Væksten i det danske samfund har stort set stået stille i de sidste tre år, og i den forløbne uge måtte regeringen atter en gang nedskrive forventningerne. Søvngængeragtigt bevæger Danmark sig videre i den globale konkurrence, uden at det virker, som om regeringen har noget godt svar på, hvordan udfordringen løses. Det har de foregående regeringer for så vidt heller ikke haft særligt kvalificerede svar på, for i de sidste to årtier har Danmark været en af de langsomst voksende økonomier blandt OECD-landene. 

Desperationen over denne nye normaltilstand vokser, og det er stadig mere tydeligt, at forårets såkaldt historiske vækstplan på 92 milliarder kr. er fuldkommen utilstrækkelig. Den forekommer allerede at være, ja, netop historie. Her forleden kom de økonomiske vismænd med en skarp kritik af regeringen for at føre en alt for stram finanspolitik og overbeskatte danskerne i forhold til, hvad der er nødvendigt. De foreslår, at finanspolitikken lempes for 10-12 milliarder kr. for at sparke gang i økonomien. Baggrunden er, at vismændene på kun et halvt år har skruet ned for deres vækstprognose for 2013, fra 1,6 pct. til kun 0,25 pct. Og de advarer nu imod de skrappe sideeffekter af de mange finanspolitiske besparelser. Helt pr. rygmarv har regeringens tunge økonomiske ministre, Bjarne Corydon og Margrethe Vestager, afvist at lytte til vismændene. De kan med rette hævde, at vismændene har ændret kurs i de sidste år. For tre år siden anbefalede vismændene en stram finanspolitik for at sikre den langsigtede holdbarhed.

Sagen er, at de vise mænd nok har regnekundskaber på højt niveau, men i grunden slet ikke ved, hvad der egentlig virker. De er rundtossede, fordi de økonomiske konjunkturer ikke opfører sig som forventet. Danskernes psykologi kan også være svær at aflæse, og den betyder ganske meget for husholdningernes opsparing. Nullernes forbrugerisme er sat noget på hold, og de europæiske regeringer har over en bred front spændt livremmen ind, fordi finansmarkedernes damoklessværd har truet de svageste i flokken. Og angsten for, at nye kriser breder sig, har muligvis fået regeringerne til at overreagere. Den danske regering er ikke alene om at bære ansvaret for den nuværende situation. Og forårets vækstplan, som man aftalte med de borgerlige partier, vil på kort sigt nedbringe væksten, fordi man flytter forbrug fra det offentlige til det private, uden sikkerhed for, at den sidste del af ligningen virker.

Nye veje

Det er på høje tid at gå andre veje i bestræbelserne på at styrke vækst og beskæftigelse i det danske samfund. Det er tvivlsomt, om man kan styrke konkurrenceevnen og væksten med de traditionelle makroøkonomiske stimulanser eller små finjusteringer af skatte- og afgiftsniveauet. Sagen er, at det forslår som en skrædder i helvede. Den europæiske tidsånd peger i retning af et opgør med de sidste års austerity-doktrin, og selv Den Internationale Valutafond har anbefalet, at man slækker lidt på tøjlerne, fordi den stramme finanspolitik har skabt en negativ spiral. 

Også i Danmark er sirenerne begyndt at synge en lokkende sang om, at bare man skruer op for det offentlige forbrug, så venter der mere gyldne tider og flere job. Men så simpelt er det ikke. 

Vi er dybt afhængige af, hvad de andre europæiske lande foretager sig, og der er en overhængende fare for, at de ender i en økonomisk recession. Skal der føres en mere ekspansiv finanspolitik, nytter det ikke meget, hvis et lille land som Danmark gør det alene, og i givet fald bør det ske som led i en koordineret europæisk strategi. Den mest intelligente måde at anvende pengene på ville være at sætte ekstra midler af til investeringer i ny infrastruktur, der for alvor kan bidrage til at løfte produktiviteten og værdiskabelsen i samfundet, i stedet for at hælde pengene ud i dumt og kortsigtet forbrug af varer og serviceydelser, som ikke bidrager til at styrke den langsigtede konkurrenceevne og produktivitet. 

I Danmark er der et stort perspektiv i at gennemføre strukturelle reformer, der effektivt kan forbedre konkurrencen på hjemmemarkedet og styrke eksporterhvervene, sådan som produktivitetskommissionen foreslog her forleden. 

Hvis apotekerloven liberaliseres, planloven lempes for større supermarkeder, arbejdsmarkedsklausuler fjernes, nationale produktstandarder gøres internationale og behandlingen af byggesager strømlines, så venter der en velstandsgevinst på omkring 10 milliarder kr., vurderer kommissionen. Kan produktiviteten i de private serviceerhverv og ikke mindst byggeriet løftes, vil det være et meget værdifuldt bidrag til øget vækst og en stærkere konkurrenceevne. 

Danmark har i de senere år stået stille eller er sakket agterud i de internationale målinger over nationers konkurrenceevne. Senest kan man i IMD’s globale benchmark se, hvordan vore nabolande Sverige og Tyskland har distanceret Danmark i løbet af få år. Danmark har stadig en række konkurrencemæssige styrkepositioner, fordi vi har stærke og relativt effektive institutioner med en velfungerende infrastruktur. Men andre lande investerer massivt i en moderne infrastruktur, og på disse fundamentale forudsætninger risikerer vi virkelig at tabe terræn i de kommende år. 

Intelligente investeringer

Det er på høje tid, at politikerne tager udfordringen alvorligt og indser, at Danmark har brug for en langt mere ambitiøs og fremsynet vækstplan end den, der er aftalt her i foråret. Har vismændene ret i, at der er plads til at udvide den offentlige saldo med 10-12 milliarder kr., burde politikerne bruge det til målrettede investeringer i en ny infrastruktur, der kan styrke Danmarks globale konkurrenceevne. 

Det vil være nok til i løbet af bare tre år at etablere et nationalt fiberoptisk netværk, der kommer ud i alle dele af landet, så Danmark f.eks. kan sætte turbo på den digitale økonomi, der driver en stadig større del af væksten i den vestlige verden. 

På samme måde kan man øge investeringerne i nye transportnet i og mellem landets vigtigste økonomiske centre, hvor trafikpropper og langsom trafik koster dyrt på produktiviteten og dermed velstanden. Og samtidig bør man nytænke erhvervspolitikken, så der opbygges stærke erhvervsklynger, vækstcentre og internationale testplatforme, så vi får nogle flere lokomotiver til at trække fremtidens vækst inden for de store globale og samfundsmæssige behov, der tegner sig i horisonten. 

Danmark har brug for en ny og fremsynet konkurrencemodel, der ikke præges af et miskmask af kortsigtede interesser og grå kompromiser. Vi har brug for en ambitiøs og langsigtet strategi, der virkelig kan rykke noget og trække Danmark ud af to årtiers stilstand.