Hvad laver jeg egentlig her? Det var ikke første gang, Sally overvejede det, men som regel fandt hun hurtigt noget andet at tænke på. Der var alligevel ingen vej tilbage.

Det var hendes femte år på Mars, og det meste af tiden gik det faktisk forbløffende godt. Grejet virkede, udvidelsen af kolonien forløb planmæssigt, og snart var de klar til fase 3: Udvidelsen af Amazonia fra de nuværende 20 pionerer til mere end 300 beboere.

Amazonia var en handelspost, en ’havneby’. Her skulle de store fartøjer til minedrift bygges, og her skulle de læsse deres kostbare last af sjældne mineraler på transportskibe, der fortsatte mod Jorden.

De så ikke meget til de andre kolonier. Den nærmeste station var kinesisk, men Sally så gerne, at kineserne var på en helt anden planet. Hun var ikke helt tryg ved, hvad de havde gang i.

Som alle heroppe var kineserne her for at gøre noget, man ikke kunne eller måtte på jorden. Forskning og fremstilling af underlige biologiske organismer; udvikling af avanceret, men farlig, software; eksperimenter med nano-robotter, som kunne gå grueligt galt – eller som ingen ville lægge navn til.  Kort sagt, aktiviteter, som bedst kunne foregå i sikker afstand. 

Mars var beboet af folk med en idealistisk drøm om at føre livet og menneskeheden ud i rummet – og af fribyttere og lykkeriddere, der ikke kunne forlige sig med jordens begrænsninger, og som så chancen for at få magt og vinde hæder i et nyt land. De fleste var en blanding af det hele.

Richard Bransons koloni Virginia var det festligste sted i 50 millioner kilometers omkreds. De satsede på turisme — folk med masser af penge, der ville have oplevelsen af at rejse i et halvt år for at opleve ti dage på Mars, inden de var nødt til at vende hjem, før planeternes stilling gjorde turen for besværlig. 

Virginia var også det eneste sted, man kunne tage hen, hvis det hele blev for kedeligt eller for meget, og man havde brug for at få lidt luftforandring væk fra kolonien. De intergalaktiske koncerner forstod det. Det var dyrt, når pionererne måtte på orlov – men hellere det end at risikere ballade eller mytteri, fordi folk gik hinanden på nerverne.

I dagligdagen var der ikke plads til svinkeærinder. Det var en af de ting, der ikke var kommet med til Mars: Demokrati. Koncernen bestemte. Samtlige kolonier på Mars var privatejede, og de var på hver deres måde realiseringen af en enkelt superrig persons drøm om at skabe sit eget ideelle samfund fra bunden og op.

I starten var det spændende, helt afsindigt fantastisk, at være pioner på Mars. Nu brugte Sally mere og mere af sin fritid i de virtuelle verdener, hun downloadede for sine sammensparede bezos – koncernens interne valuta. Med et kvarters forsinkelse på signalet gav en direkte forbindelse til vennerne på jorden ikke rigtig mening.

Sally glædede sig til fase 3: 300 nye mennesker! Mon en af dem var den person, hun savnede i sit liv?