Sådan fastholder du dine troløse ansatte

Ledelsen skal have øje for to ting, som har stor betydning for virksomheder og for forandringsprocesser: Det stadig mere avancerede teknologiske og digitale landskab og den nye generation af millennials.

20 år. 15 år. 10 år. 1 år. At blive på den samme arbejdsplads år ud og år ind er ikke længere normalen. Tværtimod.

I dag er det stærke mentale tilhørsforhold til en arbejdsplads, der traditionelt har bundet arbejdsgiver og medarbejder sammen, revet i stykker. Den økonomiske krise, jobmangel og fyringsrunder har skabt et arbejdsmarked, hvor medarbejderens loyalitet over for virksomheden er faldet voldsomt. Man taler i dag om fænomenet job hopping som den helt store trend på det globale arbejdsmarked, hvor generationen af de såkaldte millennials forventes at besidde 15-20 job set over hele deres arbejdsliv.

Det skaber et helt nyt arbejdsmarked og en hel ny arbejdskultur. Ifølge konsulenthuset McKinsey er den udvikling blevet en stor udfordring for mange virksomheder, især når der skal gennemføres forandringsprocesser i organisationen. Udsigten til at skulle arbejde på nye måder og tænke anderledes kan nemlig få medarbejdere til at stå af og søge væk, og det udfordrer den enkelte leders evne til at fastholde den enkelte medarbejder i en tid, hvor der er forandring på menuen.

Slaget er dog ikke tabt på forhånd. Ifølge artiklen ”Winning the hearts and minds in the 21st century” skrevet af to McKinsey-konsulenter er der nemlig en række måder og tiltag, hvormed man kan øge sine muligheder for at fastholde medarbejderne – også i forandringstider. Men det kræver, at virksomheden og lederen investerer mere tid og flere kræfter end tidligere, når de ønsker at gennemføre en forandringsproces og ændre tankegang og adfærd hos medarbejderne.

Her skal ledelsen særligt have øje for to ting, som har stor betydning for virksomheder og for forandringsprocesser: Det stadig mere avancerede teknologiske og digitale landskab og den nye generation af millennials. Tilsammen ændrer de to faktorer spillereglerne for, hvordan virksomheder kan påvirke og skabe forandring hos deres medarbejdere.


  1. Nye digitale værktøjer driver viden, involvering og indflydelse. Digitale muligheder gør det nemt at tilpasse meddelelser, skræddersy dem til den enkeltes behov og levere dem direkte til den enkelte medarbejder. Fra direktørstolen kan man målrette og personliggøre budskaber, så det bliver relevant for den enkelte. De digitale platforme åbner desuden døren til ny involvering og nye former for indflydelse. I direktionen kan man hurtigt tage temperaturen på organisationen gennem f.eks. onlinespørgeskemaer, og man kan gennem digital kortlægning og analyser af sociale netværk identificere og engagere kulturbærere i organisationen og engagere dem i at drive en forandringsproces.



  1. Millennials: Nye medarbejdere skaber nye muligheder og udfordringer. Millennials som medarbejdergruppe kræver særlig kommunikation og involvering. Undersøgelser af millennials viser, at deres beslutning om at blive eller forlade en virksomhed i høj grad afhænger af deres evne til at finde mening med deres arbejde. For at vinde den medarbejdergruppes loyalitet er det afgørende, at direktionen evner at formidle en historie, som er meningsfuld for den enkelte, og hvori den enkeltes værdi for processen fremhæves. Dertil kommer, at det for netop millennials’ villighed til at blive i et job er vigtigt, at de føler, at de udvikler sig og løbende tilegner sig nye kompetencer, f.eks. via rollemodeller eller konkrete udviklingsforløb.


Ledere, der forstår det nye arbejdsmarkeds præmisser med en skiftende arbejdsstyrke og nye digitale værktøjer, og som har forståelse for byggestenene i organisatoriske forandringer, vil stå godt rustet i kampen om de kommende generationer af medarbejdere og deres loyalitet.

Kilde – “Winning hearts and minds in the 21st century”, McKinsey, april 2016.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu