Sverige får en 'chief digital officer' :: Automatiseringen breder sig :: Robotter på ski

En 'chief digital officer' skal koordinere den ambitiøse svenske digitaliseringsstrategi. Automatiseringen breder sig til flere jobområder. Og så har vi et par robotter, der klarer sig både godt og mindre godt.

Peter Hesseldahl

Sverige, så nært og dog så eksotisk. Lige på den anden side af Øresund vil de også være de bedste i verden til at udnytte ny teknologi, men de går deres egne veje.

Sverige har en minister for digitalisering, og nu har han udnævnt en CDO – en Chief Digital Officer, som får ansvar for at koordinere den ambitiøse svenske digitaliseringsstrategi.

Herhjemme har vi allerede en minister for innovation i Sophie Løhde og en tech-ambassadør med base i Silicon Valley. Skal vi også have en CDO?

Vi ser nærmere på det.

Hvad gør man egentlig, hvis man lever af at være oversætter, og så lancerer Google lige automatisk oversættelse, som er øjeblikkelig, ganske gratis – og i hastig forbedring?

Eller radiograferne, der er trænet til at spotte problemer på røntgenbilleder? Hvad bliver der af dem, når computere med maskinlæring kan lære at genkende mønstre ved at sammenligne tusindvis af billeder?

Vi har en artikel om nogle af de fag, der allerede er i farezonen for automatisering.

Så har vi en lille buket videoer med glimt af, hvad teknologien efterhånden kan præstere.

En af dem, der måtte udgå ved vinterolympiaden i Sydkorea var Intel, den amerikanske chipfabrikant.

De havde forberedt et fantastisk indslag med 1218 lysende droner i flok, som skulle danne 3D-mønstre på himlen under åbningsceremonien.

Der opstod tekniske problemer i sidste øjeblik, og i stedet nøjedes man med at vise video fra generalprøven.

Ikke desto mindre er det godt nok imponerende – og en klar demonstration af, at droner også skal opfattes som noget, der fungerer i flok. Forhåbentlig mest til fredelige formål. 

En anden video, der både vækker begejstring og bekymring er Boston Dynamics’ nye Spot Mini robothund. Som det ses, kan robotter også arbejde i flok, f.eks. ved at holde døren for hinanden.

Skulle man være blevet helt bekymret over, hvor hurtigt robotterne udvikler sig, kan det være befriende at se på slalom-konkurrencen for robotter, der blev afviklet samtidig med vinter OL.

Det er ikke nemt at stå på ski, og slet ikke for robotter. Indtil videre vil jeg vil nødig møde en flok robotter ude på løjpen - det kunne nemt give skrammer.   

God fornøjelse!

Peter Hesseldahl,

Redaktør, MM Next 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu