Min treårige dreng havde ikke haft min iPad i hånden i mere end fem minutter, før han hurtigt og bevendt tændte for skærmen, klikkede rundt i programmerne, fandt sine yndlingstegnefilm på YouTube og skruede helt op for lyden. Min mand og jeg kiggede målløst på hinanden og erindrede med en snert af misundelse dengang, hvor vi i en alder af 20 år fik vores første mailkonto.

Sammenlignet med de, der er blot er ti år ældre end os, er vi superbrugere. Men vi er så absolut dinosaurer, når det kommer til, hvad man med god grund kalder for de digitale indfødte.

For de børn, der vokser op i dag, er tjenester som YouTube, Spotify og Facebook lige så nære bekendtskaber som veletablerede brands a la Lego, Brio og Barbie. De små poder vokser op med, at man med få klik kan få adgang til ubegrænsede mængder af musik, spil, bøger og blade uden at bevæge sig en centimeter. De færdes hjemmevant i en infrastruktur, som vi andre kan have svært ved at begribe.

Da vi var på ferie for nylig, tiggede vores dreng oftere om adgang til Wi-Fi end om is. Det var en kende skræmmende, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på de enorme muligheder, som den teknologiske udvikling skaber for ham og hans jævnaldrende.

Ifølge tal fra det amerikanske beskæftigelsesministerium vil 65 pct. af de børn, der går i folkeskolen i dag, ende i job, der endnu ikke er opfundet. En stor del af dem vil have teknologi og det digitale som omdrejningspunkt i deres arbejdsliv.

Klimakrise såvel som velfærdskrise kalder i stigende grad på nye teknologiske løsninger, både i den private og i den offentlige sektor. Det kræver ikke kun superbrugere, men også hjerner, der konstant formår at følge med tiden og udvikle nye digitale services og løsninger på de behov, der løbende opstår overalt i samfundet.

Når jeg betragter min lille drengs hjemmevante brug af iPad, smartphone og lignende, er jeg tryg ved, at han er gearet til den udfordring. Men min overbevisning blegner, når jeg kigger tre år frem i tiden til den dag, hvor han skal starte i den danske folkeskole. Stærke færdigheder i fag som matematik og regning vil fortsat være en nødvendighed for at klare sig. Men hvor er de fag og undervisningsmetoder, samt den infrastruktur, der skal understøtte og udvikle hans identitet som digital indfødt – og hvor er planen for, at det sker?

Undervisningsminister Christine Antorini fremlagde i sidste uge projektet Ny Nordisk Skole. Formålet er, ifølge ministeren selv, at sende den danske folkeskole på ”en forvandlingsrejse” ved at tage afsæt i den særlige nordiske læringstradition.

Initiativet har sin berettigelse. Den danske folkeskole er trængt på sin faglighed og sit image, og de senere års elevflugt mod privat- og friskoler understreger behovet for et prestigeprojekt. Med håb om, at succes smitter, låner ministeren retorikken fra den succesfulde Restaurant NOMA og Claus Meyers manifest for det nye nordiske køkken.

Men hvor kunne det være så meget mere fremsynet og progressivt, hvis Antorini og hendes stab af rådgivere og embedsfolk turde nytænke den danske folkeskole med afsæt i de muligheder og krav, som den digitale fremtid stiller.

Ifølge en undersøgelse, som Mandag Morgen foretog sidste år blandt landets skoleledere, svarede 90 pct. ja til, at it kan blive en vigtig løftestang for effektivitet og faglighed i den danske folkeskole. Og der bliver investeret flere penge i it i dag end for fem år siden. Men hovedparten går til hardware, og kun en brøkdel bliver brugt på den videreuddannelse, der skal sætte underviserne – der modsat deres elever IKKE er digitale indfødte – i stand til at bruge den nye hard- og software.

Mange skoler har på eget initiativ taget de første skridt og udskiftet det snuskede tavlekridt med et elektronisk smartboard. Nogle går et skridt videre og giver elever på udvalgte klassetrin en iPad. Men så længe de digitale lærebøger ikke er omfattet af Copydan-aftalen, og man som lærer er tvunget til at bruge timer ved kopimaskinen for at skanne en bog ind, forbliver succesen af den slags tiltag nok begrænset.

Danmark kan – hvis vi vil – blive det første land i verden, der udvikler en ny og sammenhængende skolepolitik med afsæt i den digitale virkelighed. Det handler ikke om at afsætte flere penge til mere hardware. I stedet bør vi udarbejde en køreplan for, hvordan vi over de næste 10-20 år får udviklet folkeskolen på en måde, så den kan favne og videreudvikle de fantastiske kompetencer, som de mange generationer af digitale indfødte bærer med sig i rygsækken på deres første skoledag.

Organisationen Envisioning Technology har udviklet et spændende og vovet bud på, hvordan den digitale folkeskole udvikler sig frem mod 2040. Det viser, hvordan klasselokalet over de næste 10-20 år vil blive erstattet af virtuelle fora, hvor elever og lærere kan interagere på kryds og tværs af fag og klasseniveauer.

Om 30 år vil bøger – og de til den tid forældede tablets – være erstattet af hologrammer og virtual reality-teknologier, der opløser tid og sted.

Helt derhenne er vi ikke endnu, hverken i vores mindset eller teknologisk. Men fremtiden er begyndt, og det har vores unger forstået. Nu er det beslutningstagernes tur til at følge trop.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.