Tech-ambassadør: Europa skal presse på for en menneskelig tilgang til teknologien

INTERVIEW: Danmark fik sidste år en techambassadør, der repræsenterer vores interesser i forhold til de store teknologivirksomheder. Et af målene for Casper Klynges diplomatiske arbejde er, at Danmark skal være med til at definere det sæt af værdier, som skal holde snor i de nye teknologier.

Peter Hesseldahl

Hvem skal have ansvaret med at regulere de nye teknologier? Hvem skal udviklingen gavne, hvilket ansvar har virksomhederne, og hvilke risici kan vi acceptere som borgere og stat?

Det er spørgsmål, som trænger sig mere og mere på i disse år, og Danmark kan komme til at spille en vigtig rolle i formuleringen af svarene. 

”Selv om vi i Europa er bagud med at skabe de stærke innovationsmiljøer, som vi kan se i USA og Asien, har vi måske en tredje vej, som man ikke skal kimse ad. Det er den mere menneskelige tilgang til teknologi, hvor det i sidste ende handler om, at de nye teknologier skal komme alle til gode.”

Sådan siger Casper Klynge, der tiltrådte som Danmarks techambassadør i september 2017 med base i Silicon Valley og kontorer i Beijing og København. Netop den danske tilgang til teknologiudvikling vil blive efterspurgt i årene fremover, forudser han.

”For os handler det ikke kun om at skabe personlig gevinst for den enkelte entreprenør, det handler også om, at teknologien skal være et socialt gode. Det er ideen om, at den digitale teknologi skal være inkluderende, og at vi ikke skal lade nogen stå tilbage som en slags digitalt fattige, der ikke får gavn af de nye teknologier. Når man har sin daglige gang i Silicon Valley og i Kina, står det klart, at man ikke skal undervurdere betydningen af, at Europa bliver en lille smule mere højrøstet om den menneskelige brug af teknologi. Det tror jeg, at der er brug for,” siger Casper Klynge.

Før udnævnelsen til techambassadør var han ambassadør i Indonesien, og 45-årige Casper Klynge har gennem hele sin karriere arbejdet i diplomatiet, bl.a. i Bruxelles, Kosovo, Afghanistan og Cypern.

LÆS OGSÅ: Globale fora undersøger ny regulering til den digitale tidsalder

Light but right touch i reguleringen af tech

Casper Klynge mener i høj grad, at Danmark og EU kan påvirke den måde, nye teknologier vil blive brugt på. Han nævner GDPR, EU’s persondataforordning, som et eksempel på, at EU kan definere normer, som techselskaber og myndigheder i resten af verden også er nødt til at følge.

”Vi placerer os mellem på den ene side det vilde vest i USA, der i høj grad er en ureguleret verden, hvor det offentlige forsøger at lade entreprenører og startup-miljø passe sig selv, og på den anden side det vilde øst, dvs. først og fremmest Kina, hvor der er en gråzone mellem privat og stat, og hvor der helt sikkert er nogle anvendelser af teknologi, der er kontroversielle for os,” siger Klynge og uddyber:

”I det felt har Danmark en hel del at byde på. Vi er ikke teknologiforskrækkede, og vi advokerer for en begrænset regulering, hvor man kun regulerer dér, hvor det giver mening, og ellers lader markedet operere frit. Vi kalder det light but right touch.

Han mener, at den danske tradition for samarbejde mellem det offentlige og det private giver Danmark masser at byde ind med.

”Der er et kæmpe behov lige nu for, at vi bringer den private og den offentlige sektor sammen for at diskutere udviklingen. Det er enormt svært for det offentlige at følge med, fordi teknologien udvikles så hurtigt. Hvordan skal vi regulere kunstig intelligens i dag? Det er meget svært for de fleste at gennemskue, og derfor har vi brug for at få industrien og eksperter med i processen og tage et medansvar for det. Det har vi en lang tradition for i Danmark.”

Andre vil også have techdiplomater

Casper Klynge medgiver, at det kan være svært at måle på effekten af den danske techplomacy-indsats:

”Jeg ved ikke præcist, hvad der i sidste ende kommer ud af det. Man kan sige, at det er en succes i sig selv, at vi internationalt er begyndt at diskutere de her problemstillinger på en systematisk måde. Fordi Danmark har været så tidligt ude, har vi fået mere indflydelse og mulighed for at sætte dagsordenen for, hvordan vi sørger for, at teknologien kommer flest muligt til gavn,” siger Casper Klynge.

Frankrig udpegede sidste år en minister for digitale anliggender, og i sidste måned oprettede Tyskland en post som ’digital udsending’. FN’s menneskerettighedskommission er også i færd med at etablere et kontor i Silicon Valley for at holde den tætte forbindelse til techgiganterne i området. 

I San Francisco er den danske techambassade også involveret i det samarbejde, som en række danske ministerier har indgået med World Economic Forums kontor for den fjerde industrielle revolution om at indlede pilotprojekter i Danmark om Internet of Things, præcisionsmedicin og brugen af big data.

Det internationale samarbejde og den politiske vilje til at skabe global regulering er stærkt udfordret, ikke mindst af Trump-administration. Det virker næsten omsonst at arbejde for øget regulering og globale aftaler for tiden?

”Jeg tror, at hvis du går ud på gaden her i Palo Alto, hvor vi har kontor, så er der flere, der vil bakke op om en ’light but right’-regulering end for bare 5-6 måneder siden. Det skyldes selvfølgelig, at vi har haft alle skandalerne med Cambridge Analytica og de nyeste lækager fra Facebook og Google osv. Tidligere ville det have været utænkeligt at diskutere regulering, men i dag er det en anden samtale,” siger Casper Klynge.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu