Robotter i virkelighedens jyske fabrik :: Smartphones redder liv i Kenya :: Shenzhens myldrende markedsplads for elektronik

I den virkelige verden i Vestjylland er det ikke helt så ligetil at indføre robotter. I Kenya bruger danske entreprenører mobiltelefoner til sundhedstjenester. Og på elektronikmarkedet i Shenzhen i Kina er der ikke frugt og grønt, men chips og sensorer i kurvene på markedet.

Foto: Uffe Neesgaard
Peter Hesseldahl

Vi har en håndfuld rigtig gode historier i dag.

Det er ikke så enkelt at indføre robotter og automatisere produktionen. Man stiller ikke bare en robot ind i fabrikshallen. Det tager tid at finde den rette løsning og få medarbejderne med på projektet.

Hvordan et automatiseringsprojekt kan forløbe i praksis kan man læse i Anders Rostgaard Birkmanns fascinerende reportage om, hvordan den lille vestjyske fabrik BM Silo gik i gang. Det startede med at direktøren fandt en stak gamle tegninger i en skuffe, der viste hele visionen …

Selv om det er besværligt og måske tager længere tid, end man havde håbet på, er der ikke desto mindre klare gevinster at hente ved at automatisere.

En ny analyse fra Ingeniørforeningen IDA viser, at investeringer i automatisering i snit kan tjene sig hjem på to år og øge produktiviteten med 24 procent. I øjeblikket er det først og fremmest store virksomheder over 250 ansatte, der har indført robotter, hvorimod de små – som BM Silo – finder det meget sværere.

Det er en noget anden type teknologiske udfordringer, man står overfor i Afrika. Vi har endnu en rapport fra Thomas Amter i Kenya.

Han fortæller, hvordan en række startups bruger mobiltelefoner til at gøre sundhedstjenester og viden om behandlinger tilgængelige, selv ude i fjerntliggende landdistrikter. En del af de nye tjenester er udviklet af danske entreprenører, der har slået sig ned i det kenyanske tech-startup miljø. 

Og så har vi en lille videoreportage fra Shenzhen, Kinas svar på Silicon Valley, og stedet, hvor en stor del af al den forbrugerelektronik, du har derhjemme, i lommen eller i tasken, bliver fremstillet.

På det enorme Huaqiangbei electronics market er stemningen og mylderet som på en gammeldags markedsplads, men frugt og grønt i kurvene er erstattet af chips, kabler, skærme og sensorer. 

God fornøjelse

Peter Hesseldahl

Redaktør, MM Next


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu