”Nye væksteventyr”, ”skjulte vækstpotentialer” og ”kickstart af væksten”.

Sådan taler både politikere, virksomheder, organisationer og tænketanke om den økonomiske vækst, og der er bred enighed om, at samfundet har brug for vækst for ikke at kollapse. Regeringen har f.eks. sidste år fremlagt udspillet ”Vækst og udvikling i hele Danmark”, der skal give en vækst på 2,5 milliarder kr. i BNP. En ny redegørelse fra Finansministeriet beskriver væksten i 2015 som moderat, men opadgående:

”I 2019 ventes den økonomiske aktivitet at være tilbage på et normalt niveau,” står der blandt andet. Det ’normale’ niveau er altså lig med støt stigende vækst.

Men faktisk har væksten i størstedelen af den nutidige historie slet ikke været til stede. Økonomen Angus Maddison beskrev i ”The World Economy: A Millennial Perspective”, udarbejdet for OECD i 2001, hvordan væksten i det globale samfund fra år 0 til 1820 var på mellem 0 og 0,22 pct. om året. I Danmark har den indtil efterkrigstiden ligget på maksimum to procent. Stjerneøkonomen Thomas Piketty beskriver i bestselleren ”Kapitalen i det 21. århundrede”, hvordan Les Trente Glorieuses, altså de ”herlige” 30 år fra 1945 til 1975 med høj vækst på cirka 4 procent, ser ud til at være en historisk anomali, og at vi nu er på vej tilbage til en form for normaltilstand.

Alligevel klynger vi os stadig til de høje vækstrater fra dengang, fordi alle er blevet enige om, at det er det, der er normalen. Men i virkeligheden er ”normalen” kun et udtryk for den fremherskende måde at tale om et begreb på. Det er ikke nødvendigvis sandheden.

Så når økonomisk vækst italesættes som nødvendig og uundgåelig, er det værd at stoppe op og spørge om hvorfor. Jesper Jespersen, professor i økonomi på RUC og mangeårig forsker i økonomisk vækst, peger på, at udviklingen de seneste 70 år har skabt en forventning om høj vækst.

”Det forhold, at alle I-lande har haft en betydelig vækst igennem de seneste 70 år frem til 2008, har gjort forventningen til en årlig vækst i BNP til normalen. ”

Man kunne også sige, at magthaverne i samfundet har overbevist sig selv om, at høj årlig vækst er nødvendigt for at undgå et økonomisk kollaps. Vi er dermed gået fra at sige ’Gud, har vi også vækst i år?’ til at spørge: ’Hvorfor (fanden) har vi ikke vækst i år?’.

Vækst for de sultende

Klassiske økonomer, kapitalismekritikere, frihandelstilhængere og neoliberalister har gennem tiden alle beskæftiget sig med vækst. Men de er også blevet påvirket af verdens gang, industriens fremgang og voldsomme verdenskrige og kriser. For at forstå vækstbegrebets oprindelse og udvikling skal vi derfor på en rejse godt 400 år tilbage i tiden.

Vi begynder i 1600-tallet, i skellet mellem middelalder og moderne tid. På det tidspunkt knoklede 80 pct. af befolkningen på mudrede marker for at dyrke herremandens jord og tjene til dagen og vejen. Der var sjældent grød eller øl nok til at mætte alle munde, og af ens beskedne overskud skulle man aflevere tiende, dvs. 10 pct., til kirken og skatter til statens regent, den enevældige monark.

Generelt var livet nasty, brutish and short (ubehageligt, brutalt og kort, red.) for nu at citere den samtidige økonom Thomas Hobbes (1588-1679). Selv om man siden antikken havde trådt og sejlet handelsruter tynde, var det først i 1600-tallet, at der kom sammenhængende økonomiske forklaringer på handel og økonomi. Datidens fremtrædende økonomer var merkantilisterne, som mente, at man bedst sikrede statens finanser ved at ophobe så mange penge og ædelstene som muligt. En sådan ophobning af penge for pengenes egen skyld er et tidligt spor i jagten på økonomisk vækst set som et mål i sig selv.

Merkantilisternes mål var at højne velstanden i samfundet. Men det gik langsomt, og 100 år senere herskede der stadig fattigdom i bondebefolkningen. Der boede ofte så mange personer i hvert lille bindingsværkshus, at folk måtte sove siddende. Befolkningstilvæksten, som havde været lav i første halvdel af 1700-tallet blandt andet på grund af diverse krige, begyndte nu at stige markant. Det betød flere munde at mætte, og flere og flere udvandrede derfor til f.eks. Amerika for at finde nye muligheder.

Det var på den baggrund, at tre af de største klassiske økonomer, Adam Smith, Thomas Malthus og David Ricardo, udviklede deres økonomiske teorier. De var alle enige om, at befolkningstilvæksten udgjorde et problem, fordi der i sidste ende ikke ville være mad nok til alle. Malthus argumenterede for at begrænse befolkningstilvæksten. Smith mente, at arbejdsdeling ville øge produktionen, og havde en stor tro på, at markedskræfternes usynlige hånd ville skabe universel velstand. Mens Ricardos løsning var at satse på komparative handelsfordele og international handel.

Men fælles for de tre økonomer er, at ingen af dem så vækst som noget vedvarende og permanent. Som Jesper Jespersen forklarer:

”De ser det mere som en engangsgevinst på arbejdsdeling, henholdsvist nationalt og internationalt.”

Rune Møller Stahl, cand.scient.pol. og ph.d.-studerende i økonomiske ideers politiske betydning ved Københavns Universitet, er enig.

”Det interessante ved de klassiske økonomer er, at de alle ser vækst som en proces, et samfund gennemgår, og som slutter på et tidspunkt. Hos Ricardo er det f.eks. stigende kornpriser, der stopper væksten,” siger han.

Fra bølgende marker til rygende skorstene

Danskerne blev ved med at pløje de samme marker og høste de samme afgrøder op gennem 1700-tallet. Men i 1788 skete der et afgørende skifte, for med landboreformerne blev oplysningstidens tanker om individets rettigheder gjort til virkelighed, da bøndernes stavnsbånd blev ophævet. Arbejdskraften var nu fri og bevægelig, og regeringen arbejdede hårdt for at modernisere landbruget. Det betød en fordobling af produktionen fra 1770 til 1800, og pludselig døde færre spædbørn, og folk levede lidt længere.

Men den økonomiske vækst fulgte ikke rigtig med og lå stadig på under én procent om året. Det var først i slutningen af 1800-tallet, at der opstod det, som den nu afdøde økonom Svend Aage Hansen i tobindsværket ”Økonomisk Vækst i Danmark 1720-1970”, udgivet fra 1972 til 1974, kalder ”accelererende vækst”. Fra 1894-1914 var der nemlig en tydeligt stigende årlig vækst på over 2 pct. per person.

Stigningen hang selvfølgelig sammen med den industrielle revolution. Opfindelser som dampmaskinen og elektricitet gav helt nye muligheder for at effektivisere produktionen. I stedet for at arbejde i markerne begyndte flere og flere at støbe jern, brænde kalk og bygge maskiner. Fremgangen betød også, at befolkningen nu voksede støt. Fra 1881 til 1918 steg antallet af danskerne med 50 pct. fra 2 til 3 millioner.

Men glansbilledet fik ikke lov at stå urørt. Karl Marx pegede i slutningen af 1800-tallet på, hvordan hårdt rutinearbejde i mørke fabriksbygninger til en elendig løn skabte en enorm klasseforskel mellem arbejdere og kapitalister. Marx kritiserede den nye samfundsudvikling, men så dog kapitalismen som et nødvendigt onde på vejen til Frihedens rige. Kapitalismen var en ustabil model, der ville køre fast på grund af sine egne indre modsætninger, mente Marx, der så det kapitalistiske samfund som kendetegnet ved kapitalakkumulation, altså økonomisk vækst. Han anså altså ikke den økonomiske vækst som problematisk i sig selv, men derimod som et skridt på vejen til noget bedre.

På trods af mekanisering og modernisering har den danske befolkning det stadig ikke for godt i første halvdel af 1900-tallet. Først og fremmest medførte de to verdenskrige dalende levestandard for befolkningen, og ifølge Svend Aage Hansen var væksten fra 1920 til 1939 tilbage på samme niveau som før 1890. 1920’erne var godt nok fremskridtets tid, men det varede ikke ved, for kriserne kradsede overalt i verden fra slutningen af årtiet. Der var børskrak på Wall Street, massiv arbejdsløshed, og i Danmark blev både landbrug og eksport ramt.

En af de økonomer, som fandt en løsning på krisen, var John Maynard Keynes. Keynes mål var at skabe vækst i samfundet gennem ekspansiv finanspolitik. Ved at pumpe penge ud i samfundet ville han give befolkningen mere købekraft, så virksomheder kunne få solgt deres varer. Dermed skrev Keynes sig ind i en diskurs om, at økonomisk vækst er noget, man altid kan sætte i gang med de rigtige økonomiske greb. Men Keynes så dog også vækst som et middel til at løse økonomiske problemer.

Vaskemaskiner, fjernsyn og eksplosiv vækst

I efterkrigstiden ændrede synet på vækst sig drastisk, der opstod hidtil usete vækstrater på 4,2 pct. om året i perioden fra 1957-1970. Det væltede ind af parcelhusdøren med forbrugsgoder, og pludselig fik den almindelige danske familie vaskemaskine, køle-fryseskab og ikke mindst TV. I 1953 gav staten de første TV-licenser til den danske befolkning, og allerede i 1965 havde mere end en million danskere fået licens.

Den første økonomiske vækstteori blev udarbejdet af økonomen Robert M. Solow i 1950’erne. Han argumenterede for, at så længe der var en positiv teknologisk udvikling, var der ikke noget, der ville stoppe væksten. Rune Møller Stahl fra Københavns Universitet argumenterer for, at hele den politiske mainstream herhjemme i dag køber Solows teori.

”Ingen af dem, der tager beslutninger i Danmark, har en forestilling om, at økonomisk sundhed ikke forudsætter vækst,” mener han.

Milton Friedman, nobelprisvinder i økonomi i 1976, troede også på vækst. Gennem 1960’erne og 1970’erne udfordrede han Keynes og frarådede alle indgreb i markedsmekanismerne. Friedman mente, at jo større ydelser staten gav til f.eks. arbejdsløse og fattige, jo mere ville folk fastholde deres lønkrav, og det ville øge risikoen for, at de forblev arbejdsløse. Den økonomiske vækst ville derfor kun kunne opnås gennem frie markedskræfter. Hvis bare systemet fik lov at styre sig selv, ville væksten være ubegrænset.

På dette tidspunkt har synet på vedvarende vækst som en nødvendig mulighed etableret sig. Og da det skete, begyndte væksten faktisk at aftage. Hvert årti siden 1970’erne har væksten i Danmark været lidt mindre end det foregående årti.

Allerede i 1972 pegede en gruppe fremtrædende virksomhedsfolk og videnskabsmænd i den uformelle sammenslutning Romklubben på, at der var grænser for vækst. De er af eftertiden kendt for at have tydeliggjort, at jordkloden ville løbe tør for ressourcer, hvis væksten fortsatte som hidtil. Men på trods af det peger Rune Møller Stahl på, at Romklubben blev inden for det herskende vækstparadigme:

”De anerkender, at det er muligt at have fortsat vækst uden at tænke på det som en fase, der overstås. De siger bare, at jordkloden ikke har ressourcer nok til en fortsat vækst.”

Neoliberalismen sætter ingen grænser

Selv om Romklubben gjorde, hvad den kunne for at få de røde advarselslamper til at blinke klart og tydeligt, medførte det ikke et opgør med tanken om nødvendig økonomisk vækst. Datidens politikere efterlyste tværtimod høj vækst og begyndte at arbejde af alle kræfter for at få den tilbage. I Storbritannien så Margaret Thatcher neoliberalismen som den eneste vej frem.

”Ingen frihed uden økonomisk frihed,” sagde hun blandt andet.

Også i Danmark vandt neoliberalismen frem, og i 1980’erne indførte man New Public Management i den offentlige sektor med dertilhørende konkurrenceudsættelse og privatisering. Neoliberalismen dikterede økonomisk frihed uden statslig indblanding for at sikre den økonomiske vækst, som det altoverskyggende mål. De neoliberale økonomer vendte tilbage til Solows vækstmodel og ønskede at skærpe konkurrencen og udnytte alle ressourcer. Men Jesper Jespersen mener ikke, at økonomer generelt har nogen overbevisende og klar forklaring på, hvad der reelt fører til produktivitetsstigninger.

”Mange økonomer peger meget fornuftigt på uddannelse og øget kapitalapparat i industri og landbrug, men det er jo ikke omkostningsfrit at gøre. Dermed står de egentlige stigninger i produktivitet uforklarede, måske fordi de var af engangskarakter,” siger han.

I dag er der kommet nye økonomiske retninger til såsom cirkulær økonomi og økologisk økonomi, der blandt repræsenteres af Danmarks eneste økologiske økonom, professor Inge Røpke fra Aalborg Universitet. Men stemmerne står uden for mainstream. Regeringen bruger f.eks. stadig det klassiske BNP-mål som mål for stigningen i produktionen; et mål, som ikke tager hensyn til hverken miljø og klima.

Og det er ikke kun miljøet, som ikke har en værdi efter BNP-målet. Alt det uformelle arbejde, danskerne udfører hver dag derhjemme eller som frivillige, tæller heller ikke med. Sådan noget som glæden ved at spille fodbold, strikke trøjer eller alt andet, der giver mennesker indhold og kvalitet i livet, er slet ikke en del af ligningen. På trods af kritiske røster får økonomisk vækst som ønskværdig og nødvendig lov til at stå som en forholdsvis uimodsagt diskurs blandt magthaverne i dag.

Jesper Jespersen mener, at en mulig løsning kan være at undlade at stirre sig blind på det traditionelle BNP.

”Det kan man blandt andet gøre ved i højere grad at forholde sig til menneskers livskvalitet. Et første skridt i den retning kunne være at indregne miljø- og trivselsomkostninger ved moderne produktionsformer,” siger han.