af erhvervslivets kompetencer. Men det forudsætter, at vi opprioriterer offentlig-private partnerskaber og generelt nytænker den danske erhvervspolitik.

Ud fra det tilgængelige materiale må den offentlige sektor frikendes for at have bidraget negativt til udviklingen i produktiviteten. Men det endelige skyldsspørgsmål kan først afgøres, når der foreligger en langt mere præcis opgørelse af sektorens betydning for Danmarks udviklings- og konkurrenceevne. Under alle omstændigheder må den offentlige sektor fremhæves som en potentiel kilde til ny vækst.

Anden mistænkte: Erhvervslivet

Når det gælder den private sektor, er det svært at opstille ét samlet anklageskrift. Dertil er sektoren for fragmenteret.

Men summen af en lang række analyser viser, at størsteparten af danske virksomheder har store problemer med at omstille sig til en ny økonomi under nye vilkår. Det fremgår bl.a. af følgende kendsgerninger:

  • Kun en lille del af danske virksomheder oplever det innovationspres, der motiverer til udvikling af nye processer og produkter. Ifølge en undersøgelse fra GTS-institutterne drejer det sig om 13 pct. Resten oplever kun et moderat eller mindre innovationspres. Mere end 60 pct. af danske virksomheder har heller ikke lanceret nye produkter de sidste tre år. Det forklarer måske også den svage konkurrence på det danske marked,  og hvorfor de danske forbrugerpriser hører til de højeste i EU.
  • Danmark er dårligere end lande som Sverige, Finland, Storbritannien og USA til at omsætte innovation, forskning og udvikling til vækst og produktivitet. F.eks. har innovation ikke bidraget til den danske produktivitetsvækst i perioden fra 1997 til 2007. For de fire øvrige lande har innovationen alene sikret en vækst i produktiviteten på 1,5 pct.
  • Videndelingen mellem virksomhederne og offentlige forskningsinstitutioner er generelt meget sporadisk. Samarbejdet er primært baseret på forskernes private netværk og ikke på langsigtede strategiske partnerskaber. Undtagelsen er Danmarks Tekniske Universitet. Dansk erhvervslivs medfinansiering af offentlig forskning er også noget mindre end i andre lande. I Finland udgør den 9 pct., i Sverige 5 pct. og i Danmark kun 2,5 pct.
  • Danmark har et langt mindre specialiseret erhvervsmiljø end de fire nævnte lande. Kun hovedstaden har en specialiseringsgrad, der kan sammenlignes med de bedste metropoler i Europa. I Sverige, Finland og Storbritannien ligger 30-40 pct. af beskæftigelsen uden for metropolerne i specialiserede erhvervsklynger. I Danmark er det blot 19 pct. Det er også erhvervsklyngerne, der har den største beskæftigelse af højtuddannede medarbejdere. De øvrige lande har desuden langt flere vidensarbejdere beskæftiget i erhvervslivet. Det gælder hver fjerde i USA, hver femte i Sverige og Finland og hver sjette i Danmark.
  • Virksomheder med et udenlandsk ejerskab er langt mere produktive end de danske – og har i øvrigt også betydeligt flere højtuddannede medarbejdere. En opgørelse viser, at de er 17-19 pct. mere produktive end rent danske virksomheder.
  • Danske virksomheders bestyrelser er de mindst internationale. Ingen andre nordiske lande har så få udlændinge i den øverste ledelse som danske selskaber.

Disse indicier peger entydigt på, at erhvervslivet under ét er medskyldig. Men anklagen kan som nævnt ikke formuleres generelt. Ifølge GTS-institutternes analyse kan erhvervslivet opdeles i flere grupper efter deres innovations- og omstillingsevne.

De seneste år har der udskilt sig en A-gruppe, som har opbygget en stærk global konkurrencekraft, primært fordi de opererer på internationale markeder eller i øvrigt domineres af et innovativt mindset. De har typisk benyttet de seneste års økonomiske krise til at trimme deres forretning. De udgør 13 pct. af virksomhederne og tæller en række store og toneangivende multinationale koncerner som Mærsk, Lego, Danfoss, Grundfos, Novo Nordisk, Novozymes, F.L. Schmidt m.fl. B-holdet (32 pct. af virksomhederne) oplever et moderat innovationspres, mens de 52 pct. på C-holdet slet ikke er motiveret for at innovere.

Selv om den form for opdelinger altid skal tages med forbehold, er der ikke tvivl om, at den globale konkurrence har fremelsket en potentiel tabergruppe i dansk erhvervsliv – virksomheder, der er kommet for sent i gang med omstillingen til nye økonomiske vilkår, og som ikke besidder de nødvendige kompetencer eller ressourcer til at tage store udviklingsspring. Desværre udgør de størsteparten af erhvervslivet, og de har stor betydning for såvel produktiviteten som beskæftigelsen. Derfor kan de ikke frikendes for meddelagtighed i “produktivitetsforbrydelsen”.

Tredje mistænkte: Økonomerne

Økonomerne spiller en central rolle i efterforskningen af produktivitetsmysteriet. Det er dem, der fremlægger de tal og konklusioner, der beskriver omfanget af “forbrydelsen”. Tilbage står, om de bidrager til opklaringen, eller om de lægger tågeslør ud, så vi jagter de forkerte mistænkte.

I udspillet fra regeringens produktivitetskommission stilles spørgsmålstegn ved, om produktiviteten giver et retvisende billede af virkeligheden.

[quote align="left" author=""]Den globale konkurrence har fremelsket en potentiel tabergruppe i dansk erhvervsliv – virksomheder, der er kommet for sent i gang med omstillingen til nye økonomiske vilkår, og som ikke besidder de nødvendige kompetencer eller ressourcer til at tage store udviklingsspring.[/quote]

For det første er det af beregningsmæssige årsager ikke muligt at opgøre, hvordan den offentlige sektor bidrager til produktivitetsudviklingen, da det er svært at værdisætte kvaliteten af service, og da der som nævnt ikke eksisterer en markedspris. Netop vanskelighederne ved at måle værdien af immaterielle goder bliver et stigende problem, i takt med at servicesamfundet ekspanderer, og kvalitet bliver en stadig vigtigere værdiskaber. Innovations- og vidensøkonomien udfordrer i det hele taget et nationalregnskab, der har svært ved at indregne de immaterielle faktorer, der skaber produktivitet i den nye økonomi – herunder ledelse, omstillingsberedskab, organisationsudvikling, netværk etc. Og dermed risikerer det at give et forfejlet billede af virkeligheden. Hvordan kan man øge produktiviteten, hvis man end ikke er i stand til at beskrive den?

For det andet påpeger flere høringssvar til kommissionen, at der er stor usikkerhed omkring produktivitetsudviklingen i flere brancher. Derfor anbefales det, at kommissionen kommer med bud på en mere præcis opgørelse af produktiviteten. Med andre ord: Vi skal muligvis til at nytænke hele produktivitetsbegrebet.

Økonomerne kan ikke stilles til ansvar for produktivitetsproblemet, men de pådrager sig en medskyld, hvis de forsømmer at udvikle beregningsmetoder og modeller, der forholder sig til virkeligheden, og i stedet forsøger at tilpasse virkeligheden til modellerne.

Opklaringen af produktivitetsmysteriet forsinkes og vanskeliggøres af uklarhed om, hvad der skaber eller hæmmer produktiviteten i samfundet.

Fjerde mistænkte: Politikerne

Politikerne har på linje med erhvervslivet en stor indflydelse på samfundets produktivitetsudvikling. Det gælder ikke bare politikerne på Christiansborg, men det samlede politiske establishment, inklusive regioner og kommuner, interesseorganisationer og embedsmænd. De fastlægger de politiske rammer for produktiviteten og udstikker i fællesskab den erhvervspolitiske kurs.

Den alvorligste mistanke, der kan rettes mod gruppen, er, at den har forsømt at forberede Danmark på fremtidens økonomiske vilkår. Den danske erhvervspolitik har – generelt vurderet – ikke ændret sig afgørende de sidste 20 år, men hænger fast i industrisamfundets virkelighed og troen på, at så længe politikerne sikrer gode økonomiske rammer, klarer markedet resten selv.

Produktivitet i Mandag Morgen

De sidste tre år har Mandag Morgen skrevet en stribe analyser af den danske produktivitetskrise – og foreslået en lang række initiativer, der kan være med til at vende udviklingen.

En stærk økonomi er en forudsætning for ikke at tabe, men langtfra en garanti for at vinde. En række af de nationer, der løber foran Danmark, har derfor valgt at fokusere deres erhvervspolitiske satsninger omkring klynger, der igennem årene har bevist et stabilt vækstpotentiale. Sektorerne er altså ikke udvalgt af politikere og embedsmænd, men af markedet selv. De beskrives gerne som “økosystemer”, fordi de binder en række komplementære kompetencer sammen i et tæt netværk af partnere – private som offentlige. Disse klynger – eller “blue ocean”-miljøer – tiltrækker typisk flere investeringer og talenter, beskæftiger flere højtuddannede medarbejdere og er rugekasse for nye virksomheder.

Regeringen har tilsyneladende accepteret tænkningen og etableret en række vækstteams, der netop skal analysere muligheden for at satse målrettet på udvalgte markedsmuligheder inden for energi- og miljøteknologi, velfærdsteknologi m.fl. Problemet er blot, at Danmark meget sent har erkendt perspektivet i sådanne økosystemer, at der fortsat er bred modstand mod en fokuseret erhvervsstrategi i store dele af det politiske spektrum, og endelig at det er usikkert, hvor meget staten vil engagere sig i udviklingen af sektorerne. Der er fortsat en lang vej fra vækstanalyser til vækst.

Erfaringerne med store analytiske satsninger, råd og kommissioner er også blandede. Danmark har udviklet en særlig kompetence i at etablere fora, der kortlægger problemstillinger og anviser løsninger: Globaliseringsrådet, Kvalitetsgruppen om fremtidens velfærd, Vækstforum, to produktivitetskommissioner og en række vækstteams – blot for at nævne enkelte nyere eksempler. Men effekten er blot vanskelig at spore. Lidt forenklet og provokatorisk kan man sige, at Danmark har været mere kommissions- end innovationsdrevet i sin erhvervspolitik.

Vi diskuterer for meget og for længe, vi handler for sent og for lidt. Det bekræfter tesen om, at analyse på analyse giver paralyse.

Realiteten er, at Danmark som helhed og en stor del af erhvervslivet i særdeleshed er kommet for sent ind i omstillingen til den nye videns- og innovationsøkonomi. Det betaler vi prisen for de kommende år. Og det er den dybereliggende forklaring på, at produktiviteten halter bagefter, og at en stor del af erhvervslivet risikerer at blive udkonkurreret og hægtet af den nye økonomi.

Sammenfattende kan man fastslå, at produktivitetsefterslæbet lige så meget er et politisk som et økonomisk problem. Politikerne og deres eksperter må påtage sig et stort medansvar for den svigtende produktivitet og velstand.

Og forbryderen er…

Bevismaterialet vejer tungt mod to af de mistænkte: Erhvervslivet og politikerne – med embedsapparatet og de økonomiske eksperter som mere eller mindre ufrivillige håndlangere.

Men det vil ikke være retfærdigt at udpege en enkelt mistænkt som forbryderen. Der er snarere tale om et komplot, hvor flere instanser i fællesskab har undermineret muligheden for at skabe vækst i produktiviteten. Og der er i vidt omfang tale om grov uagtsomhed snarere end egentligt fortsæt.

Skal man udpege én skyldig, må det være Danmarks mangel på konkurrence- og vindermentalitet. Vi mangler generelt den risikovilje, det mod og den forandringslyst, der er nødvendig for hurtigt at omstille samfundet til markant ændrede vilkår. Det var det mindset, der efter Andens Verdenskrig sikrede, at Danmark hurtigt opbyggede et moderne velfærds- og industrisamfund.

Abonner på analyser om ny vækst

Modtag en automatisk e-mail, hver gang Mandag Morgen publicerer nye analyser og artikler om ny vækst.

Log på mm.dk med din mail og adgangskode, og klik på Rediger profil for at vælge, hvilke dagsordener du ønsker at følge. Du kan også abonnere på bloggere.

Har du ikke allerede en profil til mm.dk, kan du oprette den gratis.

Det kunne erhvervslivet ikke gøre alene. Ej heller politikerne. Det blev skabt i et tæt partnerskab mellem alle sektorer og med den amerikanske Marshall-hjælp i ryggen. Netop den indsats er med rette blevet betegnet som en af efterkrigstidens største ledelsesbedrifter.

Den bedrift er der brug for at gentage, hvis ikke Danmark skal fortsætte rutsjeturen ned ad konkurrenceevnens og velstandens internationale ranglister – og opleve støt voksende afstand mellem et fremstormende A-hold og haltende B- og C-hold.

Spørgsmålet er, om produktivitetskommissionerne vil stille sig tilfreds med blot at gentage, uddybe og omredigere kendt stof eller om de selv har modet til at stille de farlige spørgsmål og drage konklusionen af svaret.

Manglen på rettidig omstillingsevne er den alvorligste  forbrydelse i dansk økonomi. At gentage den vil være – kriminelt.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu