Det er blændværk, hvis man bilder sig ind, at regeringens og de borgerlige partiers vækstplan vil løse Danmarks vækstkrise.

Selv om politikerne har brugt syv uger på forhandlingerne, vil planen ikke føre til en afgørende forbedring af konkurrenceevnen, så dansk eksport kan gå sin sejrsgang på det globale marked. Planen giver heller ikke solide og visionære svar på produktionsdanmarks ønske om at skabe en industriel renæssance.

På den front skal der helt anderledes vidtgående og visionære initiativer til. Mandag Morgen har allerede fra lanceringen af regeringens Vækstplan DK påpeget, at de nye reforminitiativer kun vil skabe få tusinde arbejdspladser, selv om et kor bestående af regeringen, erhvervsorganisationer og mainstreamøkonomer i starten forsøgte at tale planen op som et imponerende bidrag til at skabe ikke mindre end 150.000 nye arbejdspladser frem til 2020.

De to delaftaler til en samlet værdi af 92 milliarder kr., som regeringen nu har indgået med de borgerlige partier, indeholder en stribe initiativer, der angiveligt skal forbedre konkurrenceevnen og skabe mange nye job: Nedsættelse af selskabsskatten til 22 pct., lempelser afenergiafgifter, boligjobordning, lidt højere offentlige investeringer, støtte til landdistrikter, efteruddannelse og fjernelse af sodavandsafgiften for at stoppe grænsehandel.

Man kan godt blive overvældet af de mange initiativer, der blandt meget andet også rummer 452 millioner kr. til en motorvej til det nye vestjyske sygehus i Gødstrup.

Handlekraft eller håndører

Politikerne og ikke mindst regeringen ønsker at demonstrere over for befolkningen, at man besidder handlekraft og lederskab i forhold til den økonomiske krise.

Man puster det hele op ved at akkumulere tallene fra de enkelte år og strække beløbene helt til 2020, og samtidig bunker man en række andre reformer – SU- og kontanthjælpsreform – oven på, som sammen med en lavere offentlig vækst skal finansiere hele gildet.

Det er forståeligt, hvis den almindelige vælger føler sig blæst bagover. En række medier og nogle økonomer har undervejs købt regeringens budskab og overtaget dens retorik.

Erhvervslivets interesseorganisationer jubler stadig over vækstplanen, fordi de oplever det som en sejr, at virksomhederne får lidt mere og den offentlige sektor lidt mindre i årerne fremover. Byggeriet og servicevirksomheder kan glæde sig over, at de kan få snablen ned i en forlænget boligjobordning, hvor fradraget deles ud til alle i de næste par år. De små og mellemstore virksomheder er også blevet tilgodeset med nogle håndører i form af bedre kreditvilkår og støtte.

Men kigger man på de enkelte poster, så er der tale om småpenge. Eller som Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, sagde, er det "en fin lille aftale". Ordet lille er meget velvalgt.

Sagen er nemlig, at der er mere retorik og reformpilleri i vækstplanen end store epokegørende økonomiske reformer. Skræller man det væk, er der ikke ret meget tilbage. I 2014 vil de samlede lettelser og initiativer i forhold til erhvervslivet koste staten ca. 9 milliarder kr.

Bilder man sig ind, at et beløb, der har en værdi på under en procent af de årlige eksportindtægter, vil kunne styrke nationens konkurrenceevne markant, gør man sig falske forhåbninger. Det er som en omgang brus i en sodavandsflaske.

Tomme kalorier og tung i bagen

Vækstplanen er endt som en sodavandsreform med masser af tomme kalorier. Selv om det efter de første slurke føles, som om man får ny energi, så fortager effekten sig hurtigt.

Det er muligt, at landets kontanthjælpsmodtagere og unge vil hælde noget mere cola indenbords, fordi de borgerlige partier nu har sørget for, at en halvanden liters Coca Cola bliver tre kroner billigere, og at vi fremover kan spare fem-seks kr. på en kasse øl. At det skulle gøre den store forskel på grænsehandlen, forekommer latterligt. Resultatet bliver formentlig først og fremmest, at folk bliver federe og tungere i bagen.

Når det kommer til stykket, er det allerhøjst nogle få hundrede job, der kommer ind på den konto. Men de samfundsøkonomiske omkostninger i form af øget risiko for fedme og livsstilssygdomme er ikke regnet med. Antagelsen er vel nul i de politisk-økonomiske regneark, som Finansministeriets folk arbejder i.

På Slotsholmen håber man muligvis, at de internationale konjunkturer vender, for det er den absolut vigtigste faktor i de modeltekniske beregninger over mulige kommende arbejdspladser. Men realiteterne er, at den økonomiske pessimisme igen har bredt sig i Europa, og de internationale prognoser nedskrives for tiden. Som Mandag Morgen skrev i årets første nummer om den kroniske krise, er ”risikoen for langvarig stagnation og lavvækst betydelig”.

Danmark hænger stadig fast i lavvæksten, og arbejdsløsheden er stigende. I bedste fald giver vækstplanens nye initiativer mellem 5.000 og 10.000 arbejdspladser, men usikkerheden er betydelig. Nedsættelsen af selskabsskatten letter erhvervslivets omkostninger, men den giver ikke mange nye job, og lettelsen er for lille til at hjælpe Danmark til at differentiere sig over for andre nationer, for ændringen placerer blot Danmark på linje med den internationale mainstream.

Grøn omstilling må ikke glemmes

Boligjobordningen burde være målrettet energirenoveringer, fordi det kunne sænke Danmarks energiforbrug og CO2-udslip på den lange bane samt mindske vores afhængighed af autoritære olieregimer. Det ville også styrke de danske vindervirksomheder, der har spidskompetencer inden for energieffektive løsninger.

I stedet har man valgt at sprede ordningen ud over alt muligt – fra almindelig rengøring til opførsel af udestuer i danskejede sommerhuse i Sverige. Det giver kun kortvarige job i serviceerhverv og byggeri uden perspektiver i forhold til den grønne omstilling, som Danmark skal i gang med i de kommende år. Og regeringens slingrekurs er tydelig, når man samtidig har accepteret at lempe energiafgifter og affaldsafgifter for virksomheder. Det er et skridt væk fra regeringsgrundlagets ambitioner på det grønne område.

Det er trist, at forligspartierne i mængden af små delforslag ikke har formået at holde fast i Danmarks høje ambitioner på det grønne område, for her vil der i de kommende år ligge store vækstmuligheder. Her gælder det om at bevare balancen og fastholde perspektiverne selv i krisetider. Det er muligt, at man kan styrke konkurrenceevnen og gøre livet lettere for erhvervslivet ved f.eks. at rydde op i bureaukratiske miljøregler, sådan som bl.a. Natur- og Landbrugskommissionen lægger op til. Men det bør gøres på en intelligent måde, så Danmark kan fastholde sin internationale førerposition som grøn frontløber.

Den største udfordring for Danmarks konkurrenceevne er stadig innovationskrisen. Skal vi klare os i den internationale konkurrence, er det helt afgørende, at produktiviteten forbedres kraftigt, samtidig med at der sættes turbo på investeringer og initiativer, der kan styrke Danmarks innovative konkurrencekraft. Det er den, vi skal leve af i fremtiden.

Ja til digitalt tigerspring

Vi trænger til en langsigtet vitaminkur og til at bruge mere tid i det økonomiske fitnesscenter. Vi skal bruge flere kræfter på at tænke mere ud af boksen i erhvervspolitikken og i de enkelte virksomheder. Hvis man i stedet for små lappeløsninger, udbudsøkonomiske regneøvelser, interessepleje og sodavandsbrus for masserne havde tænkt lidt grundigere over tingene, kunne man have brugt 92 milliarder kr. langt mere intelligent og offensivt. Her er tre eksempler:

• For 35-40 milliarder kr. kunne Danmark fået fiberoptisk højhastighedsnet i hele landet, der ville have skabt langt flere arbejdspladser på både den korte og den lange bane. I stedet for et hullet landkort med for mange langsomme forbindelser, ville Danmark kunne sætte gang i væksten ved at tage et tigerspring ind i den digitale økonomi.
• På samme måde kunne man fremskynde investeringerne i Togfonden og løfte ambitionsniveauet, så man fik bundet Danmarks to store byområder – Storkøbenhavn og den østjyske byregion – tættere sammen. Nye højhastighedstog, der kobler Øst- og Vestdanmark sammen og forbinder os med det europæiske højhastighedsnet, ville også kunne sætte skub i væksten.
• Og endelig kunne man bruge et tocifret milliardbeløb på at lave verdensklasseskoler og internationalt førende universiteter og give efteruddannelser, så vi får løftet produktiviteten og innovationskraften i det danske samfund i de næste generationer.

Det er bare tre eksempler på, hvordan man kunne nytænke vækst- og erhvervspolitikken. Der er også mange gode og konstruktive forslag i regeringens vækstteams, der venter på at blive ført ud i livet.

I stedet for at smøre en masse små reformer ud over en bred front, må vi i gang med at investere i en infrastruktur i verdensklasse. Vi skal også opbygge nye stærke erhvervsklynger, styrke de højproduktive vindervirksomheder og understøtte de innovative iværksættere, som vi skal leve af i fremtiden.

Danmark har allerede stærke nichepositioner inden for bl.a. energieffektive løsninger, medicin, fødevarer og velfærdsteknologi, som virkelig har noget at byde på i forhold til verdens største og uløste samfundsudfordringer.

De postitioner må vi have udbygget. Det kræver frem for alt en målrettet og langsigtet indsats, i stedet for den nuværende zigzag-kurs, der kun giver kortsigtede marginalgevinster