Sådan booster praktikanter eksporten

Mens Danmark kæmper for at få mere eksport, har Sverige fundet opskriften: 1.100 “eksportpraktikanter” har været en guldrandet forretning for små svenske virksomheder. De har på én gang skabt eksportvækst  i yderområderne og nedbragt arbejdsløsheden blandt unge akademikere i storbyerne. Hver praktikant har i gennemsnit øget eksporten med 5 millioner svenske kroner og skabt 2-3 nye arbejdspladser det første år. Mandag Morgen har besøgt Lidköping, hvor det hele begyndte, for at se, hvad Danmark kan lære af den nye svenske eksportnation.

Når man træder ind i en forretningsmetropol, kan man mærke det. Rulletrapper er ikke til at stå på, men til at gå på. Varme sommerdage fejres med løsnede slipseknuder, men ikke opknappede skjorter. Taxaer glider ind og ud af tæt trafik for at fragte kuffertbærere fra ét mødelokale til et andet. Du er ikke i tvivl: Der er penge i luften.

Sådan er det ikke i den svenske by Lidköping

Bygningerne er ikke høje nok til rulletrapper, den blege eftermiddagssol absorberes af småbørnsfædre i bermudashorts, og den hurtigste hyrevogn kan være ved busstationen, tre kvarter efter du ringer. Alle veje fører til Rom, og alle svenske motorveje er elegant ført uden om Lidköping, der er på størrelse med Svendborg og ligger ved sydspidsen af Sveriges største sø, Vänern. Det tager seks timer, to togskift og en bustur at komme hertil fra København. Du er næsten i tvivl, når du står af på den vindblæste plads i hjertet af byen: Er det virkelig hjembyen for en af Sveriges største eksportsucceser?

Login