Pseudoregulering af persondata :: Kunstig intelligens = etiske dilemmaer :: Tv-branche satser på streamingtjenester

Google viser, at deres kunstige intelligens nu kan snyde en sagesløs frisør. Hvad bliver mon det næste, og hvordan sikrer vi, at systemerne ikke snyder os alle sammen?

Peter Hesseldahl

I disse dage popper den ene besked efter den anden op om, at den webtjeneste, jeg bruger, har ændret i sine betingelser og derfor har brug for, at jeg læser de nye retningslinjer igennem og godkender, hvis jeg vil fortsætte med at bruge tjenesten.

Vil jeg fortsætte med at bruge Google, LinkedIn, Facebook? Ja, jeg kan ikke komme videre i mit liv uden. Jeg har ikke tid til at læse betingelserne igennem, men jeg skal bruge tjenesten lige nu. Så jeg klikker ’OK’ og går videre.  

Jeg er ikke den eneste. Martin von Haller Grønbæk, advokat med speciale i digital teknologi, udtrykker det meget klart i dagens interview:

”Jeg har aldrig nogensinde læst en privacy-policy eller en cookie-bestemmelse igennem, medmindre jeg har fået penge for det. Og det er jo, fordi jeg er et rationelt menneske, der ikke gider spilde min dyrebare tid på det”.

Snarere end at lave pseudoordninger, som f.eks. kravet om, at brugerne skal godkende betingelserne, burde vi sikre brugernes data ved at gøre det nemmere at rykke rundt på sine personlige data, mener von Haller.

I næste uge, på onsdag den 23. maj, holder Mandag Morgen og Altinget en stor konference om data og etik i Blox i København. Dagen før udkommer både Ugebrevet Mandag Morgen og MM Next med et tema om dataetik.

Kunstig intelligens er et af de områder, der virkelig skaber nye etiske udfordringer. Har du f.eks. set Googles demonstration af deres Duplex-system, der kan ringe op og bestille tid hos frisøren, uden at frisøren opdager, at det er en maskine, hun har i røret? Du kan se den her.

Skal vi juble eller skal vi være meget nervøse over den slags? I dagens klumme fra Innovation Center Denmark i Silicon Valley fortæller innovationskonsulent Martin Broch Pedersen, at der er investeret over 100 mia. kr. i AI-udvikling i Silicon Valley i løbet af de sidste 5 år. Alligevel mener de fleste over there tilsyneladende, at der vil gå længe endnu, før vi går fra afgrænsede, smalle AI-systemer til en generel kunstig intelligens, der for alvor kan true menneskets position som de smarteste væsener på jorden.

Forleden bragte vi en større status over den danske tv-industri, som er i god trivsel. Vi følger op med et par interviews med nogle af branchens nøglepersoner som f.eks. Piv Bernth. Igennem årtier stod hun bag nogle af DR’s største dramaproduktioner, men sidste år startede hun sit eget produktionsselskab, Apple Tree Productions. En af de distributionskanaler, hun satser på, er streamingtjenesterne.

Men hvordan fungerer det så, når man skal producere serier til eksempelvis Netflix? Her giver Peter Bose, partner i Miso Film, der står bag den nye tv-serie ’The Rain’, et interessant kig ind bag kulisserne i en spændende branche. Efter hans mening behøver man ikke at give afkald på dansk sprog og kultur for at komme ud på en amerikanske streamingtjeneste. ’The Rain’ er ligeså dansk som en Lars von Trier-film, siger Peter Bose blandt andet.

God fornøjelse med læsningen!

 

Bedste hilsner

Peter Hesseldahl,
redaktør, MM Next


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu