Lad os starte med en lille rundrejse til et par af klodens ’smarte’ byer. Fra Seoul til Seattle og hjem til Sønderborg. For de såkaldte smart cities er ikke længere fremtidssnak. De er virkelighed og breder sig med en hast og betydning, så stort set enhver borgmester med respekt for sig selv føler sig kaldet til også at ville være smart.

Efter en første bølge, hvor det hovedsageligt drejede sig om indførelse af ny teknologi og en mere intelligent styring af livet i storbyerne ved hjælp af sensorer og indbygget internet i alt fra vejbelysning til spildevandsstyring, er vi på vej ind i en modningsfase, hvor alverdens byer står foran at skulle tage stilling til hvilke værdier og livsformer, man ønsker at fremme gennem netop teknologien.

”Mange byer tror fejlagtigt, at bare man investerer i ny teknologi, så bliver man ’smart’. Men det er virkelig farligt, for mange spilder masser af ressourcer uden at opnå den ønskede virkning eller den transformation af byen, som giver værdi. Og der står vi foran en skillevej i udviklingen af smart city-begrebet,” siger Pascual Berrone, lektor i strategisk ledelse ved IESE Business School på Navarra Universitet i Spanien, der står bag verdens mest omfattende kortlægning af smart cities med sit årlige indeks Cities in Motion. Se indekset i artiklen "Livskvalitet, magt eller finansiel styrke – hvad er vigtigst?"

Men først til eksemplerne. Lad os hoppe direkte til Sydkorea, der med hovedstaden Seoul i spidsen og suppleret af dens futuristiske naboby, Songdo, der i 2015 blev indviet som verdens første specialdesignede smart city, rangerer som det teknologisk mest avancerede land i Asien.

Her har man bl.a. udviklet et transportsystem, hvor batterierne i Seouls elektriske busser bliver ladet op trådløst via wifi-elektricitet (OLEV) installeret direkte under vejenes overflade. Det hele sker automatisk, mens busserne kører rundt. Byens 10 mio. indbyggere kan desuden arbejde fra smarte arbejdscentre, etableret med alskens moderne kommunikationsteknologi spredt over hele byen, hvilket betyder, at en tredjedel af de offentligt ansatte slipper for at transportere sig langt fra eget hjem og ind til deres arbejdsplads. Og bliver man syg, så tilbyder Seouls digitale sundhedspleje, U-health, online lægekonsultationer og telemedicin til alle ældre og handicappede.

Lad os hoppe videre til amerikanske Seattle, hvor smart city-begrebet som så mange andre steder i USA hovedsageligt er markedsdrevet. Her har bystyret sammen med University of Washington implementeret RainWatch, der overvåger mængden af nedbør i realtid, så man øjeblikkeligt kan advare om risiko for oversvømmelser. I løbet af 2017 installeres desuden akustiske sensorer rundt om i byen, der ligeledes i realtid kan lokalisere, hvor der bliver affyret skud i byen og med hvilken våbentype. Teknikken kommer fra virksomheden ShotSpotter, der garanterer, at man blot 30-45 sekunder efter et skud er blevet affyret kan lokalisere, hvor det er sket med en nøjagtighed på plus/minus tre meter. Systemet aktiverer dernæst overvågningskameraer i lokalmiljøet og sender en advarsel til politiet.

Hjemme i vor egen Sønderborg er man også hoppet på smart city-toget. Sammen med byerne Vitoria-Gasteiz i Baskerlandet og Tartu i Estland har Sønderborg fået EU-millioner til projektet SmartEnCity, der går ud på at reducere energiforbruget, øge produktionen af vedvarende energi og så ellers være ”smarte omkring det”, som det er formuleret på den officielle hjemmeside.

De nævnte eksempler vidner om, hvordan implementeringen af smart city har vundet indpas i såvel den mindste købstad som i verdens megabyer.

Udvandet begreb

Men ifølge flere kilder er der gået inflation i begrebet. Hvor de indledende tanker om smart city var stramt fokuseret på intelligente måder at udnytte teknologiens muligheder på i byen, og den allerførste europæiske opgørelse i 2007 fra Technische Universität i Wien identificerede styrker og svagheder, som alle kunne lære af, så er begrebet siden blevet udvandet og flydende, lyder kritikken.

Simon Giles, leder af Global Cities i den britiske afdeling af konsulenthuset Accenture, som løbende rådgiver byer verden over, påpeger, hvordan definitionen af smart city har ændret sig så meget i forhold til dets oprindelige intention, at det nu stort set dækker over alle ting:

”Konsekvensen er, at enhver by kan definere sig selv som ’smart’ uden reelt at skulle bekymre sig om at blive sagt imod. Samtidig ønsker enhver by nærmest per definition at fremstå smart eller intelligent, for alternativet er jo at være dum og uintelligent, og det ønsker ingen. Så begrebet er simpelthen blevet udvandet.”

En af Danmarks førende eksperter i smart cities er Martin Brynskov, lektor på Aarhus Universitet og derudover koordinator for tre af de mest ambitiøse danske projekter på området, SynchroniCity, OrganiCity og Danish Smart City Think Tank, og han er fuldstændig enig:

”Lige siden det første indeks kom for ti år siden, er der gået sport i at være smart. Det er blevet en global kamp om at være smartest,” siger Martin Brynskov.

Ifølge ham er udfordringen, at byerne ikke kan bruge de mange opgørelser over smart cities til ret meget andet end markedsføring. Det samme gælder for konsulenthusene, der kan udnytte opmærksomheden omkring dette eller hint indeks til at sælge nye analyser og mere rådgivning.

”Derfor er det efterhånden lidt hul i hovedet, når alle klæber etiketten ’smart’ på deres byer. Smart city-indeks måler efterhånden bare, hvad det vil sige at være en god by,” siger han.

Professor Pascual Berrone fra IESE Business School på Navarra Universitet i Spanien mener, at det nærmest er blevet en global besættelse at kunne betegne sig selv som smart city:

”Og det er en tendens, som er eskaleret i de seneste år,” siger han.

Som led i universitetets egen årlige kortlægning, Cities in Motion Index, der sammenligner byer ud fra 10 nøgleparametre, rejser Pascual Berrone det meste af kloden rundt, og overalt oplever han, hvordan byer forsøger at inkorporere teknologi som et centralt element i byernes infrastruktur og daglige liv for at kunne tilbyde ekstra ydelser og servicer til borgerne.

”Smart City er blevet et buzzword. Men hos os er vi meget kritiske over for det, for i sidste ende kan det være farligt, hvis man kun fokuserer på teknologien for teknologiens skyld. Vi mener, at det er mere præcist at tale om byer, der bevæger, udvikler eller flytter sig,” siger han og tilføjer:

”Mennesker kan være smarte eller intelligente, det kan byer ikke. Så det afgørende er i virkeligheden, om en by har en ’smart’ politisk ledelse, hvor der bliver taget højde for borgernes behov, og hvor man bruger teknologien til at løse reelle, større problemer,” siger Pascual Berrone og tilføjer, at han og kollegerne fra Cities in Motion Index bevidst benytter begrebet smart city mindst muligt.

”’Vi er i princippet ligeglade med, om du er den bedste by i verden eller nr. 30 på listen. Det her er ikke nogen skønhedskonkurrence. For os handler det mere om en transformationsproces af byerne, hvor vores indeks kan være udgangspunktet for en samtale om, hvilken slags by og byudvikling, man ønsker i fremtiden.”

Står over for afgørende valg

Ifølge Pascual Berrone står verdenens byer over for en skillevej. For mens de mange teknologiske fremskridt i kølvandet på smart city-tænkningen ofte er en katalysator for vækst, innovation og øget produktivitet, så kan det samtidig skabe en række afledte negative konsekvenser:

”Vi kan se af vores årlige indeks, at de byer, som over tid får gavn af implementeringen af ny teknologi, big data og Internet of Things, opnår bedre økonomi. Det er et spørgsmål om produktivitet og dermed øget rigdom. Men mange af de byer, som økonomisk klarer sig godt, halter i stigende grad bagefter i forhold til social samhørighed og livskvalitet. Og det er super interessant. Det viser, at prisen for større velstand og udvikling af smart cities basalt set risikerer at medføre større ulighed, fordi man ikke er tilstrækkeligt dygtige til at fordele den ny velstand. Det gælder særligt for London og New York. Så spørgsmålet om ulighed er på vej til at blive helt centralt i debatten om smart cities,” siger Pascual Berrone.

Han forudser, at bystyrer rundt om i verden i de kommende år får en vigtig rolle med langt mere bevidst at definere hvilken slags by, de ønsker at fremme ved hjælp af ny teknologi. Den spanske professor står i øvrigt ikke alene med sin frygt for de sociale og kulturelle konsekvenser i byerne. Også lektor Martin Brynskov løfter pegefingeren:

”Hvis man tror, at man bare kan komme med de teknologisk drevne løsninger på vor tids grundlæggende og komplekse samfundsudfordringer, uden at alle samfundsgrupper får glæde af det, så får vi mere Trump og mere Brexit og Dansk Folkeparti, hvor befolkningerne langt op i samfundslagene siger nej tak,” siger han.

Han uddyber det med, at man isoleret set godt kan løse tekniske og bureaukratiske problemer med digitalisering, Internet of Things og ny teknologi, men hvis det samtidig gør folk arbejdsløse eller medfører, at de får mere kedelige liv, så får vi den sociale splittelse.

”Og der skal borgmestrene lige nu gå balancegang, hvor du kan se Frank Jensen (overborgmester i København, red.) i den sværeste af dem alle mellem på den ene side at gøre København til en sexet hub for udenlandske investeringer og økonomisk udvikling, mens han på den anden side risikerer at distancere sig fra folket og sit eget ophav. Og jeg kan love dig for, at der er meget stor opmærksomhed lige præcis omkring det problem,” siger Martin Brynskov, der som leder af nogle af Danmarks største internationale smart city-projekter kommer meget rundt i både Danmark og EU.

”Vi har set det i Danmark med eksempelvis Uber, der udstillede de samfundsmæssige udfordringer over for de nye økonomiske muligheder, som smart city-samfundet giver. Og det er blot ét eksempel på de sociale og kulturelle konsekvenser, vi står midt i nu.”

Martin Brynskov påpeger, at problematikken er den samme over hele verden, hvor man gerne vil have de globale dynamikker i spil, men uden at det suger ilten ud af den lokale økonomi.

”Hvis man hovedsageligt får de negative konsekvenser som tab af job og overvågning af borgerne, så risikerer man, at folk vender sig imod udviklingen. Og der skal ikke så meget til for at få det til at tippe, så folk står af over for det hersens smart city. Og så bliver borgmestrene sgu ikke genvalgt,” siger Martin Brynskov.

Han understreger dog, at Danmark er et af de lande, hvor byerne og kommunerne stadig gør det godt og er længst fremme med at få tænkt i løsninger på tværs af siloer og tage udgangspunkt i borgernes og samfundets konkrete behov.

København er blevet for dejlig

Dansk byudviklings grand old man, arkitekt og byplanlægger Jan Gehl, har i årtier arbejdet internationalt med udviklingsprojekter i blandt andet New York, Melbourne og Shanghai, og senest har han fået til opgave at ændre Sydneys centrum, så det i 2030 bliver en langt mere menneskevenlig by. Jan Gehl hæfter sig ved, at København ikke længere topper listen fra business- og livsstilsmagasinet Monocle, der hvert år måler verdens bedste byer at leve i. København var ellers nummer ét i både 2013 og 2014, men er siden røget ned ad listen.

”Det er først og fremmest fordi, København er blevet for dyr at bo i. Byen er blevet for dejlig, og så stiger boligpriserne,” som Jan Gehl udtrykker det.

”Men det er jo en meget interessant problematik, at i og med at København bliver en mere liveable city – altså en bedre by med fredelig og elskværdig stemning, hvor der er mange mennesker på gaderne og en tilbagelænet stemning – så tiltrækker det helt nye grupper af mennesker, som har vist sig at være med til at presse boligpriserne op. Derfor er man politisk nødt til at sørge for, at der er tilstrækkeligt med boliger i forskellige priskategorier. Det bekymrer mig, hvis vi ikke længere tilbyder den bedste livskvalitet for flest mulige borgere. Vi er nødt til at se på indholdet bag kjolen,” siger han.

Jan Gehl advarer kraftigt imod at lade sig forblinde af førerløse biler, nye dimser og teknologiske løsninger, som ifølge ham ikke i sig selv øger livskvaliteten.

”Meget af det handler bare om at få solgt nogle ting. Og hvis det er, hvad der forstås ved at være en smart city, så er jeg ikke med på den,” siger han.

Vinderen tager det hele

Problematikken med succesrige byer, der risikerer at blive skævvredet i deres egen fremgang, optager også den amerikanske økonomiprofessor Richard Florida, der i 2002 blev berømt for bogen ’The Rise of the Creative Class”, hvor han bl.a. introducerede begrebet ’den kreative klasse’. Dengang var han overbevist om, at kunne man blot tiltrække den kreative klasse til verdens storbyer, så ville det i sig selv være med til at skabe en helt ny vækst i samfundet.

Et element i den filosofi var netop smart city-udviklingen. For når ikke kun de mange kreative kunstnere som filminstruktører, skuespillere, musikere, forfattere og lignende bosatte sig i byerne men også alle iværksætterne, computerprogrammørerne, it-entreprenørerne og ingeniørerne, som ifølge Richard Florida også tilhører den kreative klasse, ja, så fulgte både sjove butikker og gallerier samt de nødvendige nye miljøer af entreprenante it-startups, der kan genstarte byernes udvikling, med.

Og gentrificeringen – som er det begreb, der bruges til at beskrive de socioøkonomiske, kommercielle og demografiske forandringer i et byområde, der følger af, at rigere mennesker køber ejendom i et mindre velstående samfund – blev udpeget til nærmest at være løsningen på nedslidte bydele og slumproblemer i mange byer. Richard Florida forudså således også fremkomsten af high tech-hubs omkring San Francisco og Pittsburgh.

Men i sin nye bog, ’The New Urban Crisis”, der udkom i april i år, gør han opmærksom på, at virkningen af den kreative klasses indtog har vist sig at være så voldsom, at det mange steder har fået den modsatte effekt af det ønskede.

Blandt andet har de stigende priser på boliger været med til at presse arbejder- og middelklassen helt ud af de store byer, så risikoen nu er yderligere ulighed og social segregering. Kun de privilegerede i nogle få ”superstar cities” høster for alvor frugterne af de nye smarte byer.
”Fremkomsten af denne urbanisering, hvor vinderen tager det hele, skaber en ny form for ulighed mellem byer, fordi den økonomiske kløft bliver stadig større mellem de byer, der stormer frem, og så alle de andre byer, der har mistet deres økonomiske fodfæste som følge af globaliseringen, deindustrialiseringen og andre faktorer,” forklarer Richard Florida i sin nye bog.

Her argumenterer han for, at fremtidens virkelig smarte byer er dem, som på alle måder fremmer og fastholder arbejder- og middelklassens eksistens, og som investerer i billige lejeboliger centralt i bykernen og i en infrastruktur, som fysisk fortætter byerne.

Pascual Berrone fra Navarra Universitet pointerer, at netop fordi udviklingen går mod stadig større megabyer verden over, så vil det i stigende grad også bliver borgmestrene i de store byer, som får rollen med at definere, hvilke samfund vi skal have i fremtiden:

”Vi har kun lige set begyndelsen på en fremtid, hvor urbaniseringen ændrer magtforholdene, og hvor borgmestre verden over vil blive tvunget til at vælge mellem, om de ønsker en sammenhængende by, måske på bekostning af maksimal økonomisk fremgang. Eller om de foretrækker at maksimere udviklingen til trods for, at det kan føre til en vis ulighed. Og det valg bliver centralt for borgmestrene i de kommende år.”