Station F er verdens største startup-fabrik

I en tidligere jernbanestation i en forstad til Paris ligger verdens største miljø for startups. I en kæmpe hal, over 300 meter lang, knokler omkring 1.000 små virksomheder med at udvikle deres forretning, understøttet af coaches og investorer. Nogle af dem bor der ligefrem.

Foto: Patrick Tourneboeuf
Peter Hesseldahl

Essensen
  • Fransk tech-milliardær har skabt unikt startup-miljø.
  • 1.000 startups i Paris er samlet under samme tag sammen med coaches, værksteder og investorer.

Station F åbnede i juni sidste år. De 34.000 kvadratmeter rummer over 3.000 skriveborde, et stort makerlab, masser af sækkestole, bordfodbold og et par store skulpturer af Jeff Koons og Ai Weiwei.

Senere i år indvies endnu en sektion, åben døgnet rundt, med cafeer og restauranter med plads til 1.000 gæster. 10 minutter fra hallerne er man ved at opføre tre boligblokke med delte lejligheder til i alt 600 af de entreprenører, som arbejder i Station F.

Det er et stort sted, kort sagt. 

”Paris har stået i skyggen af byer som London eller Berlin. Her var masser af innovation og udvikling, men det har været meget spredt. Tanken med Station F var at skabe et komplet og samlet økosystem og et iøjnefaldende projekt, der kunne sætte yderligere gang i startup-miljøet,” fortæller Roxanne Varza, der er direktør for Station F.

Varza kalder det et ”startup-campus”. Det er ikke en inkubator, det er ikke et co-working space, det er ikke et universitet – det er en kombination af det hele. 

Modellen er, at store virksomheder, organisationer eller universiteter driver forløb for startups. Forløbene kan være af et halvt eller et helt års varighed, hvor de startups, som deltager, understøttes med coaching, undervisning og kontakter til investorer. 

Facebook kører eksempelvis et acceleratorforløb. De har lejet 80 skriveborde i Station F, og de har udvalgt en gruppe startups inden for kunstig intelligens, som de støtter i den tidlige udviklingsfase. På samme måde har blandt andre Microsoft, Ubisoft, L’Oreal, danske Zendesk og fire franske business schools etableret deres egne startup-forløb i Station F. Der er i alt 28 programmer inden for industrier som med-tech, fin-tech, fashion-tech og cyber-sikkerhed. 

Tech-milliardær står bag

Idéen – og pengene – til Station F kommer fra Xavier Niel, en af Frankrigs rigeste mænd, der har skabt sin formue på at opbygge teleselskabet Free, og gennem heldige investeringer i tech-selskaber som Snapchat og Nest. Han er også medejer af avisen Le Monde – og i øvrigt gift med hovedarvingen til LVMH-imperiet af luksusmærker.

Niel har lagt de 250 mio. euro, det har kostet at anskaffe, ombygge og etablere Station F, og der er ingen forventning om, at de penge skal tjenes hjem igen, fortæller Roxanne Varza: ”Vi skal have omkostningerne til driften til at balancere, men vi skal ikke have fortjeneste på projektet.”

De franske myndigheder har støttet op ved at åbne en stribe kontorer i Station F, så man på stedet kan få vejledning omkring skatteforhold, ophavsrettigheder og patenter, visa-ansøgninger, databeskyttelse og andre administrative spørgsmål, som kan være en stor udfordring for de unge virksomheder. I alt er der direkte adgang til 30 offentlige services.

Et af kriterierne for at få plads i Station F er, at man er et nystartet firma.

”Under planlægningen interviewede vi en masse virksomheder for at forstå deres behov. Vi opdagede, at der kommer en stor forskel, når startups bliver omkring tre år. De holder op med at gå så meget til konferencer og præsentationer, og de lukker sig mere, både for at fokusere og for at holde på medarbejderne. De bliver mere introverte, og så er Station F ikke det rette sted for dem. Man skal være meget udadvendt for rigtigt at få udbytte af at være her,” siger Roxanne Varza. 

Det minder om et universitet  

Udover størrelsen skiller Station F sig også ud fra de typiske co-working spaces eller startup-inkubatorer ved, at der er påfaldende rent og ordentligt. Ingen pizzabakker, Red Bull-dåser eller folk, der sover henover tastaturet – måske fordi stedet kun har været åbent et halvt år. Stemningen på en fredag formiddag minder mest om et universitet.

Roxanne Varza er ikke uenig i sammenligningen: ”Vores model minder lidt om et universitet. De fleste er her som del af et af de programmer, som de store virksomheder eller organisationer kører. Man skal ansøge om at blive optaget på et af 28 programmer, og det svarer lidt til en tage en masteruddannelse i at udvikle sin forretningside inden for en bestemt linje,” siger hun.

Et af programmerne stikker lidt ud. Fighters’ program er et gratis program, der særligt støtter ”atypiske” entreprenører: folk, med en mindre privilegeret baggrund eller flygtninge og indvandrere.

”En af vores kerneværdier er diversitet,” siger Roxanne Varza: ”Vi vil være med til at sikre, at entreprenører ikke kun er folk med en MBA eller en ingeniøruddannelse. Vi vil gerne give dem adgang til de samme ressourcer”.

Xavier Niel kommer selv fra beskedne kår og hans vej til samfundets top har haft nogle kulørte omveje. Niel financierer i forvejen skolen ”42”, som hvert år uddanner 1.000 programmører gratis.

Den franske startup-scene blomstrer

Man behøver ikke at være tilknyttet et af de organiserede forløb i Station F. Man kan også bare leje et skrivebord og få adgang til stedets faciliteter og begivenheder. Det koster 195 euro om måneden – 1.450 kroner. Det er billigere end normalt for kontorplads i Paris, men der er også rift om pladserne. Ved den seneste runde var der 4.000 ansøgere om 200 pladser – og størstedelen af dem kom fra USA, Storbritannien og Kina.

Roxanne Varza ser tilstrømningen fra udlandet som en del af generel opblomstring af startup- og tech-miljøet i Frankrig. Det er et sammenfald af flere faktorer, der skaber væksten:

”Hidtil har det været mest sexy at tage til steder som Silicon Valley eller London, men det er blevet ekstremt dyrt at være startup der. Sammenlignet med Paris koster det det dobbelte eller mere i Silicon Valley at hyre ingeniører med de samme kvalifikationer, og samtidig er lejen for kontorer og boliger langt højere. Samtidig er der nu langt mere venture-kapital og ressourcer tilgængelige for startups i Europa, i modsætning til for blot nogle få år siden,” siger Roxanne Varza.

Hun peger også på politiske faktorer: ”Trump og Brexit har gjort, at mange begynder at se sig om efter andre steder at etablere sig, og samtidig har Macron som præsident afsat store beløb til at støtte startups i Frankrig. Han signalerer en ny dynamik,” siger Roxanne Varza. 

Macron indviede Station F sidste sommer, og den foregående præsident Francois Hollande har et kontor i Station F, som han bruger en dag om ugen. En anden prominent logerende er Tony Fadell, som i sin tid var ansvarlig for udviklingen af Apples iPod, og som derefter startede Nest, der fremstiller intelligente termostater og andet grej til det ”smarte” hjem. Nest blev købt af Google for 17 milliarder kroner, men Fadell har for et par år siden forladt Nest, og har slået sig ned i Paris som venture-kapitalist.

Udover Fadell har flere andre venture kapital-selskaber kontorer i Station F, og det er lykkedes en del af de mange startups i hallen at få investeringer til udviklingen. Investeringerne ligger typisk på mellem 1 og 3 millioner euro. Roxanne Varza forventer også på sigt, at mange af de små selskaber vil blive opkøbt af de store selskaber, som driver accelerator-forløbene – og som naturligvis håber på at finde de nye banebrydende opfindelser blandt de unge entreprenører. 

Det er først og fremmest kunstig intelligens i forskellige afskygninger, som udvikles i de mange startups. At dømme efter aktiviteten i Station F er de kommende års nye forretninger baseret på big data, chatbots, cyber-sikkerhed, augmented- og virtual reality, og alle mulige former for ”smarte” produkter til Internet of Things.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu